Skrevet af Rasmus Hylleberg


Sagsbehandlingen i landets kommuner skal gøres hurtigere og mere transparent, og det skal et nyt forskningsprojekt nu sikre. Projektet EcoKnow skal udvikle digitale løsninger, hvor ændringer i loven kan integreres løbende i systemet, og som gør det muligt for sagsbehandlere at udnytte de big data, der findes fra tidligere sagsforløb.

Med som juridisk partner er Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmidt, og her ser partner Jakob Kamby med speciale i digitalisering frem til samarbejdet.

"EcoKnow er et spændende projekt som søger at gå i dybden med mulighederne for digital sagsbehandling ved brug af kunstig intelligens. Vores rolle er at være den juridiske sparringspartner, og vi håber at bidrage med de spæde erfaringer, vi har gjort ind til videre med kunstig intelligens i den offentlige sektor. Vi har generelt som mål at bidrage til gode digitale løsninger i det offentlige sagsbehandling uden kvalitetstab, og EcoKnow har stort potentiale i den retning" siger han.

Vi synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, hvordan nye teknologier kan videreudvikle den offentlige sektor

Projektleder er lektor Thomas Hildebrand fra IT Universitetet, og han ser samarbejdet med Kammeradvokaten som meget afgørende.

"Det betyder rigtig meget, at få Kammeradvokaten med, for projektet handler om, hvordan vi kan få nogle it-systemer, der kan finde vej i lovgivningen. Når vi snakker AI, så er det afgørende, at vi har en juridisk sparringspartner, der har den fornødne viden," siger Thomas Hildebrand.

EcoKnow søger at udvikle et system, som aflæser mønstre i data fra tusindvis af borgere og sagsbehandlere. På baggrund af gode og dårlige erfaringer fra disse kan systemet komme med anbefalinger til den enkelte sagsbehandler og borger. Ligesom en GPS kan udregne en ny rute, hvis den oprindeligt foreslåede rute ikke overholdes, skal sagsbehandlersystemerne kunne foreslå nye planer, når der sker en lovændring, eller der opstår en ny situation f.eks. på grund af sygdom.

Hos Jakob Kamby ser han Kammeradvokatens rolle i projektet som helt naturligt i forlængelse af rollen som rådgiver for den offentlige sektor.

”Vi synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, hvordan nye teknologier kan videreudvikle den offentlige sektor. Og som fast rådgiver for det offentlige, så synes vi også, at vi har en forpligtelse til at tilbyde os og være med, når der skal udvikles innovative løsninger," siger han.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak