Hvis man som borger i Danmark mener, man er blevet udsat for etnisk profilering af politiet, kan det være svært for det første at finde ud af, hvor man får mest ud af at klage og for det andet at kunne påkalde sig de rettigheder, der er til beskyttelse mod etniske profilering, som findes i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14.
Det mener ph.d. og juridisk assistent ved Aalborg Universitet, Maysum Sattar Al-Sami, der i sin ph.d. har analyseret politiklagesystemet. Et af problemerne, hun ser, er, at klager over etnisk profilering kan passe i flere bokse i klagesystemet, og dermed er det svært for almindelige borgere at vide, hvor de får mest ud af at klage.
Derudover er det svært at påkalde sig EMRK, fordi den uafhængige Politiklagemyndighed ikke mener, at det ligger indenfor retsplejelovens bestemmelser, at de som myndighed skal træffe afgørelser på baggrund af EMRK.
Maysum Sattar Al-Sami forklarer det således i episode 276 af Magtens Tredeling:
”DUP mener ikke, at de har kompetencen til at fastlægge mere end det individuelle ansvar. De mener ikke, at de har fået kompetencen af regeringen og Folketinget til at fastlægge det menneskeretlige statsansvar."
Fem nedslagspunkter
Episoden er relevant for jurister, der arbejder med politiret, diskrimination og klagesystemer. Den faglige hovedpointe er, at den måde, politiklageordningen er indrettet på, med flere overlappende spor og en snæver forståelse af myndighedernes kompetencer, gør beskyttelsen mod etnisk profilering og den menneskeretlige vurdering af sagerne mindre klar og gennemskuelig.
• Begrebet etnisk profilering: Etnisk profilering defineres med udgangspunkt i EKRI - European commission against racism and intolerance som etnisk diskrimination uden objektiv eller rimelig begrundelse og forstås menneskeretligt som en underkategori af diskrimination.
• Flere parallelle klagespor: En enkelt hændelse kan udløse både straffesag, dispositionsklage, adfærdsklage, notitsagsbehandling og eventuelt erstatningskrav; kategorierne overlapper, hvilket komplicerer borgerens valg af klagevej.
• EMRK’s rolle i praksis: DUP fortolker retsplejeloven sådan, at myndigheden primært vurderer individuelle tjenesteansvar og ikke statens ansvar efter EMRK. Rigspolitiet har oplyst til Folketinget, at EMRK inddrages i dispositionssager.
• Fortolkning af retsplejeloven i lyset af EMRK: Afhandlingen argumenterer for, at bestemmelserne om ”klager over politipersonale” kan læses som klager over handlinger udført på statens vegne, og dermed også omfatte vurdering af statens menneskeretlige ansvar.
• Behov for klarere struktur og kompetencefordeling:
Forskeren anbefaler, at politiklageordningen gentænkes med menneskerettighederne som integreret hensyn: én myndighed bør udpeges til at stå for den effektive efterforskning ved påstande om EMRK-brud, og én myndighed bør entydigt have ansvar for at tage stilling til statens ansvar.
Du kan høre hele episoden i playeren ovenfor eller i din foretrukne podcast-tjeneste.