Der er potentielt tale om millionstore opgaver, når advokathuse siger ja til at foretage en advokatundersøgelse. Det viser blandt andet undersøgelsen af Fredericia-borgmesteren, der har indbragt Horten knap seks millioner kroner. Men i løbet af den seneste tid, hvor særligt metoo- og krænkelsessager også er blevet en del af repertoiret for advokatundersøgelser, er de pludselig endt som kastebold i en debat med folk fra den juridiske profession på hver sin side. For er det overhovedet en opgave for advokater, og gør man nok for at sikre den påståede krænkers retssikkerhed?
Advokatundersøgelser er dog ikke noget nyt redskab. De første blev gennemført i starten af 90’erne, og de er blevet brugt i forbindelse med både politiske/administrative sager – såsom fx udbytteskatte-skandalen – samt ansættelsesretlige forhold.
En vigtig pointe, der indimellem går tabt i den offentlige debat er, at ”advokatundersøgelsen indeholder alene en vurdering, og er ikke en afgørelse. Den vil derved have en mindre præjudicerende effekt,” står der i Danske Advokaters vejledning fra 2012.
Men efter der den seneste tid offentlige sager, hvor advokatundersøgelser af krænkelsessager er kommet i mediernes søgelys – blandt andet undersøgelserne af Frank Jensen, Jes Dorph og Naser Khader – har man fra Advokatrådets side nedsat en arbejdsgruppe, der skal gøre spillereglerne klarere og udarbejde en best practice på området og derved en ny vejledning.
Ifølge professor og centerleder på Københavns Universitet, Michael Gøtze, er undersøgelserne et godt redskab, men der mangler en mere ensartet forståelse af, hvad det er, de kan og skal.
”Det er en god idé at få lavet klarere rammer for, hvordan de skal foretages. Men grundlæggende synes jeg, man må holde fast i, at det er et middel – og i mine øjne et relativt godt middel – til at komme videre med sagerne på. Advokatundersøgelserne er med til at få en ekstern part på, de er gode til at sikre armslængde og et mere køligt, udefrakommende juridisk blik på de her sager, som kan være sensitive og svære at håndtere for ledelserne rundt omkring på arbejdspladserne,” siger han.
En god forretning
Selvom advokatundersøgelserne ikke er et nyt redskab, har de netop fået fornyet opmærksomhed omkring sig. Michael Gøtze er også af den overbevisning, at der formentlig bliver foretaget flere undersøgelser.
”Meget tyder på, at krænkelsessagerne er blevet et forretningsområde for blandt andet store advokatfirmaer i København, og de derigennem har fået et nyt område, hvor de kan bistå og undersøge,” siger han.
Advokatfirmaet Norrbom Vinding har blandt andet udtalt, at vi lige nu befinder os på en bølgetop med større efterspørgsel efter undersøgelsesforløb, og Hortens ledende partner, Finn Schwarz fortæller, at man også er blevet mere offentlig omkring undersøgelserne.
"Jeg tror, at virksomhederne i større omfang end tidligere ønsker at melde ud, at man har sat en undersøgelse i gang, når emnet for en given advokatundersøgelse drejer sig om noget, der kan have stor betydning for virksomhedernes brand. Tidligere holdt man i højere grad tilsvarende undersøgelser bag lukkede døre," udtalte han til Advokatwatch.
Problematisk eller en støtte af retssikkerheden?
Det stigende antal undersøgelser af krænkelsessager, samt deres mere offentlige karakter, har som nævnt foranlediget en del debat. Blandt andet har professor Mads Bryde Andersen i et debatindlæg kaldt dem en helt ny og anderledes form for advokatundersøgelser, der undersøger ’svævende temaer’ og er ’retssikkerhedsmæssigt problematiske’, og at advokater derfor slet ikke bør medvirke i den slags.
”For det første er der ingen jura i at afklare, om nogen har »krænket« nogen. Jura handler om retsregler og retskrav. Det er ikke, hvad man undersøger på #metoo-området. I stedet får man advokatens subjektive syn på, hvad der er en »krænkelse« med videre,” skriver han.
Modsat mener advokat Mette Klingsten, der har beskæftiget sig mere end 20 år med ansættelsesret, at advokaters deltagelse i netop denne slags undersøgelser er med til at øge retssikkerheden for alle involverede parter.
”Det er klart, at advokaten ikke er en uafhængig tredjepart, men en ekstern advokat giver alt andet lige en større vished for, at almindelige retssikkerhedsprincipper inddrages i undersøgelsen, end hvis undersøgelsen foretages internt,” skriver hun i en mail til K-NEWS og uddyber:
”Det er også vigtigt at holde sig for øje, at advokatundersøgelser ikke er at sidestille med en endelig afgørelse, men at medarbejderne har et skud mere i bøssen ved domstolene, hvis de mener, at virksomheden ikke har håndteret en sag korrekt.”
Mere en kritik af metoo end undersøgelserne
Ifølge Michael Gøtze viser den stigende mediedækning og dertilhørende debat af advokatundersøgelser, at der hersker nogle misforståelser af, hvad de egentlig er for en størrelse. Ligesom Mette Klingsten peger han på, at der med advokatundersøgelser ikke er tale om en endelig dom, men derimod et forsøg på at få opklaret f.eks. krænkelsessager. Derudover mener han, at der ofte er uklarhed om opdraget til undersøgelserne.
”Der er ofte uklarhed om, hvad det egentlig er for en bestilling, der er afgivet til en advokatundersøgelse, og det er måske en af grundene til, at de bliver misfortolket eller afkodet forkert, fordi man ikke ved, hvordan man fra arbejdsgivers side har defineret undersøgelsen,” siger han.
I forhold til den interne debat, der har været omkring undersøgelsernes egnethed i krænkelsessager blandt advokater og jurister, mener Michael Gøtze, at det mest af alt handler om, at sagerne opfattes som kontroversielle, og derfor opfattes advokatundersøgelserne ligeledes sådan og bliver kritiseret.
”Man kan få det indtryk, at noget af den kritik, der har været af advokatundersøgelserne, reelt er en kritik af selve eksponeringen af metoo-fænomenet. Men de kritiske røster altså rettes mod det instrument, man vælger at undersøge de her svære sager med,” siger han.
Han kan dog til dels godt følge de dele af kritikken, der handler om retssikkerheden.
”Vi har fået en god anledning til at se på advokatundersøgelserne og noget af det, kritikerne har peget på. Det er klart, at det er vigtigt, om de personer, der er i fokus som formodet krænkede, har tilstrækkelig retssikkerhed og mulighed for at komme til genmæle. Her vil det kunne være en overvejelse værd, om man kan blive skarpere på, hvordan man får varetaget det hensyn,” siger han og tilføjer:
”I min optik er det et godt at at metoo-sagerne bliver undersøgt og her er advokatundersøgelsen et godt værktøj i værktøjskassen. Det er vigtigt at komme videre med krænkelsessager. De skal ikke bare sande til, hvad der måske nogle gange tidligere har været tendens til.”
Ledelserne skal også selv tage ansvar
Selvom advokatundersøgelserne af krænkelsessager har været ude i modvind, ser Michael Gøtze dog ikke, at det vil føre til færre af dem.
”Jeg tror fortsat, man vil se dem blive brugt. Det er for advokaterne et vigtigt forretningsområde, man gerne vil fastholde, at man kan tilbyde, og advokaterne vil gerne blive skarpere og gøre undersøgelserne bedre,” siger han.
Et andet forbedringspunkt er ifølge Michael Gøtze, hvordan de arbejdspladser, der bestiller en undersøgelse, rent faktisk bruger den.
”Et af de problemer, som der kan være med advokatundersøgelserne, er ikke undersøgelserne som sådan, men brugen af den som ledelse. Nogle gange ser vi, at ledelsen skubber advokatundersøgelsen foran sig og gemmer sig bag den. Det kan være, at der måske er et større, kulturelt problem på en arbejdsplads, og advokatundersøgelse kan her blive en trylleøvelse hvor ledelsen siger, at der nu er betalt for en grundig undersøgelse, og så er alt godt. Ledelsen kan altså bruge advokatundersøgelsen til at sløre ledelsens eget ansvar for at komme en uheldig kultur til livs, og det kan måske godt være et problem,” siger han.
Det kan man som advokat ikke nødvendigvis gøre det helt store ved, men man kan ifølge Michael Gøtze hjælpe med til at gøre processen mere gennemskuelig.
”Man kan skabe mere transparens – hvilket også ligger i arbejdsgruppens arbejde – og få en mere klar kommunikation i forhold til berørte personer og udadtil til offentligheden om, hvad er egentlig blevet bestilt, og hvad er opdraget, så det stadigvæk er ledelsen i virksomheden, der sidder med det endelige ansvar.”