Af Rasmus Lehmann Hylleberg



06. januar 2020 - Seneste nyt

Gorrissen Federspiel uddeler juridisk rådgivning for 400.000 kr. til iværksættere


Igen i år er Gorrissen Federspiel klar med en økonomisk håndsrækning til de tre bedste iværksættere, når de for andet år i træk inviterer landets mest nytænkende startups med i innovationsprogrammet Sunburst.


Sidste år vandt Inniti APS hovedprisen på 150.000 kr., og i år er der igen mulighed for landets iværksættere for at få en økonomisk indsprøjtning i form af gratis juridisk bistand, når Gorrissen Federspiel igen afholder deres årlige innovationsprogram Sunburst.

Der bliver også i år valgt tre vindere, og hovedpræmien for første- og andenpladsen er juridisk rådgivning til en værdi af
150.000 kr. hver. Tredjepladsen vinder rådgivning til en værdi af 100.000 kr.

”For især unge virksomheder kan det være svært at navigere i de stadig mere komplekse lovregler, og af ressourcemæssige årsager prioriterer yngre virksomheder ofte ikke af få styr på deres juridiske fundament. Det kan erfaringsmæssigt spænde ben for dem senere. Vi giver adgang til juridisk hjælp på et tidligt stadie, så de kan koncentrere sig om at udvikle deres produkt, få fodfæste og lyse op på markedet” siger Lasse Skaarup Christensen, partner i Gorrissen Federspiel i pressemeddelelse

Som noget nyt har Gorrissen Federspiel indgået et samarbejde med Google og det digitale innovationsbureau Jayway. Google udlodder 20.000 dollars til køb af Google Cloud Platformservices til førstepladsen, og 3.000 dollars til de to andre vindere. Jayway stiller en produktdesignworkshop til rådighed for vinderne til en værdi af 35.000 kr. Derudover tilbyder Sunburstprogrammet også adgang til et fagligt og socialt iværksætternetværk.

 

Juridisk hjælp til kapitalrejsning

Vinderne af Sunburst bliver udpeget af Gorrissen Federspiel i samarbejde med et erhvervspanel bestående af en række erfarne erhvervsprofiler.

Sidste år blev der udpeget fire vindere. Hovedvinderen Inniti vandt juridisk rådgivning for 150.00 kr. Den juridiske håndsrækning er blandt andet blevet brugt til en efterfølgende kapitalrejsning.

Alle virksomheder kan deltage i konkurrencen, så længe de har en solid forretningsplan og kan præsentere et produkt eller en service. Vinderne vil blive offentliggjort ved prisoverrækkelsen
Sunburst Awards den 1. maj 2020 hos Gorrissen Federspiel i Axel Towers i København.

Erhvervspanelet, der medvirker til at udpege vinderne, består af:
• Lars Andersen, General Partner, Seed Capital Denmark
• Jacob Faber Andersen, Direktør for Startup & Growth, Nordea Danmark
• Christian Stahl, Partner Business Manager, Google Denmark
• Nikolaj Gjeding Larsen, General Manager Motors, eBay Classifieds Group
Scandinavia
• Klavs Hjort, Senior Vice President for Growth & Impact, Danske Bank
• Line Køhler Ljungdahl, Vice President, Global General Counsel, B&O

Del

Gorrissen Federspiel uddeler juridisk rådgivning for 400.000 kr. til iværksættere


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak