14. april 2021 - Coronakrisen

"Det er nu, vi skal huske, at vores forrude er større end vores bakspejl"


2020 betød en syngende økonomisk lussing til Storm Advokatfirma, der gik ud af året med et underskud på over 10 mio. kr. CEO og partner hos Storm Advokatfirma Rune Hyllested fortæller her, hvad der skete i 2020. Og ikke mindst hvorfor firmaet i en video på LinkedIn står frem med deres negative resultat.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg. Foto: PR


Mens mange af landets største advokathuse har kunne berette om flotte resultater for coronaåret 2020, så står det anderledes til for nogle af de lidt mindre kontorer. 

Et af dem er Storm Advokatfirma i Aalborg. Lørdag offentliggjorde de i en video på LinkedIn, hvordan deres resultat for 2020 viser et dundrende underskud på 'mere end' 10 mio. kroner, som CEO og partner Rune Hyllested formulerer det. 

Men hvorfor overhovedet gå ud med en nyhed om, at man som virksomhed og advokatfirma ikke har levet op til egne mål og forventninger? Det har vi spurgt selv samme Rune Hyllested om. Og forklaringen er ifølge ham ret simpel.

Mange advokatfirmaer har jo annonceret flotte resultater for 2020 med vækst. I går offentligt ud og fortæller det modsatte – hvorfor?

"Der er to ting i det spørgsmål – for at forstå baggrunden, så havde vi lavet en serie med seks direktører fra seks virksomheder i seks forskellige brancher, der alle fortæller hvordan de havde oplevet året. Vi blev mødt med ekstremt stor ærlighed og åbenhed fra dem alle sammen, og så følte vi, at skulle tage vores egen medicin og gøre det samme selv. Den anden del er så, at vi synes det er vigtigt at fortælle historierne, også når de er mindre gode. Måske er der noget for andre at lære – det skal ikke kun være glansbillederne vi skal udstille."

 

Hvad gik galt for jer?

"Det der gik galt var at vi gik ind til året 2020 med en vækstambition – vi mente, vi havde læst markedet på en måde, hvor vi var klar til at vækste. Og når man er klar til vækst, så har man ofte et højere omkostningsniveau og flere medarbejdere på forhånd, så man er klar. Men vi lykkedes ikke med at skabe den forventede vækst og den forventede omsætning. Set i bagklogskabens lys var vi for langsomme til at tilpasse vores omkostningsniveau. Og det var ikke ubevidst, for vi regnede fortsat med væksten i store dele af året. Samtidig, så er vi jo helt vildt glade for alle vores medarbejdere – vi hælder ikke bare folk ud for at partnergruppen kan beholde deres overskud."

 

Du taler bl.a. om strategiarbejdet – hvad definerede den oprindelige strategi?

"Vi havde ikke gjort noget forkert i strategiarbejdet, det handlede om at konklusionerne var forkerte. Vi havde troet, at der ville blive rigtig travlt bl.a. for de virksomheder, der arbejder med nødlidende virksomheder. Og det var jo ikke tilfældet - jeg havde simpelthen ikke forudset, at antallet af bl.a. konkurser ville blive så meget lavere som det blev."

 

Nogle advokathuse fyrede medarbejdere allerede i april sidste år – du fortæller, at I var nødt til at gøre det senere. Kan du sætte nogle ord på den beslutning, altså at reagere på virkeligheden frem for at agere på prognoser?

"Det var jo ud fra en vurdering af situationen – vi har ikke travlt lige nu, men det får vi. Vi troede i ejerkredsen på, at vi ville få mere arbejde. Og så er der det her med, at vi er virkelig glade for vores kollegaer – vi vil gerne være et firma, der holder ved vores kollegaer, og man skal ikke se det som en svingdør, hvor man kommer og går bare fordi der er lidt bølgeskvulp i virkeligheden."

 

Du fortæller i videoen, at I kommer ud af 2020 med et underskud på 10 mio. Hvilken betydning for har det for Storm i 2021?

"Faktisk siger jeg, at det er et underskud på over 10 mio. Helt praktisk har vi jo været nødt til at foretage nogle afskedigelser, men det har også givet os en dyrkøbt erfaring i forhold til at navigerer i modvind."

 

Hvordan har det været for dig som kaptajn på broen at stå midt i det her stormvejr og se din virksomheds likviditet lide stå stort et knæk?

"Jeg ved jo, at der er gode år og dårlige år. Men det er da markant sjovere at være kaptajn, når det går godt. For der er måske mere brug for en kaptajn, når det går skidt. Og så må man jo vedstå sig lederskabet og at der er nogle beslutninger der har været truffet forkert. Og det står jeg ved."

 

Hvad har I lært af året 2020?

"2020 var et uforudsigeligt år – og det er svært at udvinde konkret lærdom af noget der var meget uforudsigeligt. Men det er klart, når man oplever den nedgang, vi har oplevet, så er det jo de gamle dyder som lønsomhed og effektivisering, der kommer i spil. Men vi skal samtidig huske, at vores dna jo handler om at forruden er større end bakspejlet, for vi skal fremad og videre igen."

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak