Billede: to af de fire forfattere til indlægget, John Klausen og Pernille Gry Petersen
Vi er ikke uenige om målet. Tværtimod. Men vi anskuer umiddelbart forskelligt, hvor diskussionen skal indledes. Vi deler ambitionen om en socialrådgiveruddannelse, der i højere grad styrker de studerendes evne til at arbejde tværfagligt, inddrage flere perspektiver og navigere i de komplekse organisatoriske, økonomiske, politiske og menneskelige dilemmaer, som præger socialt arbejde i dag. Det har vi skrevet i vores første debatindlæg, og det gentog vi i vores medvirken i podcasten ”Magtens Tredeling” på K-NEWS, hvor Pernille Gry Petersen deltog på vegne af censorledelsen. Den ambition hilser vi derfor yderst velkommen.
Netop derfor undrer det os, at vores analyse af lederne bliver læst som et ønske om at sætte jura op imod socialfaglighed eller tværfaglighed. Det er ikke – og har aldrig været – vores pointe.
Vi diskuterer to forskellige niveauer af forudsætninger
Det er vores oplevelse, at uddannelsesledernes indlæg først og fremmest handler om, “hvordan” socialrådgivere skal arbejde. Vores bekymring handler derimod om, “hvad” de skal stå på, før de kan arbejde og omsætte tværfaglighed. Det er to forskellige diskussioner og niveauer.
Tværfaglighed er efter vores opfattelse ikke et fundament for en profession. Tværfaglighed er en metode. En arbejdsform. En måde at integrere og bringe flere fagligheder i spil på. Ikke en undervisningsramme og tilgang som kan sikre, at udføreren – altså socialrådgiveren – har styr på helt grundlæggende faglige kerneelementer.
Det er ikke unikt for socialrådgivere men gælder alle professioner; jurister, psykologer, sygeplejersker, lærere etc. De får styr på basis, før de begynder at jonglere med de forskellige elementer, og det er netop den grundlæggende jongleren i den nye uddannelse, vi er bekymrede for, ender med at sætte både de studerendes og i sidste ende borgernes retssikkerhed over styr.
Vi bør lære af reformen fra 2012
Som også lektor Peter Vangsgaard er inde på i sit indlæg, er det er værd at huske hinanden på, at ambitionen om mere integreret undervisning som ramme om professionen ikke er ny. Den blev allerede formuleret med reformen af socialrådgiveruddannelsen i 2012 og har siden udspillet sig i både læringsmål, undervisning og eksamensformer. Med store vanskeligheder som følgesvend.
I de seneste måneder har vi modtaget et stigende antal henvendelser fra censorer fra hele landet, hvoraf en stor andel underviser på socialrådgiveruddannelserne inden for både de socialfaglige og juridiske discipliner. Fælles for dem er ikke en modstand mod tværfaglighed. Tværtimod. Men de er bekymrede.
Hvis stærkere integration og mere tværfaglighed i sig selv var svaret på de udfordringer, vi ser i praksis i dag med høje og voksende fejlprocenter, stor omsætning af socialrådgivere, faglig mistrivsel mv., burde vi efter næsten 14 år kunne se en markant forbedring. Det er svært at få øje på. Det vidner vores seneste mange årsrapporter i censorkorpset også om: Censorerne oplever gennemgående udfordringer med de tværgående eksamensformer, fordi de bredere og integrerede krav gør det sværere at vurdere studerendes konkrete fagkompetencer. Og de oplever store udfordringer med de studerendes grundlæggende juridiske viden – i et så bekymrende omfang, at vi har adresseret det gentagne gange i dialog med uddannelserne. Hvilket ellers hører til sjældenhederne for en censorledelse at adressere så konkret. Det siger derfor noget om bekymringsniveauet.
Ændringer af det sociale område kræver stærkere juridisk grundfaglighed
Desværre ser vi et tiltagende udfordret socialområde, som vidner om behov for styrkelse af grundlæggende dømmekraft baseret på solid grundfaglighed hos socialrådgivere i praksis. Det gælder det dugfriske Danmarkskort over omgørelsesprocenter for 2025 i klagesager vedrørende kommunale afgørelser på socialområdet, som Socialministeriet udgav i juni 2026, hvor fx hele 58,6 pct. af sagerne på børnehandicapområdet omgøres pga. fejl. Et billede der desværre kun bevæger sig den forkerte vej år efter år, som det også fremgår af både Ankestyrelsens praksisundersøgelser og Rigsrevisionens seneste beretning. Også det kommunale tilsyn påviser, at der i en række kommuner er ulovlige kvalitetsstandarder, ulovlige ventelister, manglende fastsættelse af sagsbehandlingsfrister, hvor det er et lovkrav, manglende overholdelse af sagsbehandlingsfrister m.m.
Ingen af disse forhold kan alene forklares med socialrådgiveruddannelsen. Det ville være en urimelig konklusion. Men mere tværfaglighed og ”tværfaglig dømmekraft” kan på ingen måde være svaret på, hvordan vi løser de omfattende problemer med at anvende reglerne korrekt og i særdeleshed med at overholde den almindelige forvaltningsret og sige fra, hvis man mødes med krav om at håndhæve og udføre en ulovlig praksis.
Fundament er lig med kvalitetssikring
Vi oplever, at debatten overser et helt centralt spørgsmål: Hvordan sikrer vi kvaliteten af de færdiguddannede socialrådgivere?
Socialrådgiveren arbejder i et af velfærdssamfundets mest komplekse spændingsfelter. Der skal jongleres mellem jura, socialfaglige vurderinger, etik, økonomi, organisatoriske hensyn, politiske prioriteringer og ikke mindst mennesker i nogle af livets mest sårbare situationer.
Det kræver utvivlsomt stærk tværfaglighed. Men det kræver også noget andet. Det kræver, at man har fødder at stå på. Ellers risikerer vi at uddanne socialrådgivere, som forventes at kunne løbe, balancere og navigere i stadig mere komplekse landskaber, uden først at have fået et fundament. For os er det derfor ikke et spørgsmål om “mere jura” men et spørgsmål om et “tydeligere fundament”.
Vi har stor respekt for de lokale uddannelsers faglige arbejde. Men når læringsmål bliver meget brede, når fundamentale kompetencer beskrives mindre eksplicit, og når både undervisning og prøveformer i høj grad bliver tværgående, bliver det også vanskeligere at rammesætte og dokumentere, at alle studerende og i sidste ende færdiguddannede socialrådgivere faktisk besidder de grundlæggende og samme juridiske kompetencer, professionen kræver. Det handler for os derfor om grundlæggende kvalitetssikring.
Som censorledelse er det netop vores opgave at interessere os for, om uddannelsen giver et solidt grundlag for at stå inde for kvaliteten af de færdiguddannede socialrådgivere. Det er denne bekymring, vi forsøger at rejse.
En bekymring, vi ikke står alene med
I de seneste måneder har vi modtaget et stigende antal henvendelser fra censorer fra hele landet, hvoraf en stor andel underviser på socialrådgiveruddannelserne inden for både de socialfaglige og juridiske discipliner.
Fælles for dem er ikke en modstand mod tværfaglighed. Tværtimod. Men de er bekymrede.
Bekymringen handler om, at det er uklart, hvad den nye uddannelse helt grundlæggende bygger på, og hvad den færdiguddannede socialrådgiver forventes sikkert at mestre, før de tværgående kompetencer bringes i spil. Det er den analyse, vi efterlyser.
Lad os diskutere fundamentet sammen
Vi håber derfor, at den videre debat ikke reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt der skal være mere eller mindre jura. For det spørgsmål har vi faktisk aldrig stillet.
Vi håber i stedet, at vi kan tage den mere grundlæggende diskussion om, hvad der udgør socialrådgiverprofessionens fundament, hvordan det skal beskrives og omsættes på en grundig måde i uddannelsen, og hvordan vi sikrer, at alle dimittender faktisk besidder dét, den dag de får de afsluttende karakter og uddannelsesbeviset i hånden.
Vi tror ikke, at vi er uenige om målet. Vi ønsker alle dygtige socialrådgivere med stærk tværfaglig dømmekraft. Vores pointe er derimod, at den dømmekraft først kan udvikles, når den hviler på et tydeligt og solidt fundament.