Skrevet af Redaktionen


Hvorfor valgte du jura?

Jeg var i alle retninger. Jeg var også ude i ingeniøruddannelsen, det var jo en meget anderledes vej. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle ind og læse jura. Men jeg ville gerne i gang med at læse, og så var jeg til åbent hus herude på jura, og der fangede det mig – det med at loven skaber nogle rammer, og ved hjælp af argumentation er det muligt at rykke på de her rammer og måske udfordre dem.

Der var en studerende, der snakkede til åbent hus herude, og det var mere eller mindre hende, der overbeviste mig om, at det skulle være jura. Hun fortalte nogle dagligdagshistorier med, at hun kom cyklende på vejen og ofte tænkte over, hvad der ville ske, hvis en bil påkørte hende – hvem man kunne rette erstatningskrav mod osv. Det med at man kan overføre det på dagligdagssituationer, dét fangede mig, og jeg syntes det lød spændende.

 

Hvad har du taget med dig fra det første år på studiet?

Jeg har taget en masse nye bekendtskaber med mig og gode oplevelser, og så er jeg blevet bekræftet i, at jura er det, jeg gerne vil læse og arbejde med.

Der er snak om, at det er et meget konkurrencepræget studie, så det havde jeg også nogle fordomme om. Men jeg er kommet ind på et rigtig godt hold, hvor folk er søde til at dele noter og til at hjælpe hinanden. Jeg har ikke indtryk af, at der er nogen, som ikke vil hinanden det bedste. Det betyder meget at komme ind på et godt hold.

Det er forholdsvis få timer der er her på studiet – det er måske 4 timer om dagen, man møder til. Jeg har sat mig til at læse inden og efter undervisningen, så det har mere eller mindre været en arbejdsdag fra 8-16 hver dag. Der er meget læsning, men jeg kan egentlig godt lide, at man selv kan tilpasse det, så man også kan nå at have et socialt liv.

Jeg synes, at der var meget i starten for at opbygge nogle sociale relationer, ikke så meget på tværs af holdene men mere på ens eget hold. Jeg synes at tutorerne har været rigtig gode til at hjælpe os og ryste os sammen. I hverdagen har jeg nogle gange nedprioriteret nogle andre ting for at nå at kunne være med til det sociale også. Det handler om at strukturere sit liv, og finde ud af hvornår man kan læse, så man kan nå det hele.

 

Hvilke(t) fag har tiltalt dig mest?

Strafferet og straffeproces synes jeg har været rigtig spændende. Ellers erstatning og kontrakt. Det har fanget mig mest, og det er især fordi, at fagene er så case-baserede – det kan jeg godt lide. Man får en case, og så skal man finde ud af, hvilke retsregler der gælder, og hvordan man vil gå videre med det.

 

Har du et studiejob?

Jeg har to studiejobs – tjener og så arbejder jeg i en børnehave. Men ikke studierelevante jobs endnu. Jeg kan godt lide den frihed, jeg får igennem mine studiejobs – jeg kommer væk og laver noget helt andet. Jeg tænker selvfølgelig også på, hvornår man skal begynde at få et studierelevant job, men det er ikke noget, jeg gider at stresse med.

 

Hvad er dit bedste råd til de nye der starter?

Lad være med at lade dig påvirke af andres læseteknikker, hvor meget de læser, om de har fået studiejobs eller lignende. Det gavner virkelig ikke nogen, at man går og stresser og slår sig selv oveni hovedet med det. Det tager lang tid at finde den bedste læseproces for en selv, og det har jeg heller ikke engang fundet ud af endnu efter 1 år på studiet. Så lad være at slå dig selv i hovedet over, at du ikke er ligesom de andre – det kan måske være til din fordel.

Line web

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak