Når voldsomme begivenheder rammer, så følger restriktioner og lovmæssige indgreb. Og sådan har det altid været. K-News har bedt Adam Bencard om at skrive historien om epidemier og statsmagt, der viser, hvordan kontrol over borgerne historisk er en naturlig følge af voldsomme sygdomsudbrud.

Epidemiernes lange historie fortæller os i hvert fald én ting: De handler altid (også) om politik og magt.

Når krisen rammer, og hverdagen bliver sat ude af kraft, så bliver de synlige og usynlige regler, vi lever og indretter vores samfund efter, sat på spidsen.

Epidemier viser os frihedens grænser overfor statsmagten – hvad skal der til, før staten kan gribe ind i borgernes frihed? Kan man spærre folk inde sammen med syge mennesker ud fra en mistanke om, at de er syge? Kan man afspærre en hel by og dermed dømme alle derinde, der endnu ikke er smittet, til sikker død?

Epidemier – uanset om det er pest, svineinfluenza eller AIDS – er tragiske og bør være med til at få gang i diskussionerne om vores egne grænser, om deres rimelighed, naturlighed og selvfølgelighed.

I denne artikel vil jeg fortælle lidt om en anden gang, hvor Danmark har været i epidemiernes vold, nemlig pesten i København i 1710-1712. Den kan fortælle noget om, hvad det er for nogle faktorer, der har været med til at grundlægge forestillingen om nødvendigheden af en stærk stat, der i krisesituationer har ret til at gribe ind i den enkeltes liv på en ofte voldsom måde.

Som medicinhistoriker, der har beskæftiget sig en del med epidemiernes lange historie, er det en mærkelig fornemmelse at sidde midt i en situation, der uomgængeligt kommer til at blive en del af forskning, undervisning og formidling fremadrettet. Historien plejer mere at være et fjernt spejl end en daglig virkelighed. Man er fanget lidt mellem den bekymring og forandring af vores daglige liv og rytmer, som vi alle sammen oplever i øjeblikket, og så den faglige nysgerrighed. Spørgsmålene trænger sig på: Hvilke historier og erfaringer tager vi med os fra Covid-19? Hvilke kræfter, både socialt, kulturelt, medicinsk og politisk, bliver mobiliseret, og hvad vil det betyde fremadrettet? Hvilke oplevelser og erfaringer tager vi med os, både individuelt og som samfund, fra den pludselige og enorme forandring af samfundets regler og daglige bevægelsesmuligheder, vi gennemlever lige nu?

 

Pesten i København 1711

I 1710 var faren for pestudbrud i Danmark overhængende. Den 3. november skrev den enevældige konge Frederik IV et brev til højtstående personer i politiet og handelsstanden. I brevet er frygten for pesten tydelig:

”Saasom det almindelig rygte maa fornemmes, at den farlige pestilentzeske sygdom paa adskillige stæder imod voris rigers og landes grentzer griber jo meere og meere om sig, og at staden Lybek for samme sygdom ey skal være uden mistanke, saa er voris vilje at sundheds commissionen her for staden strax til eder kalder og med største fliid og betenksomhed med dennem overlegger, paa hvad maade saadan landfordervelig smitsom sygdom fra voris riger og lande ved Guds bistand kunde afværges.”

Allerede i 1708 begyndte der at komme rapporter om, at flere vigtige handelspartnere omkring Østersøen var blevet angrebet af pesten. Fra Danmark så man ængsteligt til, og Frederik IV begyndte sammen med sit statsråd at forberede sig på krisen.

Det lykkedes at holde pesten uden for landet i næsten to år, men ulykken ramte alligevel. Man mener, at den første smittede var en indbygger i Helsingør, der havde været i Gdansk i det daværende Tyskland. Det tog tid, før myndigheder reagerede på sygdommen, og først i 1711 blev Helsingør afspærret for omverdenen. Der blev posteret soldater, der fik ordre til at skyde dem, der forsøgte at bryde karantænen. Men det lykkedes alligevel for smittede at komme igennem afspærringerne, selvom de blev jagtet af politiet, der forsøgte at fange og sende dem til karantænelejrene på Saltholm.

I midten af juli 1711 nåede pesten til København. Den første ramte var en trompeters kone i Lille Grønnegade, og kort tid efter begyndte ligene at hobe sig op. Byen gik i panik, og alle rige borgere flygtede ud på landet. Kongefamilien forlod Frederiksborg Slot og rejste mod Kolding d. 18. juli. Herefter raserede sygdommen uhindret i byen. Ligene rådnede i gader og stræder, og deres stank og smittefare blev et stort problem. Frederik IV skrev d. 15. august 1711 til Hr. Charles Damas de Cormaillon, generalløjtnant og kommandant i hæren, at han straks måtte udkommandere tohundrede soldater og udstyre dem med det nødvendige udstyr til at ”…grave paa u-befængte stæder, hvor og paa hvad maade det dennem anvises, en eller fleere lange grøfter til at begrave fattige dødes liig udi, saa som disze svage tider det høyligen og u-omgiengeligen udkræver.” Altså til at lave massegrave til de døde udenfor byens volde. Et lille år senere var godt 20.000 ud af byens ca. 60.000 borgere døde.

Pesten tog en tredjedel af byens befolkning.

Selvom vi i dag taler meget om globalisering som en afgørende del af COVID-19, så har udveksling og rejser altid været en del af sygdommens historie.

Pest og politik

Pesten i 1710-1712 ramte på et tidspunkt, hvor de styrende kræfter i Danmark gennem længere tid havde styrket deres magt og indflydelse. Ved systemskiftet i 1660, hvor magten flyttede sig fra adelen til kongen, erhvervede kong Frederik III sig enevældig magt. Staten fik større og større indflydelse i den enkelte borgers liv og dagligdag. Denne nye statsmagt blev i stigende grad centraliseret i København, der i 1710 først og fremmest var den enevældige konges by. Der boede ca. 66.000 indbyggere, hvilket var omkring 10 % af landets befolkning. Næsten al handel med udlandet gik gennem København, hvor de store købmænd importerede fine træsorter, vin og brændevin, salt, tobak, lærred, silke og meget andet. Der kom også varer som korn, flæsk, smør, fisk og tømmer til byen fra de omliggende landområder. I byen var også talrige tjenestefolk, lønarbejdere og et stort antal fattige, husvilde og subsistensløse mennesker. København var altså en storby i stærk udvikling, og den var kommet til at spille en vigtigere og vigtigere rolle i landets udvikling. Det betød, at byen stod stærkere rustet overfor pesten, i og med at staten havde opnået bedre muligheder for at kontrollere indbyggernes liv. Samtidig var sårbarheden også stor, da alle landets vigtigste funktioner var samlet i en by domineret af handel og rejsende, der altså både bragte nødvendige varer og frygt. Selvom vi i dag taler meget om globalisering som en afgørende del af Covid-19, så har udveksling og rejser altid været en del af sygdommens historie.

 

Hvad vidste lægevidenskaben om pesten?

Man vidste ikke ret meget om, hvad pesten rent faktisk var for en slags sygdom. I 1709 blev lægerne på Københavns Universitet bedt om at skrive en lille bog om pesten, og i den erklærede de, at ingen vidste, hvad pesten i sig selv egentlig er, og ”hvorudi dens rette natur og egenskab bestaar, er ej med nogen menneskelig forstand at udgrunde.” Man havde dog nogle forestillinger og erfaringer om, at pesten var en sygdom, der spredtes gennem kontakt med smittede personer eller ting, og det førte til en række forsøg på at kontrollere smittespredningen fra myndighedernes side.

Man begyndte at forsøge at kontrollere rejsende på vej ind og ud af landet, og man forbød handel på steder, hvor der var mistanke om smitte. Der blev opstillet vagtposter ved byporte og havne for på den måde at kunne kontrollere de rejsende og sørge for, at de ikke kom fra steder, hvor pesten raserede. Byerne blev lukket, der blev indført kontrol med tiggere og prostituerede, og der blev lavet regler for, hvad man måtte gøre på markeder, gader, hospitaler og kirkegårde. På Saltholm opførte man tre pakhuse, der fungerede som karantænestationer. Præsterne fik ordre om at bede til Gud om at holde pesten for døren. Der blev nedsat en sundhedskommission, der skulle organisere kriseberedskabet og arbejde med al kraft på at holde pesten for døren. Byens myndigheder fik ressourcer til at forsyne byen med mad og brændsel i op til et halvt år, mens pesten rasede og satte alt i stå. Der blev udskrevet ordre om, at al post skulle ryges inden det blev uddelt, hvilket var datidens svar på desinfektion. Alle borgere skulle have et sundhedspas. Passet var dokumentation for, at bæreren ikke havde været i kontakt med pestbefængte huse, personer eller varer i mindst seks uger.

Myndighederne skulle altså både aktivt forsøge at forhindre smitten i at sprede sig ved hjælp af karantæner og rejseforbud samtidig med at de skulle forsøge at opretholde ro og orden ved at sikre, at folk kunne få mad, drikke og få deres døde familiemedlemmer begravet. På den måde indså man tidligt, at myndighederne både skulle forhindre smitten i at sprede sig både med magt og med omsorg. Man forsøgte at bekæmpe sygdommen med lovgivning.

 

Sygdom og magt i 1700-tallet og i dag

På trods af alle disse tiltag så lykkedes det altså ikke at holde pesten uden for Danmark. Pesten skabte kaos og ødelæggelse i København. Nogle ”u-gudelige mennisker haver allerede giort en begyndelse med røveri og at indbryde i huse,” som kongen skrev fra sit slot i Jægersborg, hvor han var flygtet i sikkerhed, til de resterende myndigheder i København. Plyndringer, lig i gaderne, en tredjedel af befolkningen udryddet på et lille år var resultatet af pesten. Men omfanget af tiltagene fra statens side vidner om, at dens magt var stadigt stigende. De strenge karantæner og de omfattende forsøg på at standse pestens spredning virker forbavsende moderne set med nutidens briller og er ikke ulig de foranstaltninger, man har set i forbindelse med fugleinfluenzaen. Og måske er moderne det helt rigtige ord, fordi tiltagene peger hen mod den slags statsmagt, vi har i dag – en statsmagt med vilje og evne til at tage ansvar for indbyggernes helbred og velfærd. Vi har i de sidste årtier, indtil Covid-19, i højere grad kæmpet med folkesundhedsudfordringer, der i højere grad stammer fra samfundets egen produkter, som f.eks. rygning og overvægt, men vi betragter det stadig som statens rolle at spille en aktiv rolle i forsøgene på at stoppe deres spredning.

Pesten og andre epidemiske sygdomme har således haft stor indflydelse på, hvordan samfundets strukturer har udviklet sig, både socialt, kulturelt, politisk og økonomisk og særligt på, hvordan statens rolle overfor den enkelte borger har forandret sig gennem historien. Covid-19 kommer uomtvisteligt til at medføre sine egne forandringer – for eksempel rejser den nye spørgsmål om overvågning, om sundhedsdata, om fødevareforsyninger, om bevægelsesfrihed og trafik over landegrænser. Men samtidigt er der også en fælles kerne i epidemiernes historie: De gør det tydeligt for os, at vi er en del af det samme fysiske system. Metaforen om samfundet som en fælleskrop bliver, på godt og ondt, mere virkelig.

Del

Epidemier og den styrkede magt


Hold dig opdateret

Tilmeld dig K-News nyhedsmail og få information om nye podcasts, portrætter, videoer og meget mere.

Nyhedsmail. Ja tak

Seneste nyheder