Skrevet af Rasmus Hylleberg


I Københavns Nyhavn ligger husbåden Liva, der huser organisationen Levende Menneskerettigheder. I dag lancerer de en ny undervisningsplatform, dilemmademokratiet.dk, der ved hjælp af online processpil og frivillige advokater skal bringe diskussion og oplysning om menneskerettigheder helt ind i klasselokalet hos udskolingselever og førsteårs-elever på gymnasiet.

En af drivkræfterne bag er projektleder Pernille Gliese Andersen, der har en baggrund som tv- og medietilrettelægger. 

"Dilemmademokratiet tilbyder to forskellige videospil, der sætter fokus på henholdsvis terror og asylpolitik. Begge opstiller en lang række dilemmaer som led i en fortælling, hvor de unge skal forholde sig til de forskellige argumenter for og imod," forklarer hun.

 

Engagement fra frivillige

Som led i den nye undervisningsplatform er Levende Menneskerettigheder i gang med at rekruttere unge advokatfuldmægtige og advokater, som skal være med til at facilitere diskussionerne i klasseværelset. 

"Advokater og advokatfuldmægtige kan blive det vi kalder menneskerettighedsambassadører. Her kommer de ud på skolerne og hjælper de unge med at sætte fokus på de her dilemmaer."

Projektet er skabt med ønsket om at bringe diskussionen om gængse rettigheder ned på et niveau, hvor også de unge kan deltage. 

"Vi synes at menneskerettighederne tit bliver behandlet i et ret dogmatisk perspektiv, og det er meget gennem lærebøger, hvor man kan læse op og ned om emnet. Men når vi tager debatten gennem de her videospil, så gør vi diskussionen langt mere levende, og de unge får dermed en oplevelse med menneskerettigheder, som de ikke kan læse sig til."

Pernille Gliese, web

Ingen politisk agenda

Hos Levende Menneskerettigheder handler det ikke om at påvirke de unge til at tage stilling til for eller imod menneskerettighederne. For Pernille og resten af teamet handler det om at skabe en platform, hvor diskussionen og processen er det vigtigste. 

"Menneskerettighederne er et historisk værktøj, som de unge ikke har noget nært link til. Det er derfor vigtigt for os, at vi gennem de her videospil gør mekanismerne bag disse rettigheder tilgængelige. For det er ikke nødvendigvis nogle rettigheder, som vi blot skal tage for givet," siger Pernille Gliese Andersen.

Undervisningsplatformen lanceres i dag ved en reception på husbåden kl. 16. 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak