13/01/2023 - Advokatundersøgelser

Uafhængig eller uvildig? Advokatundersøgelse af påståede krænkelser på kostskole vækker kritik


En 'uafhængig' advokatundersøgelse af forholdene på kostskolen Gravenshoved i Nordjylland giver de tidligere elever medhold i deres oplevelser om krænkelser i 90'erne. Men HjulmandKaptajn, der står bag undersøgelsen, kritiseres for ikke at være uafhængige, da de løser andre opgaver for Aalborg Kommune. Begrebet 'uafhængighed' findes slet ikke i Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser, lyder det fra formand Martin Lavesen.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg


Photoshop-merge: Screendump TV2 Nord og Advokatrådets vejledning om advokatundersøgelser 

 

"Så kom den.

Allerede 7.30 mandag morgen landede den uvildige advokatundersøgelse om de over 100 børn, der har råbt op om forfærdelig behandling og overgreb på kostskolen Gravenshoved, som Aalborg Kommune og Aalborg Amt - der senere blev til Nordjyllands Amt - drev i årtier."

Sådan starter TV2 Nord deres nyhedsartikel den 9. januar om konklusionerne i den advokatundersøgelse, som advokatfirmaet HjulmandKaptajn har udarbejdet for Aalborg Kommune om forholdene for en række elever på Gravenshoved Kostskole i 90'erne.

TV2 Nord kalder undersøgelsen uvildig. Men ifølge forsvarsadvokat Mads Pramming, der tidligere har repræsenteret klienter i lignende sager, blandt andet i sagen om Godhavnsdrengene, så kan HjulmandKaptajn ikke udarbejde en uvildig advokatundersøgelse, da firmaet løser andre opgaver for Aalborg Kommune.

"Den her rapports materiale er en rygende pistol serveret på et sølvfad. Men fordi det er kommunens advokat, så ser man bort fra det i konklusionen. De tør ikke skrive, at det ser rigtig grimt ud for kommunen," siger Mads Pramming til TV2 Nord.

Han henviser til, at det ikke har været muligt for advokatfirmaet at bevise, at der er kommet klager til Aalborg Kommune i en sådan grad, at det kan kritiseres, at kommunen ikke greb ind.

 

Kasketforvirringen er total

Det springende punkt i en juridisk kontekst er definitionen af uvildighed. Ifølge Advokatsamfundets egen vejledning, som de udgav i efteråret sidste år, så er det ikke fuldstændigt at betegne advokatundersøgelser som instrument som værende uvildige. Argumentet lyder, at advokater som udgangspunkt altid er klientens betroede rådgiver, og derfor alle har til hensigt at gå opdragsgivers ærinde. Men:

"Der er imidlertid typer af advokatundersøgelser, der har til formål at sikre en armslængde mellem opdragsgiver og advokaten, og hvor der er et behov for at kunne deklarere dette over for opdragsgivere, 
berørte, involverede og offentligheden. I disse tilfælde varetager advokaten netop opdragsgivers interesse ved at sikre denne armslængde i opdraget. Derfor findes det – på trods af den ikke helt korrekte advokatetiske betegnelse – mest hensigtsmæssigt at anvende betegnelsen ”uvildige advokatundersøgelser” til at beskrive denne type af advokatundersøgelser."

Ifølge vejledningen skal advokatfirmaet, der påtager sig opgaven at udføre en uvildig advokatundersøgelse, opfylde ni betingelser. Nummer to lyder:

"Advokaten må kun påtage sig undersøgelsen, hvis advokaten eller advokater i samme advokatvirksomhed ikke har et fast klientforhold til opdragsgiver, og hvis advokaten eller advokater i samme advokatvirksomhed ikke på tidspunktet for påtagelse af undersøgelsen har verserende sager for opdragsgiver."

HjulmandKaptajn udfører i forvejen opgaver for Aalborg Kommune. Og firmaet selv bruger begrebet 'uafhængig' om den undersøgelse, de har lavet for kommunen.

"Det er en alvorlig kritik af kommunen. Enhver må tage det, som man vil. Vi har gjort alvorlige anstrengelser for at være uafhængige, og det synes jeg, resultatet af undersøgelsen viser, siger Niels Vase, advokat hos HjulmandKaptain til TV2 Nord.

I skrivende stund afventer Nordjyske Medier en aktindsigt fra Aalborg Kommune i forhold til at fastslå omfanget af igangværende sager, som advokatfirmaet har behandlet for kommunen i perioden for udarbejdelse af advokatundersøgelsen. Til P1 Morgen udtaler rådmand for De Konservative i Aalborg Kommune Morten Thiessen, at advokatfirmaet ikke har løst opgaver i den periode, hvor undersøgelsen har været under udarbejdelse.

Dermed fremme ved begrebet 'uafhængig'. 

For Morten Thiessen udtaler til P1 Morgen, at kommunen ikke har bestilt en uvildig undersøgelse, men en uafhængig undersøgelse. 

"Den undersøgelse, vi har fået lavet, hedder i juridiske termer en 'uafhængig' undersøgelse. Det vil sige, vi har ikke haft mulighed for at blande os i, hvad advokaten måtte spørge om, hvem han måtte spørge, og hvordan han i øvrigt vil tilrettelægge sin undersøgelse. (...) Uvildig er mere kompromisløs end uafhængig, da man ikke må have andre forretninger med advokatfirmaet," siger Morten Thiessen til P1 Morgen.

 

Uafhængige advokatundersøgelser er ikke et begreb

Er uafhængige advokatundersøgelser en retvisende skildring, hvis uvildigheden ikke er til stede?

"Advokatrådet har lavet en vejledning, der er udgivet i efteråret 2022, og der sondrer vi mellem to slags advokatundersøgelser - advokatundersøgelser og så de uvildige advokatundersøgelser. Så begrebet uafhængige advokatundersøgelser er ikke noget, vi har med i vores vejledning", siger Martin Lavesen til P1 Morgen.

Direkte adspurgt om brugen af begrebet, sender Morten Thiessen bolden tilbage til HjulmandKaptajn.

"Det må HjulmandKaptajn sgu stå på mål for. (...) Hvad juristerne så siger til hinanden om deres forskellige termer, det er ikke så vigtigt for mig. Det vigtige for mig er, at vi har fået undersøgt sagen, uden at vi har kunnet blande os overhovedet. (...) Det andet er juridisk semantik, og det må juristerne altså selv rode med."

Han fortsætter:

"Det undrer mig ikke, at man finder en advokat, der mener noget andet end en anden advokat. Det er ligesom det, det meste af det erhverv går ud på. Jeg mener, at juristerne lever af at være uenige med andre. Jeg synes, det er meget flot, at han vælger at hælde et relativt veletableret nordjysk advokatfirma ned af brættet, fordi der er noget i formuleringen, som han ikke kan lide. Jeg synes, man skal forholde sig til, hvad rapportens konklusioner siger." 

K-NEWS har kontaktet advokat Niels Vase fra HjulmandKaptajn for at få en kommentar til, hvad opdraget fra Aalborg Kommune lød på, ligesom vi også gerne vil vide, hvordan han forholder sig til, at rådmanden sender ansvaret for 'den juridiske semantik' tilbage til advokatfirmaet. Vi afventer svar.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak