Sådan udpiner man et guldrandet, statsgaranteret superbrand – advokattitlen

Dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

”Bidrag til udredning af advokatsalærneurosen”

eller

”Sådan udpiner man et guldrandet, statsgaranteret superbrand – advokattitlen”

eller

”Om salærnotaen som fetich”

Det var for længst hedengangne landsretssagfører Carl Madsen, der med veludviklet sans for det sprogligt forulempende omtalte en samling advokater som ”salærneurotiske lommeprokuratorer”.
Opmærksomhedsskabende? Ja.
Egnet som åbning for en konstruktiv dialog? Næppe.

En tilsvarende sprogbrug kunne da heller aldrig falde mig ind, og når jeg i overskriften alligevel, lad os så bare kalde det ”snylter” lidt på Carl Madsens sproglige udfoldelser, håber jeg at have dæmpet det ned til det kun komfortabelt provokerende.
Men når det så er sagt, er sigtet da selvfølgelig også at prøve at gøre overskriften lidt catchy i et forsøg på at få opmærksomhed om advokatrelaterede problematikker, jeg mener er vigtige.

Salærnotaen som fetich

Og det fyger jo med overskrifter om advokater og deres salærer. Udefra er der en voldsom fiksering på advokathonorarer. Hvordan indefra? Fra branchen selv? Kan der være tegn på en tvangsmæssig adfærd udi en sygelig fiksering på salærnotaen? Er salærnotaen blevet den ypperste fetich for advokater?

Lad os tage sagen lidt under lup:
Empirisk kommer vi nok ikke uden om, at en ekstrem salærfiksering i branchen har formodningen for sig. Dansk Brancheanalyse udgav i 2019 en måske lidt overset publikation ”En analyse af den danske advokatbranche 2017-2018”, som dækkede 56,5 % af branchens omsætning og bl.a. 18 af branchens 20 største advokatfirmaer. Analysen konkluderer, at der i branchen er en ”vanvittigt imponerende”, som det smagfuldt udtrykkes, gennemsnitlig årsløn i 2017 på kr. 1.008.000 – pr. ansat vel at mærke; ikke pr. advokat. Så det er ikke ”kun de højtlønnede advokater og jurister, som indgår, men også de formentlig lavere lønnede sekretærer, sagsbehandlere mv”. Analytikerne har ”aldrig set noget lignende”!
Kammeradvokaten og Kromann Reumert var ikke med i analysen. Med respekt for alle os andre – det er mit gæt, at Kammer og KR næppe trækker summerne ned.

I analysen nævnes til sammenligning en gennemsnitsløn pr. ansat for revisorerne på kr. 724.000. Analysen når endda frem til, at advokaternes bundlinje er større end revisorernes på trods af en markant mindre omsætning. Og benchmarker man fx med højt kvalificerede ingeniører, der arbejder med ekstremt komplekse konstruktioner, finder man timetakster jævnt hen langt under en standard-advokattakst.

Det er godt, at der bliver tjent penge

Summa summarum. Advokatbrandet er guldrandet. Der bliver tjent penge i advokatbranchen. Rigtig mange penge. Og det er godt. Uanset om man er advokat eller ej, så lever vi alle sammen af, at også andre tjener penge. Jo flere, jo bedre. Man er langt ude, hvis man har ondt af andres arbejdsindtægter.

Men ...
… når det så er sagt, så er der altså en problematik her. Advokatbranchen er speciel. Vi kommer fra et lovsikret de facto-monopol for advokater på juridisk rådgivning helt frem til 2006, hvor vinkelskriverloven blev ophævet. Og staten forgylder stadig advokaternes brand. Advokater har monopol på at føre retssager.

Derved forsyner staten via sindrige systemer i retsplejeloven branchen med noget så unikt som en slags statsautoriseret tillid som grundlag for et monopolbeskyttet brand. Monopolet har gode grunde for sig. Endda meget gode. Men hvis privilegiet med et brand med indbygget, statsautoriseret tillid bruges til at skaffe sig unormalt – ja, ekstremt – gunstige indtægtsforhold, så er det politisk næppe i længden holdbart at opretholde advokatlovgivningen i den nuværende form. Uanset hvor vigtigt det er i relation til retssagsbehandling.

Trods et guldrandet brand er tilliden til advokaters troværdighed i bund. Måske kan det have sammenhæng med, at både private og erhvervsdrivende simpelthen oplever, at mødet med advokaterne kan være hundedyrt

Trods et guldrandet brand er tilliden til advokaters troværdighed i bund. Måske kan det have sammenhæng med, at både private og erhvervsdrivende simpelthen oplever, at mødet med advokaterne kan være hundedyrt. En forklaring om, at det er nødvendigt for at holde en rekordhøj indtjening via en monopollignende status, opfattes næppe i almindelighed som fyldestgørende.

Udnyttes, eller lad os bare kalde det misbruges, den tillid, det offentlige benåder advokaterne med til rent ud at score kassen her og nu, så er systemet svært at forsvare politisk.
Det kniber gevaldigt med en diskussion. Justitsministeriet nedsatte i 2014 en arbejdsgruppe, der skulle undersøge konkurrenceforholdene i branchen. Det gik i syltekrukken. Intet nyt derfra. Og vi venter stadig på Konkurrencerådet, som varslede et gennemsyn af forholdene tilbage i februar 2019.

Den blinde vinkel indad – og et eksempel på en overvejelse

Både Advokatrådet og Danske Advokater er sat uden for døren til det af Justitsministeren netop nedsatte udvalg om fri proces og retshjælp. Det er uhørt og usædvanligt og problematisk. Ministeren henviser til, at deltagerne i udvalget ikke må have økonomisk interesse i sagen. Selvfølgelig skulle advokaterne have været med, men måske er der alligevel en kim af sandhed i ministerens kritik. Staten har sikret advokaterne et guldrandet brand. Brandet bliver brugt til at tjene ekstremt mange penge. Og selvom det er helt uretfærdigt, så er det vel på den baggrund måske ikke så overraskende, hvis forventningen er, at advokaterne i udvalget mest vil bidrage ud fra egeninteressen og bare råbe: SEND FLERE PENGE!

Derfor: Der er grund til at se indad i advokatbranchen. Den vinkel må ikke være blind. Er der noget, der kan gøres bedre? Er der mekanismer – både økonomiske og organisatoriske – der måske kunne justeres? Har advokaterne i ly af monopol og med rekordindtjeninger organiseret sig for dyrt? Kunne advokaterne finde en måde at arbejde og organisere sig på, så det bliver billigere at gå til advokat? Bør branchen selv komme med forslag til justering af systemerne?

Der er rigtig mange vinkler i den diskussion. Eks.: Relation til andre brancher. Aflønningsstrukturer. Kammeradvokaten. Barrierer. Brug af advokattitlen, dér hvor de meget store indtægter ligger – ved rådgivning om alt muligt andet end retssager og som almindelig forretningsmand.

Her blot ét eksempel på en overvejelse til illustration:

Tænketanken Justitia udgav 28. maj 2020 en glimrende og velfunderet analyse af ”Erhvervslivets adgang til domstolene”:  Én af anbefalingerne er, at sagsomkostninger skal erstattes fuldt ud, som det udtrykkes. Landsrettens takster skal justeres. Argumentationen går bl.a. på, at det er det forhold, at ”de af retten tilkendte omkostninger og parternes faktiske omkostninger til advokatbistand, som i høj grad er medvirkende til, at erhvervsvirksomheder afstår fra at benytte sig af domstolssystemet.” Lidt polemisk kunne man sige, at Justitia lige så godt kunne have skrevet: ”Advokater er dyre. Send fluks flere penge”.

Fint nok. Der er faktisk brug for flere penge til retssager. I den lave ende. For private og de lidt mindre erhvervsdrivende, der kommer i klemme.

Justitia lægger op til et opgør med godtgørelse af omkostninger efter landsrettens takster. Men dommere er ikke dumme. Måske er landsrettens tabeller udtryk for erfaringer med tusinder og tusinder af sager, hvor godtgørelsen er anslået som et rimeligt jævnmål ud fra den forventede, rimelige forberedelse.

Sker det lidt for tit, at advokater – måske endda bevidst i et forsøg på at dølge svage punkter – gør sagsbehandlingen alt for vidtløftig med et mægtigt fokus på perifere punkter, så sagerne svulmer op med et uproportionalt ressourceforbrug til følge? Advokaterne må proportionalisere deres engagement. Dommerne må medvirke positivt, og der må skabes retlige rammer, der bidrager til en proportionalisering.

Kunne man lave reglerne lidt anderledes, så det blev nemmere og billigere for advokater at føre retssager?

Og hvem ved? Hvis der faktisk er nogen i branchen, der lider af advokatsalærneurosen, kunne det måske for dem være en befrielse at gå med ind i en udredning – til alles bedste.