Skrevet af Rasmus Hylleberg


I lobbycaféen på det eksklusive Hotel One Aldwych i City of Westminster i det centrale London møder vi Marlene Hermann og Thomas Green fra Chambers and Partners. Siden 1990 har firmaet udmærket sig ved hvert år at udgive guides og rangeringer over verdens bedste advokathuse og advokater, så klienter let kan danne sig et overblik over, hvem der passer bedst til at varetage deres sag. 

"Vi dækker de bedste. Dermed ikke sagt at der er firmaer, som er for små. Rangeringen er udelukkende baseret på kvaliteten af advokathusenes arbejde og den feedback. vi får fra klienterne," siger Thomas Green, områderedaktør for Danmark og Skandinavien.

Hos Chambers and Partners beskæftiger man 170 researchers, der indsamler data og interviewer tusinder af klienter og advokathuse, for til sidst at kunne lave de endelige årlige rangeringer. En proces, der både er lang og utrolig langsommelig.

"Når vi rangerer advokathusene, så kræver det en hel del læsning. Vi modtager store mængder af feedback fra klienterne, og det tager rigtig lang tid. Når researcherne er færdige, læser jeg det hele igennem sammen med den ansvarlige redaktør for det pågældende land. Vi sammenfatter den feedback, vi får fra klienterne og så de submission forms, som advokathusene sender ind, som beskriver deres arbejdsområder," fortæller Marlene Hermann, ledende redaktør for Chambers Europe.

 

Rangering uden bias

Som oftest starter processen med de såkaldte 'submissions' - altså en formular, som det enkelte advokathus udfylder, hvor de vedlægger referencer og beskriver i detaljer, hvilke områder de arbejder med, hvor mange ansatte de beskæftiger osv. 

"De enkelte advokathuse udfylder en 'submission' via vores hjemmeside, og så vedhæfter de lister over klienter, som de arbejdet sammen med inden for det sidste år. Så ringer vi selvfølgelig og taler med klienterne og spørger dem, hvor længe de har arbejdet med firmaet, hvilke opgaver firmaet har løst, hvem de har arbejdet med i firmaet osv.," siger Marlene Hermann.

Det er selvfølgelig en udfordring i forhold til rangeringen, at det er advokathusene selv, som giver os referencerne. Men vi tjekker altid om referencerne nu er godkendte, og så undersøger vi ligeledes, om klienterne har arbejdet med andre advokathuse i samme periode

Hun erkender, at der kan være udfordringer ved, at det er advokathusene selv, som sender listen med referencer. For hvordan sikrer man så, at de vedlagte referencer er repræsentative for virksomhedens arbejde og reelle kunderelationer?

"Det er selvfølgelig en udfordring i forhold til rangeringen, at det er advokathusene selv, som giver os referencerne. Men vi tjekker altid om referencerne nu er godkendte, og så undersøger vi ligeledes, om klienterne har arbejdet med andre advokathuse i samme periode. På den måde får vores researchers ofte et bedre sammenligningsgrundlag," fortæller Marlene Hermann og henviser til, at Chambers and Partners er komplet uafhængige.

 

Fintech og GDPR rykker i Europa 

Interessen for Chambers and Partners' guides er konstant stigende. Ifølge Marlene Hermann har virksomheden fem millioner nye hits på hjemmesiden om året, og firmaet arbejder da også med at integrere nye arbejdsområder i deres rangeringer, hvor særligt to områder fylder rigtig meget hos både klienter og advokater på tværs af Europa.

Vi ser, at fintech begynder at fylde mere og mere, og vi arbejder lige nu på, hvor vi skal placere det her område, da det er ret forskelligt, hvad firmaerne kalder det – det er ikke alle der har deres egne fintech-afdelinger

"Vi ser, at fintech begynder at fylde mere og mere, og vi arbejder lige nu på, hvor vi skal placere det her område, da det er ret forskelligt, hvad firmaerne kalder det – det er ikke alle der har deres egne fintech-afdelinger. Vi hører også rigtig meget om GDPR som et utrolig vigtigt område, både for advokathusene og for klienterne. Datasikkerhed er ufattelig vigtigt for alle på begge sider af bordet. Fælles er dog, at det er vigtigt for både klienter og advokater at finde nye teknologier, der kan gøre deres arbejde hurtigere og nemmere," siger Marlene Hermann.

På spørgsmålet om, hvem der var det bedste advokatfirma i Danmark fik vi det diplomatiske svar:

"Hvert advokathus har sine styrker. Men Skandinavien står generelt rigtig stærkt i Europa," siger Thomas Green.

Fem advokathuse er dog nomineret ved dette års Chambers Europe Award i kategorien Danish Law Firm of the Year: Bech-Bruun, Bruun & Hjejle, Gorrissen Federspiel, Kromann Reumert og Plesner. Vinderen findes ved uddelingen d. 20. april i Madrid.  

 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak