04. oktober 2021 - Task force

Justitsminister nedsætter task force til undersøgelse af Scandinavian Star


Justitsminister Nick Hækkerup har i samarbejde med Folketingets partier nedsat en uvildig task force, der skal undersøge omstændighederne ved branden på skibet Scandinavian Star. 

Med i task forcen sidder to garvede forsvarsadvokater, en dr. jur. og en tidligere politikommissær.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg / Foto: Shutterstock


Det er blevet kaldt en af de største mordgåder i skandinavisk historie.

Ulykken, branden på Scandinavian Star, der på sin vej fra Oslo til Frederikshavn tilbage i 1990 resulterede i at 158 personer mistede livet.

Allerede dengang var der flere indikationer, der pegede på, at branden var opståede flere steder på skibet, hvorfor politiet efterforskede muligheden for, at branden var påsat, og siden har både dokumentarserier, bøger og artikler spekuleret i omstændighederne omkring ulykken.

Men nu skal en ny nedsat task force kulegrave forløbet. 

Den 12. maj 2021 blev regeringen og Folketingets partier enige om at nedsætte en uafhængig task force, der kan undersøge reder-, ejer- og forsikringsforholdene vedrørende Scandinavian Star, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Det fremgår af kommissoriet for task forcen om Scandinavian Star, at task forcen skal bestå af en universitetsjurist eller lignende med speciale inden for f.eks. forsikringsret eller strafferet (formand), en forsvarsadvokat med ekspertise inden for f.eks. økonomisk kriminalitet, en anklager og en efterforskningsekspert. Task forcen skal bestå af personer, der ikke tidligere professionelt har arbejdet med sagen, og som kan gå til arbejdet med uvildige øjne.

Og valget er landet på professor og dr. jur. Kristina Siig, forsvarsadvokat Peter Giersing, forsvarsadvokat og tidl. anklager Jakob Buch-Jepsen og tidligere politikommissær og efterforskningsleder Ove Pedersen.

”Branden ombord på Scandinavian Star er på alle måder en tragisk sag, der har efterladt mange overlevende og pårørende med spørgsmål og i uvished. Derfor er jeg glad for, at vi har udpeget kompetente kræfter til at foretage undersøgelsen om Scandinavian Star. Task forcen står nu over for en vigtig opgave med at skabe større klarhed over sagen. Det skylder vi ikke mindst ofrene og de efterladte. Nu skal undersøgelsen gå sin gang, og så vil jeg vil afvente resultatet af task forcens arbejde", udtaler Nick Hækkerup i pressemeddelelsen.

Ifølge pressemeddelelsen forventes task forcen at være færdig med undersøgelsen og fremkomme med sin redegørelse inden for cirka halvandet år. I den forbindelse skal task forcen komme med en nærmere begrundet vurdering af, om der er grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af forhold, der ikke er strafferetligt forældet.

Desuden vil task forcen hvert halve år afgive en statusredegørelse for undersøgelsen. Viser der sig et grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af mordbranden, vil en efterforskning kunne foregå parallelt med task forcens undersøgelse. Der oprettes desuden en politisk følgegruppe, som vil modtage de halvårlige statusredegørelser fra task forcen.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak