25. februar 2021 - Legaltech

Karnov Group køber legaltech-firmaet Onlaw


Karnov Group meddeler i en pressemeddelelse, at de har opkøbt den danske legaltech-startup-virksomhed Onlaw ApS. Opkøbet er en del af Karnov Groups strategi om etablering af en bred teknologiplatform, som tilfører øget relevans og effektivitet for fagfolk, der arbejder med juridisk information, skriver Karnov i en pressemeddelelse.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg


Karnov Group kunne tirsdag præsentere en helt ny opdateret udgave af platformen Karnov Online, og nu udvider firmaet også med en nyerhvervelse til koncernen.

Det drejer sig om legaltech-firmaet Onlaw APS, der tilbyder intelligente applikationer, der øger kvaliteten af juridiske dokumenter. Onlaw fokuserer i øjeblikket primært på at markedsføre og videreudvikle deres Microsoft Word-plug-in, Onlaw Link, der automatisk finder de retskilder, som brugerne anvender i deres dokumenter. Onlaws plug-in-løsning gør derved arbejdet med juridiske dokumenter mere effektivt og sikrer, at korrekte juridiske referencer findes og bruges og gør det lettere at samarbejde.

“Onlaws indtræden i Karnov Groups produktportefølje passer som hånd i handske med vores mission om at gøre arbejdet med juridisk information nemmere. Med adgang til Karnov Groups enestående retskildesamling og helt unikke ekspertise vil vi kunne udvikle produkter, som vi før kun turde drømme om", siger Jens Madsen, der er CEO hos Onlaw.

Også hos Karnov glæder man sig over opkøbet.

“Vi ser mange interessante muligheder i at kombinere teknologien fra Onlaw med det omfattende indhold fra Karnov Group. Opkøbet passer perfekt i Karnov Groups strategi om at introducere målrettede funktioner på toppen af vores vidensplatform og øge tilgængeligheden og værdien af det indhold og den indsigt, vi leverer. Vi ser frem til at realisere potentialet af samarbejdet med Jens”, udtaler CEO Flemming Breinholt.

Onlaw Aps vil blive fuldt integreret i Karnov Group gennem en fusion. Onlaw-produkterne vil blive markedsført gennem Karnov Group Danmark og Norstedts Juridik.

Opkøbet består af en 5-årig omsætningsdelings- og earn-out-aftale. Omsætningen vil kun marginalt påvirke Karnov Groups resultat for 2021, men vil indtræde med fuld virkning fra 2022.

Del denne artikel

Hold dig opdateret

Få klar besked om nye artikler og podcasts direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig - og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak