26/06/2020 -

Domstolene får millioner til ansættelse af nye dommere


Som et resultat af corona og nedlukningen er sagsmængden rundt omkring hos landets domstole steget og steget. Derfor har regeringen nu afsat syv millioner kroner til ti nye dommere, der skal lette presset på domstolene.

Tekst: Amalie Guldborg Olesen


Sagerne har over en længere periode stablet sig op på skrivebordene ude hos landets dommere, og nedlukningen i forbindelse med corona har bestemt ikke forbedret billedet. Derfor har regeringen nu besluttet sig for at give syv millioner kroner til domstolene. Pengene skal bruges til at ansætte ti nye dommere i tidsbegrænsede stillinger, så de kan hjælpe med at få styr på sagsmængden og sagsbehandlingstiderne. 

Og det er en kærkommen hjælp, lyder det fra Domstolsstyrelsen.

”Vi er glade for at have fået midler, som kan hjælpe os med lige præcis den problemstilling, der hedder corona. Og det vil vi gerne anerkende,” siger direktør for Domstolsstyrelsen, Kristian Hertz.

Han forklarer, at de sager, som især er kommet i baggrunden under corona, er de sager, der ikke er blevet defineret som kritiske, og det har derfor gjort, at man ikke har kunnet få sin hovedforhandling gennemført.

”Så der er et relativt stort efterslæb,” siger Kristian Hertz.


Tiltrængt og nødvendig


Helt konkret skal der ansættes fire byretsdommere og seks landsretsdommere af stillinger på knap et års tid.

Hos Dommerforeningen er formand Mikael Sjöberg dog ikke udelukkende positivt stillet over for den hjælpende håndsrækning.

”Gennem mange år er vi blevet udsat for besparelser, nye regler og øget arbejdspres. Så syv millioner rækker altså overhovedet ikke. Vi er glade for hjælpen, men vi bliver bare nødt til at sige, at det her langtfra er nok," siger Mikael Sjöberg til Ritzau.

Foreholdt Mikaels Sjöbergs mindre varme modtagelse af håndsrækningen, lyder Domstolsstyrelsens svar:

”Det er klart, at vi med denne håndsrækning på ingen måde får bugt med sagsbunkerne, men vi er glade for at komme i gang med bunkebekæmpelsen,” siger Kristian Hertz.

Justitsministeriet selv kalder de syv millioner en ”saltvandsindsprøjtning”, men anerkender også, at der kan være behov for mere hjælp.

”Domstolene er en hjørnesten i det danske retssystem, og derfor er det også stærkt bekymrende, at domstolene gennem længere tid har været presset af lange sagsbehandlingstider og voksende sagsbunker. (…) Selvom det er en tiltrængt og nødvendig saltvandsindsprøjtning til domstolene, så er det langt fra nok til at løse de grundlæggende udfordringer. Derfor har jeg fortsat fokus på en generel styrkelse af domstolene, hvor vi blandt andet arbejder på et lovforslag, som skal effektivisere straffesagskæden, og jeg vil heller ikke afvise, at det kan blive relevant at tilføre domstolene yderligere ressourcer,” siger justitsminister Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.

Justitsministeriet vurderer selv, at de ti nye dommere vil betyde, at der kan behandles ca. 320-400 flere straffesager ved byretterne og omtrent 140-200 straffeankesager ved landsretterne i løbet af sidste halvdel af år 2020.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak