Skrevet af Mathilde Skov Jensen


Der er penge at spare og effektivisering at hente ved at insource og selv varetage de juridiske opgaver blandt virksomhedernes egne jurister. Det viser en ny undersøgelse fra den amerikanske E-discovery-virksomhed Exterro. Undersøgelsen med navnet ”2018 In-House Legal Benchmarking Report” fastslår, at næsten en tredjedel af respondenterne berettede, at mindst 75% af deres juridiske arbejde foregår internt i virksomheden. Og det er en stigning ift. hvor mange opgaver virksomheder håndterer internt frem for at outsource dem - sidste år lød denne procentdel på 17%.

Rapporten tager udgangspunkt i 110 amerikanske virksomheder og deres juridiske afdelinger, og konklusionerne kan da også ses i en dansk kontekst. Legal VP hos bryggerigiganten Carlsberg Ulrik Andersen fortæller, at det især er på compliance-området, der er sket en ændring inden for det seneste stykke tid.

”Vi har gennem en årrække insourcet en hel del internationale kontrakter og M&A-opgaver, som mange ellers lægger ud. Den linje holder vi fortsat fast i, men derudover er der kommet en del compliance-opgaver til.”

 

Inhouse med vokseværk

I kraft af at flere opgaver varetages af virksomhederne internt, bliver virksomhedernes juridiske afdelinger også større. Og det er også tilfældet hos Carlsberg.  

”Ja, vi er vokset, særligt inden for compliance-området, og er derfor glade for den interesse for ansættelse i Carlsberg, der samtidig er vokset i de senere år. Det, at vi ikke kun er et bryggeri, der brygger god øl, men også er en bryggerikoncern, der gør en forskel for samfundet, betyder meget især for de unge mennesker, der søger ind hos os i disse år. Også på vores område," siger Ulrik Andersen.

Han mener, at der er flere grunde til at insource opgaver frem for at sælge dem til eksterne parter:

”Du får en billigere og mere skræddersyet rådgivning ved insourcet ressource. Normalt ligger den eksterne på 3x omkostning i forhold til den interne omkostning. Den interne rådgiver kender normalt forretningen meget bedre end den eksterne, så tit får du bedre rådgivning med indblik i forretningsmodel og processer fra den interne.” 

Ifølge Exterro-undersøgelsen kan den øgede insourcing forklares med blandt andet den stigende brug af teknologi inden for den juridiske verden. Undersøgelsen viser nemlig, at 36 procent af de juridiske afdelinger har et IT-team, hvis arbejde udelukkende er dedikeret til at assistere i de juridiske processer.

Bill Piwonka, som er CMO hos Exterro, har i forbindelse med undersøgelsens publicering udtalt til legaltechnews.com, at han fortsat forventer en stigning:

“Jeg er sikker på, at implementeringen af legaltech på tværs af hele branchen kun vil stige."

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak