PIRATBREVENES ÅRTI - forretning eller retfærdighed. Del 1

Piratdownloadbrevene, fildelingsbrevene, trusselsbrevene, eller hvad de nu er blevet kaldt. Breve sendt i tusindvis med krav om erstatning, der skal betales af danskere, som anklages for ulovlig download af film. Brevene har i forrige årti været omtalt i mange medier, landsdækkende nyhedsaviser som tekniske nichemedier. Brevene sendt fra et stort dansk advokatfirma er blevet kritiseret for at være intimiderende og lægge op til omvendt bevisbyrde. Men det er også breve, der er sendt som den vel største samlede indsats for at stoppe velkendt udbredt krænkelse af filmproducenters ophavsret.

Årtiets største bunke sager

Her på K-News skyder vi det nye årti i gang med en række artikler om en særlig bunke af sager. Det er en bunke, der rejser spørgsmål og forundring hos mange – både advokater og klienter, men også danskere der aldrig blev klienter, men som bare har lagt tusindvis af kroner ved kasse et hos et advokatfirma under truslen om langt større udgifter, hvis ikke de betaler.

Forløbet i det sidste årti kan forekomme - også set med ikke-advokatbriller - ret fascinerende. Men nok for de mange modtagere mest 'irriterende'.

Det er interessant at kende advokatens bevæggrunde og overvejelserne om formuleringerne i brevene og kommunikationen og den systematiske fremgangsmåde. Og det er interessant at høre hos modtagerne af brevene, hvordan den fremgangsmåde påvirker deres opfattelse af advokaten, juraen og - på den helt store klinge - retsstaten.

Fascinerende, fordi juraens dybtliggende evne til at pege på detaljer, der i sidste ende af en sag, altid er afgørende, er brugt i stort omfang overfor almindelige danskere uden den juridiske viden til at stille spørgsmål ved detaljerne, præmisserne og påstanden. Blandt andet derfor stiller det i sidste ende også spørgsmålene, om de her sager er af den art, som juraen fortjener at blive brugt til; om det er en ligevel smart forretningsmodel og så også spørgsmålet direkte til den enkelte jurist og advokat: Er det det, du vil bruge dine evner på, er det det, du vil bruge din jura til?

Tal lige med dine børn om pornoen

Fascinerende og underholdende, da sagerne også omhandler en del kulørte pornografiske filmtitler, der fremstår så dumme og platte, at det er svært ikke at trække på smilebåndet. Men også filmtitler, som det er åbenlyst intimiderende at skulle vende over sofabordet med sine børn for at høre, om det er et filmdownload, de kender til. En familiesnak der opfordres til i brevene fra advokaten til de anklagede.

Det første, der faldt mig ind, var, at det var blackmail. Det man har hørt om, hvor man får et brev, og nogen har filmet dem i private situationer og afpresser.

Citat: Karsten, der i sit arbejdsliv har besat ledende poster i dansk erhvervsliv, om hans tanker, da han modtog det piratdownloadanklagende brev.

Og så er det fascinerende at se, hvordan byretterne mod slutningen af sidste årti begynder at komme med nogle kendelser, der viser et retssystem, som er ved at finde sit fodfæste i forhold til, hvordan de her sager kan anskues anderledes, end de tidligere blev.

Stor men ukendt

Størrelsen på bunken er uvis. Altså antallet af breve, der er sendt. Det er helt sikkert over 2.000, som er et tal advokat Jeppe Brogaard Clausen nævnte allerede for flere år siden tilbage i 2015. Og det er potentielt over 150.000 med afsæt i det antal ip-adresser, som teleselskaberne har overleveret til de advokater, der bad om dem.

Det konkrete antal kan Jeppe Brogaard Clausen, partner hos NJORD Law, ikke oplyse. Men han anslår, at af de mange modtagere af brevene har 60 procent indgået forlig. Og mange har indbetalt et beløb for den påståede ophavsretslige krænkelse.

Kritik af juridiske muskler

Flere fagfæller ryster på hovedet over fremgangsmåden, som NJORD Law har lagt for dagen; de ser det som et absurd forbrug af ressourcer i retssystemet på sager, der udelukkende lever på grund af manglende retspraksis i Danmark. De ser et dygtigt advokatfirma, der arbejder i en gråzone mellem jura og teknologi, og gør hvad de kan for at forsinke en skærpet afklaring af retspraksis.

I stedet for at arbejde for en afklaring af forholdende ser kritikerne et advokatfirma, der kun har fokus på at høste forligsindtægter fra juridisk dårligt forberedte danskere. De ser  sagsforløb, hvor der spilles med de juridiske verbale muskler overfor forudsætningsløse danskere, som har haft besværlig adgang til forberedende advokathjælp, fordi sagerne er holdt i processen for små ukomplicerede sager. Flere modtagere af brevene er gået ind i sagerne som selvmødere ved de danske byretter.

Det virker som en pengemaskine mere end at det handler om retfærdighed. Det er et uklart juridisk område, og det er et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem.

Citat: Mads Pramming, der er en skarp kritiker af NJORD Laws fremgangsmåde.

Det er den fortælling om en historie, der udspiller sig i en uklar gråzone mellem kamp for retfærdighed og ren pengemaskine, vi forsøger at kaste lys over i en række artikler. Hvad handler sagerne om? Hvad er advokatens overvejelser om den juridiske muskel, han spiller med? Hvordan opleves den juridiske muskel hos en uforberedt dansker? Og hvordan kan uforberedte danskere reagere helt forskelligt?

Tre vidt forskellige brevmodtagere

Vi har talt med flere, der har modtaget brevet. Én har reageret så irriterende, at det fik NJORD til at droppe sagen.

En anden har brugt utrolig meget tid på at hjælpe sin far mod den anklage, der kom med brevet. I sidste ende har farens lejer betalt tusindvis af kroner som del af et forlig.

Mens en tredje, vi har talt med, blev så edderforbandet, at han har sat sin advokat på at forsvare sig. Koste hvad det vil.

Og vi har talt med flere involverede advokater. Blandt andet ham der førte den sag der endte med en betaling på – ikke tusindvis af kroner – men 56 kroner.

Dem, og selvfølgelig også Jeppe Brogaard Clausen, partner hos NJORD Law og afsender af brevene samt en af hans klienter, kan du møde i række af artikler, som denne er den første af.

Jeg synes faktisk, vi har en klar retspraksis. Der er nu den situation, at Østre Landsret skal tage stilling til det her igen. Men jeg ved ikke om det kommer til at ændre retspraksis, som jeg faktisk synes er ganske fornuftig