18. august 2021 - Whistleblower

Advokat: Ny lovgivning placerer risikoen hos de ansatte


I juni måned blev en ny whistleblowerlovgivning vedtaget. Den skal blandt andet beskytte fremtidige whistleblowere mod uretmæssige fyringer og brud på deres anonymitet.

Men der er ét ord i loven, der kan risikere at stå i vejen for den beskyttelse, lyder det fra Mads Pramming, advokat og formand for whistleblowerforeningen Veron.

Tekst: Amalie Guldborg Olesen / Foto: Presse - Andrea Sigaard


I 2019 blev Danmark via et EU-direktiv forpligtet til at oprette whistleblowerordninger til beskyttelse af whistleblowere, der indberetter om overtrædelser af EU-lovgivningen. I juni i år blev et færdigt lovforslag så vedtaget herhjemme, der betyder, at alle offentlige institutioner og private virksomheder med mere end 50 ansatte, skal oprette whistleblowerordninger. Lovgivningen skal endvidere sikre whistleblowere mod repressalier i forbindelse med at have indberettet – hvilket eksempelvis kan betyde bøder til arbejdsgivere, der efter en indberetning fyrer en medarbejder - og deres anonymitet skal beskyttes.

”Vi er overordnet meget positive. Det er det her, vi har efterspurgt og arbejdet mod i årevis,” siger Mads Pramming, advokat og formand for foreningen Veron.

Veron er Danmarks første forening af og for whistleblowere. Flere af stifterne har selv været whistleblowere og stået i situationen, hvor de har valgt at stå frem med information. Ens for dem alle er, at der dengang ikke var en whistleblowerordning, eller nogen til at hjælpe dem, og de blev alle smidt under bussen, mistede deres job og netværk og blev gjort til sorteper, fortæller Mads Pramming. Han fortæller videre, at Veron ikke er en politisk organisation, men de fungerer som et sted, hvor folk, der sidder med information og overvejer at ville whistleblowe kan komme til dem for at få en neutral rådgivning både før, under og efter.

”I 2015 kom der en betænkning, der slog fast, at der i Danmark ikke var behov for en whistleblowerordning, og at whistleblowere var godt nok sikret. Det har vi siden da været uenige i. Derfor er vi positive over for den nye lovgivning,” siger Mads Pramming og uddyber:

”Det vigtigste er, at der er kommet et sted, man kan gå hen. Den almindelige whistleblower har tidligere først kritiseret tingene internt til sine chefer eller lignende, så er der ingenting sket, og de har gået rundt med ondt i maven, uden at have et sted at gå hen. Før havde man muligheden for at gå til pressen, men der sad man med problemet og risikoen alene. Nu kommer der steder alle steder, hvor man kan gå hen. Det gør os sindssygt glade, og det er det, vi har kæmpet for. Så i den ideelle verden, gør det her måske, at der slet ikke er behov for os i Veron længere. Med undtagelse af én ting i loven.”

 

Et ord der står i vejen

For Mads Pramming og Veron er ikke udelukkende positive over for loven. Allerede i den første paragraf i loven er der nemlig ét ord, som Mads Pramming frygter, kan risikere at stå i vejen for fremtidige whistleblowere.

I paragraffen står der nemlig, at loven – som altså skal beskytte whistleblowere mod repressalier som eksempelvis fyring – finder anvendelse på følgende: ”Indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold.”

Og det er valget af ordet alvorligt, som Mads Pramming er bekymret over.

”Det er klart mest problematisk i vores øjne. Den her lov beskytter whistleblowere, der ikke bare fortæller om en lovovertrædelse, men en alvorlig lovovertrædelse, og ikke bare kritisable forhold, men alvorlige forhold. Problemet med brugen af det her ord er jo, hvem skal vurdere, hvad der er alvorligt? Hvis risiko er det, hvis man rammer forkert? Jeg har svært ved at rådgive en whistleblower ud fra det her,” siger han og tilføjer:

”Grænsen kan være svær at afgøre på, hvad der ’bare’ er en lovovertrædelse, og hvad der er en alvorlig en. Og det tror vi, kommer til at give nogle problemer, for man kan hverken som advokat eller forening sikkert rådgive nogle, om hvornår noget er alvorligt nok. Vi så gerne – og det var også noget af det, vi gik til bordet med i lovgivningsprocessen – at man fjernede ’alvorligt’. Er det ikke nok i sig selv, at man gør opmærksom på en lovovertrædelse? Så kan man jo efterfølgende sortere det fra, og stadigvæk lade folk være beskyttede. Her ligger man jo risikoen over på den ansatte. Så hvis du er ansat, og bliver opmærksom på noget, du mener er problematisk, og du så whistleblower, og det ikke er om overtrædelser, der vurderes som alvorligt, så er du ikke en skid beskyttet alligevel.”

Ifølge direktivet fra EU skulle alle EU-medlemslande oprette whistleblowerordninger, der gjaldt lovovertrædelse af EU-retten. I Danmark har man så valgt at udvide, så det også gælder overtrædelser af dansk lovgivning. Men de to ting er skrevet forskelligt ind i den nye lov.

”Inden for EU-retten har man gjort det rigtige - og det man har forpligtet sig til - at det er alle overtrædelser af EU-loven, der indberettes, der er beskyttet af loven. Men den del har man ikke taget med, når det gælder dansk lovgivning. Man har taget et forbehold, hvor man flytter risikoen over på den ansatte. Det må komme an på en prøve, hvor man ligger snittet for, hvad der er alvorligt. Men det kan helt sikkert skræmme nogle væk – for hvem gider at være prøveklud på det? Pludselig tror du, at du er beskyttet – og så er du det ikke alligevel,” siger Mads Pramming.

 

Dorte og David havde formentlig stadig deres job

Den nye lovgivning skal som nævnt både sikre, at whistleblowers ikke udsættes for repressalier, såsom fyring, og at deres personlige oplysninger forbliver anonyme, medmindre de selv har givet deres udtrykkelige samtykke til andet. Dette kunne formentlig have hjulpet både Dorte og David, der begge er tidligere whistleblowere, og som begge er med i bestyrelsen i Veron.

Dorte var laborant hos Mærsk, ansat som kemisk tekniker på en olieplatform. Hun tog prøver for at se, hvor meget de forurenede, og de lå langt over det niveau, de måtte. Hun startede med at gå til virksomheden, der fortalte hende, at hun bare skulle tage prøverne på de gode dage. Men der var ingen gode dage, og hun endte med at skrive et brev til Miljøstyrelsen omkring oplysningerne – og at hun gerne ville være anonym. Brevet blev sendt retur til Mærsk for at høre, om oplysningerne var korrekte. Dorte mistede derefter både jobbet, og hendes karriere blev lagt i ruiner.

David var socialrådgiver i Københavns Kommune og gjorde opmærksom på, at man ikke fulgte op på de børn, man havde anbragt, sådan som man skulle. I stedet blev medarbejderne instrueret i blot at sætte kryds, som om man havde været der, uden at det var korrekt. David fortalte om det – og som tak blev han smidt under bussen, fyret, og det blev sikret, at han ikke kunne blive ansat i lignende jobs igen.

”David og Dorte er begge to eksempler på, at hvis der havde været en ordning, kunne de være gået til den. De kunne have regnet med, at deres oplysninger blev behandlet fortroligt, og at de blev beskyttet mod fyring og ophævelse af deres anonymitet,” fortæller Mads Pramming.

Med de to eksempler understreger han også, at de hos Veron som sagt er overordnet positive over lovgivningen, og at de fleste virksomheder nu kommer til at have ordninger, som de ansatte kan gå til.

”Vi har fået de ting, som vi ønskede os, og som vi synes mangler. Der er bare lige den torn i det hele, i forhold til brugen af ’alvorligt’. Men i første omgang må vi se, hvordan det ender ude i virkeligheden.”


Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak