Om fortsat forbrydelse i skatte- og afgiftsstrafferetten
Resumé: I artiklen, der er udtryk for forfatterens personlige holdning, forsøges det klarlagt, hvad der skal til for at statuere fortsat forbrydelse i skatte- og afgiftsstraffesager. Den strafferetlige forældelsesfrist regnes i medfør af straffeloven (STRL) § 94, stk. 1, fra den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt. I sager med fortsat forbrydelse ”forlænges forældelsesfristen”. Det betyder, at forbrydelsen først er afsluttet med begåelsen af den sidste delhandling, og at forældelsesfristen for den første delhandling først begynder at løbe ved afslutningen af den sidste. Problemstillingen om fortsat forbrydelse er særdeles relevant. Dette skyldes, at der i årevis har været en uensartet vurdering hos politiet om, hvad der skal til for at statuere fortsat forbrydelse i momsstraffesager. Der er anklagere, der har den opfattelse, at der som minimum kræves 3 ensartede kontinuerlige urigtige momsangivelser for, at der kan foreligge en fortsat forbrydelse, og de henviser til dommen UfR 1988.637 H. Det er desuden i teorien fastlagt, at fortsat forbrydelse ikke finder anvendelse i sager om overtrædelse af straffebestemmelser i skattekontrolloven af 1972 (1972-SKL) og skattekontrolloven af 7. december 2017 (NYSKL), der trådte i kraft den 1.1.2019. Langt de fleste anklagere i anklagemyndigheden støtter denne teori, selv om der er domme, der statuerer fortsat forbrydelse i sager om overtrædelse af 1972-SKL §§ 13 og 16.
