Skrevet af Mathias Dahlerup Krarup, formand hos DJØF Advokat


Ligestilling er en selvfølgelighed. Det er det hos mig, og det er det hos jer - vi er der bare ikke endnu. Jeg taler her ikke om ligestilling mellem mænd og kvinder, men ligestilling mellem mennesker.

Der har været kæmpet for det i årtier, vi gør det på hver vores måde, og det er uhyre vigtigt at give plads til det. Jeg spottede engang min mor på forsiden af et blad fra 70’erne midt i en demonstration foran Christiansborg. Mine børn vil næppe se mig i en tilsvarende ophedet situation, men til gengæld kan de læse med her. Som en sidebemærkning kan nævnes, at der i 70’erne ikke var nogen, som turde tale om mænds rettigheder.

Måske lige på nær på sagførerkontorerne, hvor det var mandens ret ikke at skulle belemres med hjemmets forhold.
I weekenden kunne man i en af landets største aviser læse, at Djøf lancerer et ligestillingsløfte. Ligestillingsløftet er et koncept, som helt overordnet set handler om, at politikere landet over kan forpligte sig til at arbejde for ligestilling i samfundet. Det er et enormt stærkt redskab, men den årvågne læser vil formentlig savne fokus på de områder, hvor mænd ikke er ligestillet, og på at ligestilling helt konsekvent bør handle om, at mennesker skal behandles lige.

Dette leder min opmærksomhed over på området for barsels- og forældreorlov og på den manglende lov- og samfundsmæssige anerkendelse af, at andre end kvinden kan have en interesse i barnet. Og jeg vil vove at komme med den påstand, at meget af den ulighed, vi har på arbejdsmarkedet, tager udgangspunkt i fordelingen af orlov i forbindelse med barnets fødsel, hvor kvinden traditionelt set har været væk fra arbejdsmarkedet i op til et år pr. barn og har knoklet på hjemmefronten, alt imens barnets far har knoklet på arbejdet.
Derfor har vi i Djøf i længere tid arbejdet for øremærket barsel, og derfor var det en stor glæde for os, da EU for kort siden præsenterede et direktiv om øremærket barsel for manden. Direktivet var dog ikke helt skarpt nok og tog eksempelvis ikke højde for, at en familie kan være andet end mor, far og barn. Det kan og skal vi heldigvis gøre bedre, når vi i Danmark skal implementere direktivet. En familie kan bestå af mange andre konstellationer - det oplever vi også blandt vores medlemmer, og det skal selvfølgelig anerkendes.

Jeg selv og mange af vores medlemmer har i rådgivningsbranchen hørt udtryk som "Mænd kan da ikke amme…" og "En mand går ikke på barsel"

Men vi har også brug for en holdningsændring. Jeg selv og mange af vores medlemmer har i rådgivningsbranchen hørt udtryk som "Mænd kan da ikke amme…" og "En mand går ikke på barsel". Og det er også der, hvor store dele af advokat- og rådgivningsbranchen traditionelt set har været. I Djøf Advokat oplever vi imidlertid, at den yngre generation har andre prioriteter. Mændene vil på lige fod med den anden forælder være en del af barnets liv fra barnet bliver født. Og det er vel egentlig ikke så mærkeligt?

Den skæve fordeling af orlovsperioden har negative personlige og økonomiske konsekvenser for både mænd og kvinder samt private og offentlige arbejdsgivere. I rådgiverbranchen har mange arbejdspladser bl.a. svært ved at fastholde dygtige mandlige og kvindelige medarbejdere. Det skyldes ganske enkelt, at virksomhederne ikke er gode nok til at skabe billedet af en attraktiv arbejdsplads, hvor det opleves muligt at kombinere familie- og arbejdsliv. Parametre, som nok ikke var udslagsgivende i samme grad for 10-15 år siden, men som i høj grad er blevet det nu. Og det er altså dyrt at sige farvel til dygtige medarbejdere og hyre nye, for det koster på bundlinjen!

Derfor er det en indsats værd at fremme en arbejdspladskultur, hvor det ikke er en karrieremæssig stopklods at gå på barsel – hverken for mænd eller for kvinder. Og hvor vi som bonus kan komme nogle af de ligestillingsudfordringer til livs, som vi møder i samfundet. Jeg tror, at det er til både familiernes og arbejdsmarkedets bedste på alle leder og kanter, hvis begge forældre til barnet tager forældrerollen på sig, fra barnet bliver født. Og det giver samtidig anledning til at spørge sig selv, hvilke værdier der for alvor betyder noget i livet?

Det at sætte et barn i verden kan ikke sammenlignes med en bestyrelsespost eller endnu et afsnit i CV’et. I Djøf Advokat oplever vi, at vores medlemmer er blevet endnu mere bevidste om prioriteringerne, og det er mit håb, at vi sammen kan fremme en lovgivning og en arbejdspladskultur, hvor ligestillingen på dette punkt også når til manden.

Ovenstående indlæg, indholdet og de fremsatte pointer er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak