Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for civile sager i første instans var i første halvår af 2026 på 16 måneder ved de danske byretter. Og trods flere opråb og forsøg på at knække kurven, så er det fire måneder længere end i 2020.
Situationen er langt fra holdbar, og derfor er de civile sager igen på dagsordenen hos Advokatrådet. Her har en arbejdsgruppe udgivet en række anbefalinger til, hvordan de ser, at domstolssystemet løser den gordiske knude, der er de civile sager.
I episode 285 af Magtens Tredeling peger formand for arbejdsgruppen Ole Spiermann på, at årsagen til de lange sagsbehandlingstider skyldes prioritering:
"Det er fordi, domstolene nedprioriterer civile sager." Siger han og tilføjer, at det også kan formuleres som en opprioritering af straffesager, hvilket ifølge ham er et resultat af politiske beslutninger.
Arbejdsgruppens rapport udkom i juni måned og indeholder seks anbefalinger, der især retter sig mod større civile sager. Spiermann mener ikke, at anbefalingerne vil koste noget særligt, og at en hurtigere proces kan opnås inden for domstolenes nuværende økonomiske rammer.
Fem nedslagspunkter
👉 Parterne i retssalene skal fokusere på det, der kaldes frontloading, hvor alle argumenter, påstande og beviser lægges på bordet ved sagens start. Det kræver ifølge Spiermann en udvidelse af retsplejelovens regler om præklusion og en ændring af advokatkulturen. Han fremhæver, at tilgangen kendes fra voldgiftssager, og at den kan øge incitamentet til forlig.
👉 Ifølge arbejdsgruppens anbefalinger skal der være stærkere styring af retsledelsen fra dommernes side. Dommerne skal med andre ord stille flere opklarende spørgsmål under forberedelsen og hovedforhandlingen, så de tager et større ansvar for retsledelsen.
👉 I dag kan retten udpege en skønsmand, og det kan tage meget lang tid at finde den rette. Arbejdsgruppen foreslår, at parterne selv indhenter sagkyndige eksperter inden for en aftalt tematik, hvis der brug for syn og skøn i en sag. Eksperterne skal opfylde habilitetskrav og ikke vælge side i retssagen, de skal kunne afgive supplerende rapporter om det samme emne og kunne afhøres sammen i retten.
👉 Skriftlige vidneerklæringer skal indgå tidligt i forløbet, så modparten kan forberede sig, og mundtlige forklaringer i retten dermed kan forkortes. Vidnerne skal fortsat kunne modafhøres, men det vil sænke tidsforbruget, hvis sagen er veloplyst skriftligt på forhånd. Spiermann afviser, at det vil udhule retssikkerheden eller grundlovens krav om åben retspleje, og vurderer, at kortere sagsbehandling for nuværende vejer tungere end mundtlige erklæringer i retten, som allerede er afgivet skriftligt.
👉 Arbejdsgruppen foreslår at afskaffe forelæggelsen, hvor sagens dokumenter gennemgås, og i stedet lade begge parter i sagen holde et indledende indlæg. Ifølge Ole Spiermann vil det spare en masse tid i retslokalet.
Du kan høre hele udsendelsen i playeren herover eller i din foretrukne podcast-app.