Skrevet af Rasmus Hylleberg


DLA Piper udnytter kun 1% af potentialet for AI-dreven teknologi og digitale løsninger. Så klar var meldingen fra Director of Innovation hos DLA Piper International Adam Hembury, da han gæstede Legal AI Forum i London i sidste uge, ifølge Artificial Lawyer.

Hos DLA Piper Danmark kan managing partner Martin Lavesen nikke genkendende til det forhold. Han nævner bl.a. arbejdet med det digitale dokumentscanningssystem Kira som eksempel på et digitalt redskab, der både effektiviserer arbejdsgangene, men som også udstiller nogle af udfordringerne ved brug af løsninger på tværs af en stor organisation.

"Vi har på internationalt plan et samarbejde med Kira, som er et system, som kan analysere dokumenter. I forbindelse med f.eks. en virksomhedsoverdragelse kan du bede Kira lede efter en særlig type bestemmelse, og så crawler den alle de uploadede kontrakter igennem og analyserer teksten i den relevante bestemmelse. Det giver mulighed for grundighed og hurtig ekspedition. Systemet er dog ikke bedre end det input, der puttes ind i det og kan i dag kun supplere – og ikke erstatte - advokaten. Systemet er indtil videre kun udviklet til at analysere engelske dokumenter, så vi i Danmark kan ikke bruge det på danske kontrakter," siger Martin Lavesen. 

 

Forandringsvillighed vs. traditioner

I legaltech-miljøet oplever man øgede investeringer fra diverse kapitalfonde og investorer, der har set et marked i vækst. En af de startups, der mærker udviklingen af Contractbook, der sidste år fik en millionindsprøjtning fra en investorgruppe. CEO hos Contractbook Niels Martin Brøchner oplever en branche, som er langt mere forandringsvillig og langt mindre konservativ end først antaget. Grunden til den langsomme udvikling skal dog ifølge ham findes i de analoge strukturer.

Mennesker er meget digitaliserede, men når du har arbejdet så analogt så langt tid, så er det svært at udnytte de muligheder, der er digitalt

"Udfordringen i advokatbranchen er, at den har været rigtig analog i lang tid modsat andre brancher som f.eks. revisionsbranchen. Mennesker er meget digitaliserede, men når du har arbejdet så analogt så langt tid, så er det svært at udnytte de muligheder, der er digitalt. Det handler om for advokatfirmaerne at komme over i nogle digitale løsninger, nogle binære løsninger, hvor det er nemmere at dyrke dataen," siger han.

Niels Martin Brøchner peger desuden på partnerstrukturen som en hæmsko for udvikling i branchen.

"Over en bred kam ja, så udnytter branchen ikke potentialet. Du har haft en partnerdrevet struktur i mange år som i min optik har modarbejdet innovationen – i stedet for at investere i innovation så har du udbetalt udbytte til partnerne. Og det kan jo svært at viderebringe denne forandring til partnerne, hvis de er vant til at få dette udbytte. Det er min personlige tese. Jeg forstår godt denne usikkerhed for fremtiden, og der kan det være uklart, hvad denne innovation skal gøre godt for," siger han.

Martin Lavesen mener, at advokater er meget traditionsbundne, men også at der er en proces mod en erkendelse af, at rådgiverrollen skal gentænkes. 

Udviklingen vil efter min opfattelse medføre, at advokaten på sigt bliver context champion, hvor fokus fortsat er på din dybe faglighed og din indsigt i klientens branche, men hvor du også skal forstå at anvende teknologien i rådgivningen

"Robotter, AI og globale paradigmesamlinger vil blive en del af alle danske advokaters dagligdag. Gennem DLA Piper International får vi adgang til disse redskaber globalt, på forkant og med langt flere muskler end hvis vi skulle udvikle selv. Det er tale om en konstant løbende proces, hvor vi i Danmark også vil skulle investere, men nok snarere som en fast follower, hvor vi følger vores internationale organisation. Udviklingen vil efter min opfattelse medføre, at advokaten på sigt bliver context champion, hvor fokus fortsat er på din dybe faglighed og din indsigt i klientens branche, men hvor du også skal forstå at anvende teknologien i rådgivningen."

 

Glasset halvt tomt eller halvt fuldt?

Men er glasset så halvt tomt eller halvt fuldt? Skal man se det negative i, at advokatbranchen kun bruger 1% eller derimod det positive i det enorme potentiale i de resterende 99%? Ifølge Martin Lavesen er der ingen tvivl.

"Det skal man se positivt – digitalisering og machine learning forbedrer sig hele tiden – også i advokatbranchen. Vi kan ligeså godt omfavne udviklingen. Advokater kommer i højere grad til at skulle investere i fremtiden. Det er for mig at se positivt, at der er fodslag til at ville foretage sådan investering. Nye teknologiske tiltag, nye produkter og nye digitale muligheder vil nemlig fremover i endnu højere grad blive en del af vores hverdag. Det er en udvikling, som ikke vil stoppe. Hvad fremtiden vil bringe er uklart, men det er sikkert, at det vil være forandringer."

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak