/Jacob%20web.jpg)
Dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.
”... Idet vi har opløftet hastighed til et mål i sig selv, mister vi respekten for livets pauser. De pauser, hvor vi reflekterer over, om vores liv er på meningsfuld kurs. De pauser, hvor vi alene eller sammen med andre bliver en lille smule klogere på, hvem vi er og – lige så vigtigt – ikke er eller aldrig nogensinde bliver.”
Sådan skriver filosof, forfatter og erhvervsmand Morten Albæk i bogen ”Ét liv, Én tid, Ét menneske”. Ordene finder man i det kapitel, som Albæk kalder ”Hastighed som gud”. Et kapitel, der i sin grundsubstans slår fast, at man sjældent bliver meget klogere på sig selv af at skynde sig, ligesom at man ikke må forveksle travlhed med betydningsfuldhed eller meningsfuldhed.
Vi skaber altså ifølge Albæk ikke meningsfulde liv ved at gøre hastighed til et mål i sig selv. Albæks filosofi forekommer fornuftig, og den har derfor hos mig foranlediget følgende overvejelser i relation til den højst usædvanlige lovgivningsproces i året 2020.
For hvad sker der, hvis Albæks filosofi som en analogi trækkes ned over lovgivnings- og forvaltningsprocessen? I indeværende år er mange menneskers liv i perioder blevet sat på pause som følge af en verdensomspændende pandemi, og mange har i virkeligheden som konsekvens heraf oplevet pauser fra den hast, som Albæk beskriver. Men ét sted har pandemien haft den modsatte effekt. Ét sted i det danske samfund er hastighed blevet ophøjet til gud i en grad, man næppe nogensinde har set magen til. Inde på Christiansborg. Inde hos den udøvende magt. Men er hastighed i lovgivningsprocessen virkelig at foretrække i en grad, der gør, at grundlæggende lovgivningsmæssige procedurer som tidsfrister og høringsprocesser, hvis formål er at sikre grundighed går tabt, og risikoen for fejl øges? Eller er grundighed netop at foretrække selv i en krisetid?
For at sætte spørgsmålene på spidsen, kunne man med fordel sætte sit eget liv under lup. For ville man som menneske i tilfælde af en livskrise – fysisk og/eller psykisk – foretrække, at behandlingspersonalet i bestræbelserne på at afhjælpe problemerne traf beslutninger med en sådan hast, at grundlaget herfor ikke var tilstrækkeligt? At beslutninger om vores ve og vel blev truffet på et utilstrækkeligt grundlag, hvorved risikoen for fejl og forkert behandling generelt ville øges? Eller ville vi foretrække, at blot en anelse mere tid blev givet, således at behandlingspersonalets beslutninger kunne træffes på et mere tilstrækkeligt og fyldestgørende grundlag med de risici, der så måtte være forbundet hermed? Jeg ville foretrække sidstnævnte løsningsmodel.
Lige nu stiger antallet af smittede rundt om i landet, og det skal derfor også bemærkes, at følgende overvejelser ikke konkluderer noget i henhold til håndteringen af den aktuelle situation, men i stedet forsøger at præsentere nogle overvejelser i relation til ophøjelsen af hastighed som den vigtigste faktor i den udøvende magts håndtering af pandemien frem til i dag, herunder hvad en sådan prioritering kan føre til.
Blandt de første fag på jurastudiet finder man faget Statsret. Et fag, hvor man lærer om grundloven og de centrale retsstatslige principper herunder legalitetsprincippet. Af princippet følger det, at enhver forvaltningsakt eller afgørelse skal have hjemmel i lov og være overensstemmende med loven og respektere lovgivningens rammer og rangfølge. Princippet er fuldstændigt fundmentalt for, at vi som borgere kan have tillid til retsstaten. Tillid til, at den udøvende magts forvaltning ikke bliver vilkårlig.
Da jeg imidlertid som kommende jurist med kun ét år tilbage på studiet den 3. december 2020 i et svar fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg kunne læse, at Rigspolitiet forud for at have instrueret betjente i at ringe rundt til landets minkavlere og opfordre dem til at slå deres mink hurtigt ned, hvorved man med andre ord aflivede en hel branche, var bekendt med, at der ikke forelå hjemmel hertil, bliver jeg bekymret. I mine øjne er Rigspolitiets absolut fornemmeste opgave at sikre, at loven overholdes. Så simpelt kan det i virkeligheden siges. Det gælder bare også for den udøvende magt selv. Når man tilmed i samtlige medier kunne læse, at ”det var dog Rigspolitiets helt klare forståelse, at den fornødne hjemmel ville foreligge inden for kort tid”, bliver man endnu mere bekymret. For sådan fungerer det ikke. At udøve sin magt uden lovhjemmel i forhåbning om, at der ”snart kommer lovhjemmel”, er en bagvendt og absurd forståelse af legalitetsprincippet i en demokratisk retsstat som Danmark, og det bekræfter, at hastighed i tiltagende grad uhensigtsmæssigt har været ”ophøjet til gud”.
Hele verden plages pt. af en pandemi, og der er i lovgivningsprocessen tale om en balancegang mellem hensynet til hastighed og hensynet til grundighed. Begreberne er ikke hinandens modsætninger. Det er tilmed forståeligt, at hastighed må prioriteres i krisetider. Men bør hastighed virkelig prioriteres så markant? Eller kunne det tænkes, at smitten på tilsvarende vis kunne holdes nede, uden at man per se hastelovgiver på alle områder? Til illustration blev der allerede i de indledende måneder af pandemiens løbetid i Danmark (12. marts 2020-2. juni 2020) fremsat, hastbehandlet og vedtaget 22 lovforslag. Der skal under normale omstændigheder gå minimum 30 dage, før tredjebehandling af et lovforslag kan finde sted. jf. Folketingets Forretningsorden. ”Processen skal sikre tid til eftertanke”, kan man læse på Folketingets hjemmeside. Her fremgår det endvidere, at den almindelige minimumsbehandlingstid på 30 dage skal iagttages, ”så lovene ikke er båret af en pludselig oppisket stemning”. Alle coronahastelove er blevet vedtaget på ganske få dage, og 21 ud af de 22 føromtalte lovforslag er til illustration blevet vedtaget uden høringsrunder .
Den første coronahastelov (nr. L 133) var historisk afgørende, idet vidtgående beføjelser til at begrænse borgernes frihedsrettigheder indenfor rammerne af grundloven og menneskerettighederne blev givet til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke. Vedtagelsen af denne første coronahastelov skete imidlertid på utilstrækkeligt grundlag, idet flere medier kort efter vedtagelsen kunne konstatere, at regeringen havde undladt i tide at gøre Folketingets medlemmer særligt opmærksom på Sundhedsstyrelsens anbefalinger, selvom disse gik imod regeringens eget lovforslag. Først i ”11. time” modtog Folketingets medlemmer Sundhedsstyrelsens modsatrettede anbefalinger, og de blev derfor ifølge flere medier ikke læst af Folketingets medlemmer. Flere statsretlige professorer fandt på daværende tidspunkt anledning til at kritisere dette, men mange medier valgte forståeligt nok at fokusere særligt på de konkrete beføjelser, som Heunicke var blevet tildelt. Det er ikke til at sige, om Folketinget havde undladt at svække sin egen kontrol ved at overdrage al den magt til regeringen, hvis de havde været orienteret om Sundhedsstyrelsens anbefalinger, der gik imod lovforslagets vedtagelse. Havde Folketingets medlemmer imidlertid haft en anelse mere tid, var anbefalingerne formentlig også kommet til deres kundskab og ikke kun til regeringens, og vi ville som borgere kunne vide os sikre på, at den vidtgående beslutning om at vedtage L nr. 133 var blevet truffet på et fyldestgørende grundlag. Det kan lyde bagklogt, men der er ikke noget galt i at blive klogere bagefter. Tilliden til, at politiske beslutninger, der er af historisk afgørende betydning, træffes på fyldestgørende grundlag, er i mine øjne grundlæggende for tilliden til den demokratiske retsstat, og i dette tilfælde skyldes den manglende orientering af Folketinget bl.a. den hastighed, hvormed man ønskede at få gennemført den første ændring af epidemiloven.
Også på det strafferetlige område blev der i de indledende måneder af pandemiens løbetid fremsat, hastebehandlet og vedtaget et lovforslag. En række professionelle aktører, herunder Dommerforenings formand Michael Sjøberg og professor i strafferet, Jørn Vestergaard, kritiserede dette. Der var og er tale om en sundhedskrise, ikke en kriminalitetskrise, tværtimod. Ser man på de tal, der viser noget om udviklingen i kriminalitetsbilledet på daværende tidspunkt, må det konstateres, at der faktisk i starten af pandemiens løbetid i Danmark var et fald i antallet af anmeldelser, herunder også i relation til indbrud, tyveri og bedrageri, som var nogle af de kriminalitetsformer, man fra politisk hold ønskede at slå særligt hårdt ned på, når lovovertrædelsen relaterede sig til covid-19. Dog registrerede Rigspolitiet en stigning i anmeldelser om husspektakler, men det var imidlertid ikke noget, som forslagsstillerne havde fokus på, da man hastede det strafferetlige lovforslag igennem.
Da der ikke var tale om en kriminalitetskrise, kunne lovforslaget sagtens have været behandlet efter den almindelige lovgivningsproces, hvorved myndigheder og organisationer var blevet hørt, og hvorved beslutningsgrundlaget havde været bedre. Stramninger for coronarelateret kriminalitet havde været omtalt i medierne alligevel og ville derfor også alligevel have haft den tilsigtede afskrækkende effekt.
Regeringen har således i det meste af 2020 overskredet de hastighedsbegrænsninger, der normalt har til formål at sikre, at de ikke selv kører galt. Med minksagen er det imidlertid ikke bare, som om man endeligt er kørt overfor for rødt… Det er, som om man kører så stærkt, at man ikke selv aner, om man kører på vejen eller på fortovet.
Jeg har forståelse og respekt for, at forvaltningen af magt ikke er nogen nem disciplin. Jeg har også forståelse for, at der i krisetider må handles hurtigt med de mindre fejl og mangler, som kan være en afledt følge heraf. Men jeg har også en forventning om, at de mennesker som vedtager og forvalter den lovgivning, som vi alle skal rette os efter, også selv retter sig efter den. Også i krisetider. Hvis ikke man i bestræbelserne på at skynde sig er i stand til det, så må man tage sin prioritering op til genovervejelse og vende tilbage til grundighed som udgangspunktet for en meningsfuld kurs.