15/12/2020 - Corona-året 2020

Et år i coronasmittens tegn: "Vi oplever i år en konsolidering af advokatmarkedet"


Et meget specielt år går på hæld, og vi på K-News har spurgt en lang række af branchens beslutningstagere, hvordan de har navigeret sig selv, deres virksomheder og deres medarbejdere igennem 2020, hvor coronaepidemien har fyldt stort set alt. I dag fortæller managing partner Henning von Lillienskjold.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg


Det var nok de færreste mennesker, der kunne have forudset, hvor stor en betydning coronavirusset har haft for nationer, borgere og virksomheder.

I den danske advokatbranche har man også skullet forholde sig til den nye virkelighed med nye ønsker fra klienterne, nye forudsætninger for medarbejdernes arbejde og trivsel og ikke mindst en konstant sky af usikkerhed, der i skrivende stund fortsat gør det svært at planlægge fremtiden.

Men hvilken betydning har det haft for de enkelte kontorer? K-News har spurgt nogle af branchens beslutningstagere om deres syn på året, der snart er forbi. I dag følger oplevelserne fra Henning von Lillienskjold fra DAHL Advokatpartnerselskab.

 

Hvordan har coronakrisen påvirket jer og jeres arbejdsbyrde i firmaet? 

"Når jeg ser på året som helhed, har vi generelt oplevet travlhed. Som resten af branchen oplevede vi en opbremsning efter det skelsættende pressemøde den 11. marts, hvor landet mere eller mindre lukkede ned. Vi så, at nogle rådgivningsområder stod stille, hvor andre fortsat stormede afsted. I 3. kvartal har vi indhentet og leveret et rigtig flot resultat, og 4. kvartal tegner også til at blive rigtig godt. "

 

Hvad har I måttet gøre for at tilpassse jer tiden med corona?

"Allerede sidst i 1. kvartal stod det klart, at 2020 ikke nødvendigvis ville blive det år, vi havde regnet med. Som ledelse besluttede vi derfor at rykke meget tæt på driften. Kort fortalt aflyste vi vores årsplan og introducerede kortsigtede mål og planer, hele tiden med vores overordnede strategi for øje. Nogle interne projekter har været på ”fast track”, andre er blevet parkeret. Vi har arbejdet med forskellige scenarier og monitoreret forretningen og ikke mindst den organisatoriske sundhedstilstand, og så har vi intensiveret vores ledelseskommunikation. Et er at lede i gode tider, noget andet er, når der opstår udfordringer, og markedet ikke gør som forventet. Det har været vigtigt, at vi i ledelsen er gået forrest og har vist, hvilken retning vi skulle i. I DAHL tror vi på, at god ledelse og samarbejde gør en forskel – det er ikke kun noget, vi siger, det er også noget, vi gør – særligt i disse tider.

Det negative ved corona er, at man savner sine kolleger. Alt det sociale og hyggelige har været sværere at dyrke. Som virksomhed har vi gjort meget for at hjælpe til og facilitere, at vi fortsat har kunnet mødes i mindre grupper og blandt andet introduceret digitale fredagsbarer. Generelt har vi set, at digital understøttelse har været afgørende både i relation til samarbejde og det sociale aspekt, men ikke mindst i forhold til sagsløsning og klientrelationer. Vi har arbejdet målrettet med viden og formidling heraf. Derfor har vi også en stor portefølje af arrangementer og kurser, som vi i de seneste 10 måneder har måttet nytænke og blandt andet konvertere til webinarer."


Har I haft de nødvendige kvalifikationer inhouse til at imødegå opgaverne, de ændrede opgaver, mængden af opgaver?

"Ja, det vil jeg mene. Det har været tydeligt, at nogle brancher har kørt i indeks 40, andre i indeks 100 og nogle tredje i indeks 140 – vi har fundet kompetencerne til at dække konkret efterspørgsel, og vores specialister har været omstillingsparate og klar til at træde til. I marts introducerede vi DAHLs Covid-19 Task Force med udvalgte specialister, som hjalp klienter med alt relateret til corona, både inden for ansættelsesret, skatte- og afgiftsmæssig rådgivning, persondata og håndtering af medarbejderoplysninger og nu senest målrettet minkavlerne.

Det er svært at lede i et markedsscenarie, hvor der er så store udsving, men det vil jeg sige, at vi er lykkedes med. Vi har fastholdt en vis grad af overkapacitet i 2. og 3. kvartal, fordi vi har haft en stålfast tro på, at markedet vender i 2021. Og vi har allerede set det, eksempelvis er der fuld tryk på M&A-transaktionerne, og vores stærke IT&IP-afdeling har mere travlt end nogensinde. Samtidig har vi oprustet på nye nicheområder og er gået målrettet efter at spille en betydelig rolle i udvalgte sektorer. Det har blandt andet båret frugt i forbindelse med, at vi har vundet udbud af advokatydelser til Aarhus Kommune. "

 

Hvordan kommer det til at kunne ses på jeres bundlinje? 

"Året er endnu ikke omme, men alt tyder på, at vi leverer et år, der minder meget om 2019. Der er ingen tvivl om, at vi nok i første halvår underpræsterede på vores forventninger og forretningsplan for året, mens andet halvår har vist sig overraskende positivt. Når vi kigger på branchen som sådan, oplever vi i år en konsolidering af advokatmarkedet, hvilket forklarer, hvorfor vi i et coronaår kan levere en præstation på niveau med 2019, der var et vækstår. Det er vores forståelse, at de største advokatfirmaer har kunnet holde dampen oppe under corona med fortsat tryk på synlighed og kommercielle aktiviteter, mens mange af de mellemstore og mindre huse har været tilbageholdende. Fordi vi netop har kunne fortsætte markedstrykket, har vi vundet markedsandele og kunnet levere et 2020 på niveau med sidste år."

 

Hvad kan I påpege som positivt udkomme af corona i jeres virksomhed, og hvad kan I pege på som negativt?

"Der er ingen tvivl om, at de nødvendige tiltag om social afstand har haft størst negativ betydning. Både i forhold til klienter og medarbejdere. I vores branche er salget relationsbåret, og det stiller krav til vores klientpleje, særligt i en tid, hvor vi kun i begrænset omfang kan mødes fysisk. Samtidig sætter det begrænsninger i forhold til medarbejderpleje. Vi er blevet gode til at være sammen med afstand og bruge de mange digitale muligheder til at opretholde den gode stemning og det sociale sammenhold.

Jeg oplever, at vi i løbet af 2020 har fået cementeret vores stærke sammenhængskraft i firmaet, både omkring klientsamarbejde, kollegialt sammenhold og forretningsudvikling. Vi er som firma blevet endnu mere agile, blandt andet i forhold til at tage beslutninger. Samtidig bekræfter året os i, at vi skal tro på vores 2025-strategi og den vækstlogik, vi arbejder med i firmaet. For DAHL tegner 2021 til at blive et virkeligt spændende år. Nationalbanken forventer vækst i BNP på over 4 procent. Og det vil sige, at hvis vi forudsætter, at samfundets behov for advokatbistand korrelerer med, hvor meget der er gang i samfundet, så får vi travlt! Derfor er det også fantastisk, at vi i starten af det nye år kan se resultatet af et målrettet arbejde med at øge på ressourcesiden, både på partner- og specialistniveau."

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak