”186 meter fra den ene ende til den anden. Og på taget – mellem installationerne - kommer vi bl.a. til at lave crossfit-bane.”

Tomas Ilsøe Andersen peger entusiastisk ned gennem det rå og skrællede rum i DSB’s gamle godsterminal på Kalvebod Brygge. Larmen fra trykbor og forhammere giver genlyd gennem den 28.000 kvm store bygning, der i starten af 2021 skal huse Kammeradvokatens 675 medarbejdere.

Jeg kan smage støvet fra knuste sten, der ligger som en dyne over hele gulvet. Umiddelbart virker det som et uoverskueligt projekt at omdanne det enorme nøgne rum med grå betonvægge og matte plastikvinduer til et topmoderne advokathus med udsigt til vandet, og som både skal tale til de erfarne partnere og fremtidens unge medarbejdere.

Jeg kigger rundt og spørger Tomas: Hvor mange kontorer kommer I til have her?

”Det bliver der ikke noget af. Lige nu ser det ikke ud til, at der er nogen, der får et kontor.” Han uddyber:

”Når man sidder på et cellekontor, så har man en opfattelse af, at det man plejer at gøre er det rigtige. Man plejer at kunne lukke døren på et cellekontor og have noget ro og noget fortrolighed. Derfor vidste jeg også godt, hvis vi skulle bevæge os i en ny retning, så var vi nødt til at gøre op med det her rationelle argument, som ikke nødvendigvis er bærende for folks mere reelle emotionelle holdning til, om man skal ud og sidde.”

Ifølge Tomas testede man beslutningen om et åbent kontormiljø gennem en mindre empirisk undersøgelse.

”Vi lavede en mini-videnskabelig undersøgelse på det, som bestod i, at vi tog 10 tilfældigt udvalgte medarbejdere i alle demografier, og så bad vi dem om at registrere, hvor mange gange de bliver forstyrret på en uge på et cellekontor. De her personer sagde så, at de bliver forstyrret ca. 1,3 gange i timen og det tager dem ca. 4 minutter og 6 sekunder at komme tilbage i en tankerække. Den efterfølgende uge satte vi et kamera op på de samme 10 mennesker, selvfølgelig under samtykke. Og så havde vi nogle studenter til at registrere, hvor mange gange de i realiteten blev forstyrret, og det gjorde de altså 3,79 gange i timen, og det tog ca. den samme tid at komme tilbage i tankerækken.”

Cellekontoret er ikke et Nirvana

Vi slentrer lidt ned gennem det enorme rum. En bygningsarbejder henvender sig til os og siger, vi ikke må bruge elevatoren, da de skal til at reparere den. Vi går en bue udenom. Tomas fortsætter, hvor han slap:

”Jeg synes, det understreger, at cellekontoret ikke er et Nirvana, hvor man ikke bliver forstyrret – for det gør man altså tre gange så meget, som man selv tror. Hvis vi hernede kan lave det bedste af to verdener, hvor når du sætter dig ind i et flexrum, så har du signaleret, at du skal koncentrere dig, og så er det ikke noget med at komme og banke på alligevel. Så der kan du få en konstellation, hvor du bliver forstyrret i retning af 0 gange i timen. Samtidig er en stor del af at gå på arbejde, når man er ’senior’ at være til rådighed for dem, der er mere ’junior’, fordi ellers så bliver du flaskehals. Så når du sidder ude i det åbne kontorlandskab, så har du signaleret, at det er okay at komme hen til mig nu, fordi jeg er her for dig.”

Efter adskillige interviews og besøg hos landets advokatkontorer bliver jeg nysgerrig på, hvordan Kammeradvokaten konkret har fået folk med på ideen om et åbent kontorlandskab.

”Vores medarbejdere har haft en helt fabelagtig god indstilling til forandring, og det gælder på alle mulige måder. Dels den forandring, vi som virksomhed har været igennem med forretningskoncepter osv. men lige så meget den forandring, der ligger i, at vi nu skal herned, og jeg oplever egentlig ikke nogen, der siger ’øv, hvorfor et semiåbent kontormiljø, og hvad med mit cellekontor’. Noget af det skyldes selvfølgelig også, at vi har arbejdet lidt med, hvordan vi præsenterer det for dem herunder den der VR-model, vi havde fået bygget. Men i det hele taget så er det nogle omstillingsparate og kreative medarbejdere, som bare kan drive den virksomhed rigtig langt. Det er den virksomhed, vi er i dag.”

Han banker lidt på en lille kasse, han har båret rundt på, siden vi kom. Han sætter kassen fra sig på det støvede gulv, og hiver et par VR-briller op.

Vi må bare sige, at branchen er konservativ på rigtig mange måder også på det her med cellekontorer. Så nu prøver vi at tage skridtet ud i intetheden

”Det her har været den helt store katalysator for, at beslutningerne er blevet taget hurtigt, og at vi ikke har haft den der modstand, som man ellers godt kan møde, når man laver sådan et paradigmeskifte”, siger han, mens han vender brillerne i hænderne.

”Vi må bare sige, at branchen er konservativ på rigtig mange måder også på det her med cellekontorer. Så nu prøver vi at tage skridtet ud i intetheden. Det er klart, at for at man kan få ’buy in’ på det, så er man nødt til at vise, at det kan blive rigtig godt. Der tror jeg bare, at vi ret tidligt i forløbet erkendte, at hvis man sidder og kigger på en todimensionel plantegning, så selvom man får mere plads pr. medarbejder, så kommer det til at ligne, at man sidder i futtog. Det man ikke får med på sådan en plantegning, det er, at der er 4,2 meter fra gulv til loft, og der bliver vinduer med masser af lysindfald.”

Han tager VR-brillerne på og forsøger med armene at vise, hvordan rummet skal tage sig ud.

”Når man får VR-brillen på, så får man pludselig rum, dybde og lysindfald med. Da vi startede, var der også modstand i ejerkredsen for overhovedet at gå den her vej, men da alle havde været en tur gennem brillen, så var det slut.”

Medarbejderne skal være en integreret del af fremtidens arbejdsplads

Vi slentrer tilbage mod udgangen, mens solen forsøger at banke hul gennem de slørede ruder. Hos Kammeradvokaten har man de sidste år vokset så hurtigt, at man pt. er spredt over fire forskellige lokationer. Og det har ikke været optimale arbejdsforhold for hverken medarbejdere eller klienter.

”Det er jo åbenlyst, at det ikke er optimalt at være spredt ud på fire forskellige lokationer, som vi er nu. Fordi vores effektivitet er ikke der, hvor den burde være. Vi skyper med hinanden, selvom vi sidder et par hundrede meter væk fra hinanden, og det er altså ikke optimalt, for der er ting, man går glip af. Her får vi de her zoner, jeg talte om, hvor man kan gå ind og være effektiv, og så er vi understøttet af en hel masse teknologi, vi putter ind i bygningen – på den måde kan vi vidensdele på en helt anden måde, end vi gør i dag.”

Men hvordan skaber man en arbejdsplads, der også er relevant for de medarbejdere, der først bliver ansat om fem år? Mens lyden af trykluftsborene suppleres af en hvinende lyd fra en vinkelsliber i den anden ende af det store rum, spørger jeg Tomas, hvordan de får skabt et miljø, der også tilgodeser de unge.

Vi skyper med hinanden, selvom vi sidder et par hundrede meter væk fra hinanden, og det er altså ikke optimalt, for der er ting, man går glip af

”Jeg synes, vi prøver at lægge en ung tone ind i indretningen. Når vi f.eks. vil lave en crossfit-bane på taget, så er det udtryk for, at vi prøver at ramme en tone, som vi gerne vil tiltrække på. Det samme når vi indretter de enkelte etager – vi har f.eks. lavet nogle lounges inde i midten af bygningen. De bliver meget store, og det er sådan set op til den enkelte faggruppe at afgøre, hvordan de skal se ud. Der er nogle, der gerne vil lave biblioteksstemning – så får de lov til det. Og så er der er måske andre, der gerne vil lave den stramme nordiske stil.”

Tomas Ilsøe erkender, at han ikke nødvendigvis er den bedste til at bedømme, hvad der er den mest optimale indretning. Derfor har det været essentielt at inddrage medarbejderne så tidligt som muligt.

”Jeg er netop fyldt 47 år, så jeg har ikke nødvendigvis fingeren på pulsen. Det tror jeg mere, vores medarbejdere har, så de må meget gerne spille med her. Da vi præsenterede det her for en måneds tid siden, der har jeg opfordret alle til at melde sig. Så sent som i morges stod nogle medarbejdere ved kaffemaskinen og talte om. at det bliver simpelthen så fedt det her, det eneste dårlige ved det er, at det først er om to år."

Vi bevæger os ned af de patinerede terrazo-trapper, hvor et gammelt DSB-logo kan anes på en dør ind til et teknikrum. ”Dem vil vi gerne bevare, tænker jeg, terazzo er vist ved at være på mode igen,” siger han.

På vej ud af de gamle svingdøre spørger jeg ham, hvordan han som leder af Danmarks største advokatkontor fører Kammeradvokaten videre ind i fremtiden.

”Vores rejse er præget af et par temaer, som vi har valgt at slå an. Det ene er digitalisering – vi insisterer på at have en førertrøje på det digitale legaltech inden for vores branche, og det kommer også til at sætte sig i bygningen og nogle af de digitaliseringsløsninger, vi kommer til at have. Jeg er også godt klar over, at mange der ikke kender os i forvejen tænker, at Kammeradvokaten er lidt støvet, men det er derfor, at vi i vores nuværende domicil har en robot som det første, man ser, når man træder ud af elevatoren, fordi jeg vil godt skabe den kontrast – det kan godt være, at det er det, du tror, men det er ikke det, du får. Og det andet vi vil satse på er at holde fast i den her grundlæggende ordentlighed, originalitet og nysgerrighed, som altid skal være tilstede.”

Vi skilles, mens lyden af noget gammelt, der skal blive noget nyt, nu er langt borte.