Det har været et travlt og begivenhedsrigt efterår i advokatbranchen. Omsætningen er høj, og det er vel det vigtigste. Eller er det?

De seneste måneder har mediebilledet desværre fremhævet nogle kedelige træk ved vores stand. Det startede med nogle få brodne kar, men det ser nu ud til, at de brodne kar er godt spredt ud over hele branchen. Ærgerlige eksempler på ellers dygtige advokater, som trækker hele advokatstandens anseelse ned. Selvfølgelig skal man ikke tage alle avisartikler for gode varer, og mange af sagerne er endnu ved at blive opklaret. Men helhedsindtrykket er ikke kønt. 

Jeg var for nylig til et gå-hjem-møde i advokatsammenhæng. Det var efter, at de første skattesager var dukket op til overfladen og flasken begyndte at pege mod store danske advokathuse. Ved det arrangement blev det nævnt, at det er politikerne, som er de store skurke. Det er dem, som har lavet nogle regler, der er hullede som en si, og ”så bliver vi advokater jo nødt til at udnytte de huller”.

Nej, det behøver vi ikke. Så kort er svaret. Det er åbenbart nødvendigt at minde nogle advokater om stk. 1 i de advokatetiske regler:

”…Advokaten indtager i et retssamfund en særlig stilling …Advokatens opgave er at fremme retfærdighed og modvirke uret. … Advokaten skal ved sin repræsentation af klienten iagttage fortrolighed samt bevare sin uafhængighed og integritet, herunder i forhold til staten.”

Advokaten har altså en helt særlig forpligtelse til at sikre, at regler overholdes – også selvom dette ikke måtte være i klientens interesse.

Men en ting er de advokatetiske regler, noget helt andet er at huske at overholde dem og rent faktisk at rette ind, når Advokatnævnet udsteder sanktioner.

Det er tid til selvransagelse, kære kollegaer

Og så er der hele den menneskelige faktor. Vi har set medarbejdere, der måske er blevet gjort til syndebukke og advokatfirmaer, der har reageret i al hast ved at foretage afskedigelser. Efterfølgende har meldingen i hvert fald fra ét firma været, at man nu stod inde for den rådgivning, man havde ydet.

Som formand for Djøf Advokat er jeg derfor spændt på at se, om de pågældende advokater genansættes – med en behørig, offentlig undskyldning. Forløbet kræver selvransagelse - og at man tør stå til ansvar fra top til bund. Ledelsen bør vise ansvar overfor de medarbejdere, som har været skydeskiver. Vise, at man anerkender de menneskelige konsekvenser, og at fokus ikke blot er på, om salærkronerne ruller ind, og at klienterne bliver. Der er behov for, at vi viser mere samfundsansvar, men også ansvar for kollegaer og medarbejdere.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om nogle af de omtalte advokater med ro i sjælen kan sige, at de har udført deres arbejde ordentligt og redeligt, og som gode danske statsborgere?

Det er tid til selvransagelse, kære kollegaer! Hvis den ikke kommer, er jeg alvorligt bange for, at advokatbranchen lider et uopretteligt knæk i anseelsen. At tilliden til advokattitlen dykker. At klienterne søger til dygtige jurister i revisionsbranchen i stedet. At den omsætning, jeg omtalte indledningsvis, falder på den lange bange. Og at jeg skal overveje, om mit arbejdsmæssige image lider skade af at have advokattitlen i min mailsignatur.

Mathias Dahlerup Krarup
Formand for Djøf Advokat

Dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.