Dette blogindlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.
I 2007 fik kommunerne det samlede myndighedsansvar for handicapområdet. Området gik dermed fra at have været på helt eller delvist amtslige hænder til at blive spredt ud over 98 kommuner, der nu selv skulle til at visitere, drive, forvalte, beslutte og betale.
Følgende fremgår af udgivelsen ”Kommunalreformen – kort fortalt” fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i 2005: ” Med kommunalreformen får kommunerne det samlede finansierings-, forsynings- og myndighedsansvar i forhold til borgeren. Formålet med denne ændring er at skabe en klar og entydig ansvarsfordeling samtidig med, at de sociale opgaver i højere grad løses kvalificeret, i nærmiljøet og i tæt samspil med kommunens øvrige tilbud. Ændringen betyder, at det er kommunen, der beslutter, hvilke tilbud borgerne skal have. Det betyder også, at det er kommunen, der betaler for de tilbud, kommunens borgere bruger.”
Det lød jo umiddelbart som en eventyrligt god idé at gøre afgørelser om borgernes behov så borgernære som muligt. Og var idéen blevet til virkelighed i overensstemmelse med formålet, havde jeg ikke siddet og skrevet dette indlæg.
Handicapområdet, også kaldet det specialiserede socialområde, kræver specialiseret viden om blandt andet diagnoser, hjælpemidler og viden om at drive specialtilbud, hvilket ligger i ordene. Denne viden, som i årevis var blevet opbygget i amterne, forsvandt desværre i høj grad sammen med spredningen af området. Det forskellige borgergrundlag i kommunerne har gjort det nærmest umuligt at få opbygget den nødvendige viden i 98 kommuner. Mistet og manglende viden koster penge. Penge, som skal deles med andre velfærdsområder i kommunekassen.
Allerede i 2009 begyndte konsekvenserne at vise sig, hvilket fik den daværende formand for KL, Erik Fabrin, til at introducere en noget uhensigtsmæssig retorik over for mennesker med behov for hjælp, idet han kaldte de stigende udgifter på det specialiserede socialområde for en gøgeunge, der tog fra normalområdet.
I juli 2009 ratificerede Danmark FN’s Handicapkonvention og forpligtede sig dermed til at sikre, at personer med handicap kan nyde de rettigheder, som fremgår af konventionen.
Formålet med konventionen fremgår af artikel 1:
“Formålet med denne konvention er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed. Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.”
Borgere med handicap og psykisk sårbarhed er overladt til tilfældigheder og Lotto-lignende forhold.
Forpligtelsen gælder både i forhold til indretning af lovgivningen og i forhold til administrativ praksis. I dag, 11 år senere, er Danmark stadig bagud i forhold til lovgivningen på området, og på forvaltningsniveau er det endnu værre. Jeg vil faktisk gå så langt som at påstå, at i Danmark er man bedre stillet retssikkerhedsmæssigt, hvis man bliver sigtet for et strafbart forhold, end hvis man på grund af svære livsvilkår har brug for hjælp fra de offentlige myndigheder. Borgere med handicap og psykisk sårbarhed er overladt til tilfældigheder og Lotto-lignende forhold. Der tales om “postnummerlotteri” i forhold til den vilkårlighed, der gennemsyrer afgørelserne og sagsbehandlingstiderne på området. Tendensen er, at det er meget muligt, at borgerne ifølge lovgivningen har nogle rettigheder, men det skinner ikke igennem i afgørelserne. Lovgivning, rettigheder og retssikkerhed tilsidesættes i skræmmende stor stil.
I 2019 var der nu fejl i 51 % af de påklagede sager på børnehandicapområdet og i 46 % af de påklagede sager på voksenhandicapområdet på landsplan. Stikprøver viste, at der var lige så mange fejl i de sager, som ikke var påklaget til Ankestyrelsen.
Vi har dermed et område i vores - på overfladen smukke - velfærdssamfund, som er præget af et nedladende menneskesyn og fejl i gennemsnitligt hver anden sag. Ingen griber ind, selvom politikerne i kommunerne og på Christiansborg er fuldt ud bevidste om det
Vi har dermed et område i vores - på overfladen smukke - velfærdssamfund, som er præget af et nedladende menneskesyn og fejl i gennemsnitligt hver anden sag. Ingen griber ind, selvom politikerne i kommunerne og på Christiansborg er fuldt ud bevidste om det. Og det har ingen konsekvenser for kommunerne. Domstolene vil ikke slå dem i hovedet, da domstolene ikke vil røre ved det forvaltningsretlige skøn. De lange sagsbehandlingstider og fejl sparer kommunerne for udgifter til hjælp, og regeringen vil ikke indføre tiltag, der kunne være med til at rette op på bare nogle af fejlene. Der er dermed en gennemgående stiltiende accept af, at det er i orden, at mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres familier ikke har samme ret til retssikkerhed som resten af landets befolkning.
Det træder voldsomt på min retfærdighedssans som jurist, som borger, der betaler skat, og som mor til tre børn, der kan risikere at ende med at tabe.
Som almindelig borger i Danmark har jeg mulighed for at udøve min demokratiske ret til at ytre mig om emner, som jeg mener, vores folkevalgte repræsentanter bør se og handle på. Jeg kan demonstrere ude på gaderne. Men demonstrationer om emnet “Retssikkerhed på handicapområdet” er desværre ikke en magnet for hverken medier eller politikere, hvilket jeg skrev om i mit indlæg den 7. juli 2020. Jeg kan skrive læserbreve og debatindlæg, lave opslag på de sociale medier, sende spørgsmål til Folketingets udvalg eller bede om at få foretræde for et udvalg. Alle sammen redskaber, der kan sammenlignes med at råbe under vand.
Der findes endnu en mulighed for almindelige borgere for at få Folketinget til at tage et emne op: Borgerforslag. En ordning, der blev indført i 2018 og gjort permanent i 2019. Opnår et borgerforslag 50.000 støtter/underskrifter, kan det blive fremsat i Folketinget. Et forslag har en frist på 6 måneder til at opnå de 50.000 støtter og kan på den tid skabe opmærksomhed om emnet.
Jeg har haft lidt svært ved at tage ordningen seriøst, da Folketinget jo bare kunne lade være med at stemme for det. Men der er den sidste tid sket en ændring i forhold til, hvad et borgerforslag kan. Klimalov og sorgorlov er to ret gode eksempler.
Den 10. august 2020 gik et nyt borgerforslag i luften med titlen “Handicapområdet skal væk fra kommunerne”. Et forslag, som jeg og 4 andre pårørende til børn med handicap står bag.
Derfor råber vi op nu via borgerforslaget. Vi mener ikke, at forvaltningen af området skal forblive på kommunale hænder.
Kommunerne har haft 13 år til at finde ud af, hvordan de kunne løfte ansvaret for handicapområdet. Det er ikke lykkedes. Det kan vi som samfund ikke være bekendt af flere årsager. For det første er det skammeligt og konventionsstridigt at behandle mennesker med handicap, som om de ikke er ligeværdige borgere. For det andet er det fællesskabets penge, der bliver brugt på ikke at hjælpe mennesker med behov for hjælp, men i stedet går op i røg i klagesagsbehandling. Til sidst må det være slut med at fastholde den danske befolkning i den naive forestilling om vores velfærdssamfund, som de fleste tuller rundt i, lige indtil de får brug for hjælp fra systemet. Jeg taler af erfaring. Der er desværre ikke et sikkerhedsnet, der griber alle. Og alle kan komme i en situation, hvor de får brug for hjælp. Mulighederne for hjælp virker til tider lige så små som at vinde i Lotto.
Derfor råber vi op nu via borgerforslaget. Vi mener ikke, at forvaltningen af området skal forblive på kommunale hænder. Kommunerne er for små. Jo mindre man ved om et emne, jo længere tid tager det at sætte sig ind i. Det er der ikke noget hokus-pokus i. I hver kommune er det begrænset, hvor mange borgere med forskellige diagnoser og behov, hver sagsbehandler kommer i kontakt med. Dermed bliver det op ad bakke at få opbygget den nødvendige ekspertise. Derfor kommer hver sag til at koste tid, tid koster penge, og da kommunerne mangler penge, og sagsbehandlerne mangler tid, ryger retssikkerheden i svinget. Det bliver en meget ond cirkel, som skal brydes nu.
Men hvor skal området så flyttes hen, og løser det alle problemer?
For at starte med det sidste først, så er svaret nej. En strukturel ændring af området er ikke den endelige og eneste løsning, men det er en forudsætning for, at de øvrige ændringer, der også må til, vil kunne have effekt. For der skal også ske en ændring i, hvordan området finansieres, så der bliver bedre muligheder for at tænke langsigtet, fagligheden skal løftes, og så skal lovgivningen strammes op. Væk med elastikbestemmelserne.
Der skal findes en løsning, der sikrer 3 ting: Den nødvendige, specialiserede viden og ekspertise skal være til stede, og borgerne skal ikke længere kastes frem og tilbage mellem to myndigheder som nu, hvor man kastes rundt mellem region og kommune. Endelig skal afgørelser træffes ud fra en saglig og faglig vurdering uden at være styret af, hvor mange penge der er i kassen.
Specialisterne og eksperterne er placeret i sundhedsvæsenet og psykiatrien i de 5 regioner. Derfor giver det mening at få afgørelserne tættere på dem. Men hvis regionerne får overdraget det fulde ansvar, som kommunerne fik i 2007, så vil de samme problemer med tiden opstå der. Så hvorfor ikke få en statslig myndighed indover i forhold til selve visitationen? Der findes allerede en myndighed, hvis kompetencer kunne udnyttes meget bedre. VISO, Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, som besidder enorm viden på området.
Det kræver mod at skulle frigøre sig fra den nuværende situation. Men det er nødvendigt at tænke nyt og kreativt og skabe en ny og bedre model på tværs af landet, som bringer mennesker med handicap og psykisk sårbarhed væk fra vilkårligheden og tættere på retssikkerheden og på de specialister, der kender det enkelte menneske, og som har ekspertisen.
Mit håb er, at vores velfærdssamfund i fremtiden kan leve op til forventningerne, så mennesker kan få den rette hjælp ud fra behov i overensstemmelse med konventionen, lovgivningen, uanset diagnosen, uanset bopæl, uanset hvem man er.