06. maj 2021 - Branchenyt

Gorrissen Federspiel præsenterer højeste omsætning nogensinde


Gorrissen Federspiel indfriede sidste år de økonomiske forventninger med en omsætning på 803,6 mio. kroner svarende til en vækst på 5,3 pct. Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab for 2020.

Tekst og foto: Rasmus Lehmann Hylleberg


Coronaåret 2020 var et godt år for Gorrissen Federspiel, der med en vækst på 5,3% i 2020 kan fremlægge den højeste omsætning i firmaets historie. 

”Ved indgangen til 2020 havde vi en klar forventning om, at den meget positive udvikling og strategiske retning, vi havde lagt i 2019, skulle fortsætte. Som alle ved, tog året en uventet drejning. I et år præget af store omvæltninger og et usikkert marked, glæder jeg mig derfor særligt over, at vi som firma har haft en god beskæftigelse, og kan levere et tilfredsstillende resultat,” siger Martin André Dittmer, Managing Partner i Gorrissen Federspiel i en pressemeddelelse.

Det er ikke kun omsætningen, der er vokset i 2020. Også medarbejderstaben har fulgt virksomhedens organiske vækst og udvikling. Ved udgangen af året beskæftigede Gorrissen Federspiel 286 jurister, hvilket er 17 mere end året før. Antallet af medarbejdere på tværs af alle funktioner voksede med 12 medarbejdere til 514 medarbejdere.

”Til trods for et år kendetegnet af usikkerhed på de finansielle markeder har det været en prioritet at holde fast i vores talent og ikke foretage afskedigelser med afsæt i coronakrisen. Vores klienter vælger os for vores tunge faglighed, og vi beskæftiger landets dygtigste jurister. Den form for viden og talentmasse tager tid at opbygge, og derfor kan vi ikke tillade os at reagere på markedsmæssige udsving med et kort sigte,” siger Martin André Dittmer.

 

Fortsat høje forventninger til 2021

Selvom der stadig hersker usikkerhed i forbindelse med coronavirus, er forventningen til 2021, at der fortsat vil være en positiv udvikling på tværs af specialeområder og en fortsat øget sagstilgang fra eksisterende og nye klienter. Året er startet med meget høj aktivitet ikke mindst på hele M&A området, som for alvor kom i gang igen fra efteråret 2020 oven på et lidt tøvende marked i første halvår som følge af coronavirus.

”Vi fortsætter ufortrødent vores fokus på eksekveringen af vores 2022-strategi med en målsætning om at modernisere og professionalisere vores virksomhed yderligere, ligesom vi fortsætter det øgede fokus på en kommercialisering af vores forretning og klienttilfredshed,” siger Martin André Dittmer.

Gorrissen Federspiel forventer for 2021 en øget vækst med en omsætning i intervallet 845-875 mio. kroner samt fuld beskæftigelse inden for alle områder med den nuværende arbejdsstyrke.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak