23. marts 2021 - Retsstat

Corona Task Force vil oprette råd med juridiske vismænd


Ifølge Altinget.dk vil Djøfs Corona Task Force oprette et nyt vismandsråd af retsstatslige eksperter, ligesom man har økonomiske vismænd. Målet er at holde øje med retsstatens tilstand.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: PR


Formand for Djøfs task force Kristian Lauta.

Der er brug for et råd af juridiske vismænd, der kan bringe den juridiske debat væk fra enkeltsager og tilbage på sporet, så vi kan holde fokus på retsstatens tilstand.

Det mener Djøfs Corona Task Force, der foreslår at oprette et nyt vismandsråd af retsstatslige eksperter i stil med de økonomiske vismænd.

Det skriver Altinget.dk.

“Vi har det sidste år fulgt tæt, hvordan Danmark som demokrati og retsstat har håndteret Covid-19, som på den ene side har vist, at vi har et utroligt robust samfund, der kan klare rigtig meget, men som også har vist, at der faktisk er steder, hvor vi kan styrke retsstatsbevidstheden,” siger juraprofessor og formand for task forcen, Kristian Lauta fra Københavns Universitet til Altinget.dk.

Formålet med rådet skal være at kunne udsende løbende beretninger om retsstatens tilstand og forslag til, hvordan man styrker 'retsstatskulturen'.

“Med det her forslag ønsker vi at flytte debatten tilbage på det mere principielle plan. Man forsvinder utroligt nemt ned i de her enkeltsager, og om man er for eller imod aflivning af mink eller for eller imod epidemiloven, og hvem der har ansvaret for hvad. Men det væsentlige her er, om der er noget i vores samfund, vi principielt kan styrke,” siger Kristian Lauta, der mener, det er vigtigt, at den nuværende situation aldrig må blive normalen.

"Lad os sige, at Covid-19 bliver ved med at mutere og forfølge os måske i flere år, så er det vigtigt, at vi sikrer en mekanisme, der engang imellem får os til at stoppe op og diskutere, hvor længe vi skal leve et hverdagsliv under en kriselov,” siger han til Altinget.dk.

Ifølge Altinget får forslaget en blandet modtagelse på Christiansborg, hvor flere politikere frygter, at rådet bl.a. vil betyde mere bureaukrati.

Task Forcen består foruden Kristian Lauta af Jens Elo Rytter, Lykke Friis og Mikael Sjöberg.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak