”Det, vi kan som jurister, er noget, som der ikke er andre, der kan, og næsten uanset hvad man kommer til at lave bagefter, så vil der være ting nede i den juridiske værktøjskasse, som man kan bruge.”
Sådan lyder det fra politisk ordfører Jan E. Jørgensen, der er gæst i første afsnit af den spritnye podcast Karriere§pring, der har premiere i dag fredag den 12. september.
Karriere§pring er podcasten til alle kommende og nuværende jurister. Til dem, der stadig søger efter deres hylde med juratitlen i hånden, til dem, der allerede har fundet den og til dem, der overvejer at gøre noget andet med deres karriere. For vejen til en god karriere som jurist går ikke kun gennem høje karakterer og ansættelse hos de store advokathuse.
“Jeg har en oplevelse af, at Facebook-grupperne derude flyder over med medstuderende, der lyder som om, de mister håbet for en karriere, fordi de har fået en dårlig karakter eller to,” siger vært Andreas Tofte Bøndergaard.
Oplever selv presset
Selv arbejder Andreas som stud.jur. hos et af de store advokathuse, men han kommer med en baggrund som iværksætter og kan også skrive forfatter på sit CV.
Han kontaktede selv redaktionen på K-NEWS lige før sommerferien for at pitche sin ide. For ham handler det om at gøre opmærksom på alle de andre muligheder, der er derude, når man er færdiguddannet jurist.
At der er mange andre muligheder, mener han, er nødvendigt at have med i tankerne, fordi han hos sig selv og sine medstuderende oplever et kolossalt pres for at komme ind på de store kontorer.
“Jeg har selv fået både gode og dårlige karakterer - MEN til syvende og sidst er det din karakter og ikke karaktererne, der dikterer dit fremtidige arbejdsliv.”
Netop stress og karakterræs har vi på K-NEWS skrevet om flere gange, og det var også afsættet, da podcasten Legalt fik to nye værter i sin tid, nemlig Bilal Bezzarougi og Oskar Bloksgaard.
Men denne gang vil Andreas Tofte Bøndergaard ikke bare tale om presset – han vil åbne dørene til de muligheder, der findes derude.
Første afsnit er nu online, og her kan du møde politisk ordfører fra Venstre Jan E. Jørgensen. Han fortæller om alt lige fra karakterræset på jurastudiet over karrierelivets finurlige krumspring. Hvordan hans ungdomspolitiske interesse kan være en force i karrieren til hans arbejde i Skatterådet. Et arbejder, hvor han tager stilling til afgiften på alt fra træstammer til plastikposer.
Podcasten kan findes der, hvor du finder dine podcasts eller øverst i denne artikel.