Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter fremsat i nedenstående tekst er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.
For den forurettede begynder det retsmæssige forløb allerede i det øjeblik, hvor vedkommende erkender at være offer for en forbrydelse, og derfor begynder at afsøge sine rettigheder og muligheder for rådgivning og støtte, samt om systemet overhovedet er et sted, man kan få hjælp fra.
”Tør jeg anmelde det?”
”Hvad sker der, hvis jeg anmelder - bliver jeg taget alvorligt?”
Det er spørgsmål, mange forurettede stiller sig selv. Spørgsmålet om at turde anmelde udspringer ikke alene af frygten for gerningspersonen, men i høj grad af usikkerheden om, hvad mødet med retssystemet indebærer, herunder hvilken proces, man træder ind i, og hvilke konsekvenser det har.
Et tomrum der påvirker anmeldelsestilbøjeligheden
Det danske retssystem bygger på en grundlæggende forudsætning om, at håndhævelsen af straf er et statsligt anliggende og dermed ikke overladt til den enkelte borger. Denne ordning forudsætter imidlertid, at borgerne faktisk benytter sig af systemet ved at anmelde strafbare forhold.
I den indledende fase, der går forud for en anmeldelse, er politiet ofte den første myndighed, den forurettede henvender sig til. Det gælder også i situationer, hvor der endnu ikke er truffet en egentlig beslutning om at indgive en anmeldelse, men hvor der søges afklaring på, om forholdet er strafbart, og hvad en anmeldelse vil indebære.
Her opstår imidlertid et væsentligt spændingsfelt, da politiet er indrettet til at håndtere konkrete anmeldelser og efterforskning, mens den forurettede i denne fase ofte har behov for afklaring, overblik og specifik juridisk rådgivning. Når disse forventninger ikke mødes, kan den første kontakt med politiet opleves som afvisende eller utilstrækkelig, selv om politiet i realiteten agerer inden for deres opgave og rammer.
En typisk situation er, at en forurettet gennem længere tid har været udsat for hændelser, som isoleret set kan fremstå mindre alvorlige, men samlet set skaber utryghed. Vedkommende søger afklaring hos politiet, men møder et system, der først kan tage stilling ved en egentlig anmeldelse. Usikkerheden om proces og konsekvenser betyder, at anmeldelsen udskydes eller helt opgives.
Konsekvensen er, at den forurettede kan stå tilbage med en oplevelse af ikke at blive taget alvorligt, hvilket kan få direkte betydning for beslutningen om at anmelde.
Det peger på et behov for en mere formaliseret rådgivningsadgang i den indledende fase, hvor forurettede kan få juridisk afklaring før en eventuel anmeldelse
Dette billede understøttes også af undersøgelser, der viser, at knap halvdelen af stalkingudsatte er utilfredse med politiets håndtering, og at mange tøver med at anmelde af frygt for manglende hjælp eller eskalation. Selvom tallene vedrører stalking, altså personer udsat for systematisk forfølgelse, peger de på mere brede udfordringer i forurettedes møde med retssystemet.
Dermed bliver det ikke alene et spørgsmål om politiets håndtering af konkrete sager, men også om hvorvidt der eksisterer tilstrækkelige støttestrukturer til at understøtte borgerens adgang til retssystemet i den fase, hvor sagen endnu ikke er formaliseret.
Erfaringer viser, at mange befinder sig i en længere afklaringsfase før en eventuel anmeldelse, og også efter egentlig anmeldelse går de ind i en fase med lange ventetider, hvor der opstår usikkerhed om processen. Det er ikke alene støtte der efterspørges, men også konkret juridisk afklaring af rettigheder, proces og mulige konsekvenser. Mange har vanskeligt ved at fastholde en anmeldelse i perioder med lange ventetider og manglende procesklarhed, hvis de ikke løbende får vished og overblik over sagens udvikling.
Det peger på et behov for en mere formaliseret rådgivningsadgang i den indledende fase, hvor forurettede kan få juridisk afklaring før en eventuel anmeldelse. Det kan f.eks. ske gennem en udvidelse af eksisterende ordninger eller etablering af specialiserede rådgivningstilbud, så den forurettede får mulighed for at træffe et oplyst valg om sagens indbringelse for retssystemet.
Retssikkerhed handler også om adgang
Retssikkerhed diskuteres ofte med udgangspunkt i strafniveauer, beviskrav og de tiltaltes rettigheder. Det er væsentlige elementer, men ikke tilstrækkelige til at imødekomme alle parter i en straffesag. Retssikkerhed må også forstås som et spørgsmål om reel adgang til retssystemet, herunder forurettedes adgang til:
• forståelse af processerne
• mulighed for at træffe et oplyst valg
• tryghed for egen sikkerhed undervejs
Hvis denne adgang ikke er til stede, svækkes retssystemets funktion i den enkelte sag så vel som i et bredere samfundsperspektiv.
Det er sjældent udsigten til straf, der er afgørende for, om ofre vælger at anmelde. Det afgørende er derimod, om retssystemet fremstår tilgængeligt, forståeligt og i stand til at håndtere sagen med den nødvendige faglighed, respekt og forståelse for forurettedes situation samlet set.
Anmeldelsestilbøjelighed er således ikke alene et individuelt spørgsmål, men et retssikkerhedsmæssigt anliggende, der er tæt forbundet med borgernes tillid til, at systemet kan og vil håndtere deres sag på en kvalificeret og respektfuld måde.
Retssystemets legitimitet beror ikke alene på, hvordan det håndterer sager, der allerede er indbragt, men også på, hvordan det møder de borgere, der endnu står udenfor og overvejer, om de tør træde ind. Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvordan vi behandler straffesager, når de er startet, men om vi reelt sikrer, at forurettede har mulighed for – og tillid til, at anvende retssystemet.