Skrevet af Rasmus Hylleberg


Det Kongelige Bibliotek har indvilliget i at levere overskudseksemplarer af ældre titler til brug for et nyt digitaliseringsprojekt, der skal sætte strøm til den juridiske litteratur.

Det skriver Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet i en pressemeddelelse. 

Professor Mads Bryde Andersen, der er initiativtager til projektet og formand for den styregruppe, der leder det, udtaler:

"Den juridiske bog har altid spillet en central rolle i juristens arbejde, men det kan være svært at få adgang til ældre litteratur. Med jurabog.dk vil denne skat af ældre juridisk litteratur, som har stor praktisk betydning, være frit tilgængelig på nettet."

Bag projektet, der varetages af det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, står rettighedshavere og fire toneangivende danske forlag, Gjellerup/Gads Forlag, Djøfs Forlag, Karnov Group og Ex Tuto. Med betydelig økonomisk støtte fra bl.a. Margot og Thorvald Dreyers fond forventes antallet af bøger snart at kunne tælles i tusinder, og bøgerne lægges ind efter samtykker fra de berørte rettighedshavere.

Professor Morten Rosenmeier, som er formand for AC's Udvalg til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), der også deltager i Projekt Jurabog, udtaler:

"I UBVA står vi fuldt og helt bag dette vigtige projekt. Vore egne medlemmer har jo også glæde af at kunne tilgå den ældre litteratur. Derfor anbefaler vi meget stærkt, at man meddeler samtykke til at få sine egne eller afdøde forældres titler ind på Projekt Jurabog."

Samme støtte har de involverede forlag givet, idet forlagene dog kan vælge at holde titler tilbage, der fortsat udnyttes kommercielt.

"Projekt Jurabog formår på en gang at bevare viden og tænke nyt. Der ligger værdifuld indsigt i de historiske kilder. Digitaliseringen gør den indsigt nemt tilgængelig for både studerende, praktikere og forskere," udtaler Anne Nørvang Hansen, Chief Content Officer fra Karnov Group.

"Gennem Projekt Jurabog sikres digitalisering og tilgængeliggørelse af ældre juridiske værker, som måske ikke længere har nyhedens interesse, men hvis faglige værdi ikke nødvendigvis er mindsket," udtaler Bolette Rud Pallesen fra Gjellerup/Gads Forlag.

"Vi glæder os over at det for første gang er lykkedes at få en hel branche til at gå sammen om et så vigtigt bogdigitaliseringsprojekt," udtaler Jeppe Markers fra Djøf Forlag.

Læs mere om Projekt Jurabog på www.jurabog.dk. 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak