Skrevet af Mathias D. Krarup, formand for Djøf Advokat


Erhvervslivet har de seneste år mandet stærkt op internt med en række kompetencer. Jura, revision og økonomi enten insources af økonomiske årsager eller fordi regelsættene er blevet så komplekse, at man ser behov for at have de funktioner helt tæt på ledelsen. Og sågar det offentlige har med reglerne om rettergangsfuldmægtige fået mulighed for at klare dele af processen internt. Udviklingen medfører behovet for at skærpe en ellers på ingen måde ny disciplin; nemlig relationen mellem den interne og eksterne rådgiver, som både kan være advokat, revisor eller konsulent. Lad os dog for eksemplets skyld holde os til advokatscenariet.

De interne juridiske kompetencer i virksomhederne er stærkere end nogensinde før. Tidligere var det ofte den eksterne advokat, som havde det suveræne overblik over en virksomheds juridiske forhold. Men overblikket ligger nu ofte internt i virksomheden, de regelsæt virksomheden opererer under er blevet mere og mere komplekse, og med specialiseringen på advokatkontorerne bliver det sværere for den eksterne advokat, som ofte nu er placeret i en specialistafdeling på advokatkontoret, at have overblik over virksomhedens forhold.

Og man må som ekstern rådgiver operere under, at man bliver bedt om at levere rådgivning i en række forskellige scenarier. Det kan være højrisiko-spørgsmålet, hvor klienten reelt selv har svaret, men blot har brug for det eksterne advokatstempel som en slags forsikring. Det kan være spørgsmålet om at få løftet en workload fra klienten, eller det kan være den veldefinerede ydelse som en konkret transaktion, handel eller helt konkrete forespørgsel, som alene købes på prisen i fri konkurrence – hvem ville i øvrigt ikke gøre det?

Min påstand vil være, at inhouse-advokaten stadig har brug for the trusted advisor. Den betroede rådgiver, som kender virksomheden, dens behov og udfordringer, og som derfor forstår og kan rådgive om den kommercielle virkelighed, virksomheden befinder sig i. Men rollen som virksomhedens betroede rådgiver har ændret sig, og det stiller krav til såvel advokatfirmaerne som den interne juridiske rådgiver. Den betroede rådgiver tager sig ikke længere af alle virksomhedens forhold. Som andre afdelinger i en virksomhed skal selv legal efterleve budgetter, og i bedste pricerunner-stil er også inhouse-advokaten nødt til at sende opgaver i udbud. Det ene kontor er bedre til skat, det andet til IP, osv. Det er helt normalt, og det må den betroede rådgiver ikke blive fornærmet over. Til gengæld forpligter det også at have en betroet rådgiver, og det er et spørgsmål om økonomi, gensidig respekt og tillid, og en menneskelig dimension, som begge parter skal forstå.

Advokaten skal ikke levere et forkromet notat eller legal opinion, hvis klienten havde brug for et 75% sikkert ja eller nej-svar på email egnet til videresendelse

Uanset om det er i rollen som the trusted advisor eller til købet af en commodity, så kræver det skills fra både inhouse-advokaten og den eksterne rådgiver at samarbejde. For nu at vende tilbage til overskriften, så skal begge parter sikre sig en klar forventningsafstemning om det, der er brug for. Advokaten skal ikke levere et forkromet notat eller legal opinion, hvis klienten havde brug for et 75% sikkert ja eller nej-svar på email egnet til videresendelse. Og selvom advokaten har tygget sig gennem nærmest ulæselige værker på jurastudiet, så bliver god rådgivning ofte målt på, hvor klar og præcis advokaten er i sit budskab. Og hvor mange forbehold, advokaten dækker sig ind under. Jeg havde selv engang en underviser, som understregede vigtigheden af CYA for os – cover your ass. Det kan være ok – som rådgiver skal man dog huske, om det reelt skaber værdi for klienten, hvis rådgivningen er pænt pakket ind i måske’er.

Og så er der hele tidsperspektivet og spørgsmålet om advokatydelser, der produceres i døgnets sene (eller tidlige) timer. Inhouse-advokaten har måske selv været underlagt, for nu at sige det, absurde arbejdstider og krav fra chefer i en tidligere ansættelse, men derfor behøver man ikke være urimelig, når man sender opgaver til den eksterne rådgiver. Har man virkelig brug for svar mandag morgen kl 9? Og på samme måde bør advokaten kunne sige fra – både af hensyn til kvaliteten og sit eget (/sine ansattes) ve og vel.

Køb og salg af juridiske ydelser er en kunst, hvor begge parter kan og bør stille krav til samarbejdet. Det er noget alle bør være opmærksomme på, og som vi sætter fokus på til Djøf Advokat-dagen den 25. oktober i år, hvor temaet netop er relationen mellem den interne og eksterne rådgiver.

Dette blogindlæg, tankerne bag og selve indholdet er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak