Skrevet af Jonatan Hjortdal, Chief Legal Officer, & Kristian Anker, medstifter og direktør, begge hos LegalHero


Det er efter vores opfattelse på høje tid, at advokatfirmaerne tager et kritisk blik på deres traditionelle forretningsmodel, hvor antallet af tid forbrugt på sagen, er det element, der spiller den mest afgørende rolle for advokatfirmaernes omsætning.

”Hvor meget kan sagen bære” er mantraet. Problemet med denne forretningsmodel er, at den ikke giver advokatfirmaerne noget incitament til at være innovative og udvikle digitale, tidsbesparende produkter, og vi efterlyser derfor, at der sker en ændring i advokatfirmaernes mindsets. For der kan rent faktisk være big business i LegalTech og innovativ digitalisering – også for advokatfirmaerne.

Det er ikke længe siden, at det Silicon Valley-baserede tech-advokatfirma Atrium blev det nye navn på alles læber indenfor LegalTech. Atrium er stiftet af iværksætteren Justin Kan, advokaterne Augie Rakow og Bebe Chueh, samt CTO og iværksætter Chris Smoak.

Justin Kan er kendt for bl.a. at have solgt sin tidligere streaming-virksomhed Justin.tv (nu Twitch.tv) til Amazon for $970 millioner. Augie Rakow var partner hos advokatfirmaet Orrick, Herrington & Sutcliffe, ligesom Bebe Chueh også var advokat.

 

Hvad er Atrium?

Siden lanceringen i 2017 har stifterne tilsyneladende haft succes med at kombinere et klassisk advokatfirma med et LegalTech-firma. Atrium har lavet over 890 startup-transaktioner til en samlet transaktionsværdi på $5 milliarder.

I praksis eksisterer Atrium som to selvstændige juridiske enheder:

• Et advokatfirma: Atrium LLP
• En LegalTech-serviceudbyder: Atrium LTS som har modtaget eksterne investeringer på i alt $75 millioner.

Atrium LLP er et traditionelt advokatfirma, der håndterer alle juridiske anliggender for deres klienter. Det specielle ved Atrium-advokatfirmaet er deres setup, hvor 80 % af de ansatte advokaters arbejdsdage benyttes til at lave sager for deres klienter, mens de resterende 20 % af tiden benyttes til at teste, integrere og give feedback til de LegalTech-produkter, som Atrium LTS har udviklet. Atrium tilbyder faste priser på større transaktioner og projekter kombineret med en ”all you can eat”-abonnementsmodel på løbende rådgivning.

Atrium LTS er et softwarefirma, hvis fokus er at bygge værktøjer og teknologi (dvs. LegalTech-produkter), som søsteradvokatfirmaet, Atrium LLP, kan benytte. Målet med Atrium LTS er på sigt at kunne udbyde og sælge sine LegalTech-produkter til det samlede marked for juridisk rådgivning og kombinere det med andre professionelle services, f.eks. revision. Atrium LTS betalte i starten for alle Atrium LLP’s udgifter gennem et lån, samtidig med at medarbejdere enten fik andele eller løn fra Atrium LTS for at fungere som ”rådgivere” til Atrium LTS. På den måde kunne venture-pengene komme til at arbejde på både at udvikle Atriums software og advokatforretning.

Kernen i Atriums koncept er således todelt, idet Atrium har to måder at tjene penge på: nemlig ved den traditionelle sagsbehandling af juridiske sager, men også gennem salg af de LegalTech-produkter, som Atrium LTS udbyder, og som advokaterne i Atrium hele tiden er med til at forbedre og videreudvikle.

Selvom Atrium ikke er den første til at forsøge at koble et traditionelt advokatkontor sammen med et teknologibaseret søsterfirma er der noget, der tyder på, at timingen er rigtig i dag.

 

Vores opfordring

Atrium blev stiftet af Justin Kan, der havde flere succesfulde exits bag sig og derfor var blevet en ufrivillig ”superbruger” af advokater. Han ville gerne finde en bedre måde at levere den juridiske service på og med et øget fokus på anvendelsen af teknologi til at tage sig af de rutinemæssige og gentagende opgaver.

Dog var han også bevidst om, at en entre på det juridiske marked krævede noget domæneekspertise, hvilket gjorde, at han fra start teamede op med to erfarne og velrenommerede advokater til både at give input, men også til at bygge tillid til produkterne.

I dag ser vi LegalTech start-ups forsøge at tilgå markedet ved enten at udvikle juridiske nicheprodukter, dokumenthåndteringssoftware eller anden software til advokater, dog uden deltagelse fra nogen af de etablerede firmaer.

Vi savner ganske enkelt, at der bliver investeret i nogle mere ambitiøse produkter end simple fristberegnere og chatbots, således at den samlede bar for LegalTech i Danmark rykkes gevaldigt op

Udviklingen af løsningerne kræver ofte omfattende indsigt fra advokater for at kunne fungere optimalt. Hvis advokater skal videregive deres indsigt på en brugbar måde, så kræver det, at de bruger tid på det. Meget tid. Og så er vi tilbage til problemet, som vi startede ved: nemlig at advokatfirmaernes forretningsmodel ikke giver et incitament til at bruge advokattimer på at udvikle tech-produkter.

Vores opfordring til advokatfirmaerne er, at de bør overveje at omfavne de teknologiske muligheder i langt højere grad, end tilfældet er i dag.

Vi savner ganske enkelt, at der bliver investeret i nogle mere ambitiøse produkter end simple fristberegnere og chatbots, således at den samlede bar for LegalTech i Danmark rykkes gevaldigt op. Der kan med fordel skeles til Atrium-modellen, hvor man partner op med eller udskiller et ben af sin forretning, der dedikeres til at udvikle teknologiske løsninger, som kan supplere og forbedre nogle af de advokatydelser, der traditionelt er blevet løst af mennesker, men bedre egner sig til teknologiske løsninger.

Vi mener grundlæggende ikke, at LegalTech er begyndelsen til enden for benyttelsen af advokater, da teknologi aldrig endegyldigt vil kunne erstatte mennesker, herunder særligt meget erfarne mennesker. Vi er således ikke blinde for, at vejen til bedre og mere højteknologiske juridiske ydelser er fyldt med bump. I en industri baseret på tillid, omdømme og stærke personlige relationer tror vi derfor ikke på et "teknologi løser alt"-mantra, men derimod nærmere et ”menneske + maskine”-princip.

Indholdet i dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak