Danmark var engang et forbillede i international flygtningepolitik og toneangivende i tilblivelsen af den internationale flygtningekonvention i perioden 1951-1983. Med udlændingeloven fra 1983 nåede Danmarks implementering af konventionens indhold og humanitære sigte sit højdepunkt., mener den tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Men derefter ændrede lovgivningen karakter.
Sådan lyder det fra den tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp og tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, da han fra scenen på dette års Menneskerettighedskonference talte i anledning af 75-års jubilæet for FN’s flygtningekonvention.
"Set fra et humanitært udgangspunkt med rødder i flygtningekonventionen, så fremstår det for mig nærmest som en lang forfaldshistorie,” siger han med henvisning til Danmarks behandling af flygtninge og asylansøgere siden 1983.
I denne uges Magtens Tredeling kan du høre hans keynote fra Menneskerettighedskonferencen i Aalborg, optaget tirsdag den 10. november på konferencens første dag.
I sit oplæg gennemgår den 82-årige dr.jur. det, han selv kalder flygtningekonventionens tre perioder, dog med særlig vægt på den første fra 1951-1983, hvor han selv var særligt aktiv i flygtningespørgsmålet, blandt andet som formand for Dansk Flygtningehjælp fra 1977-1984.
I den forbindelse er det ifølge Hans Gammeltoft-Hansen interessant at se på, hvordan et lille og på det her tidspunkt ubetydeligt land som Danmark kunne få så stor indflydelse i tilblivelsen af konventionen. Han refererer tilbage til Danmarks ry efter Anden Verdenskrig, hvor man havde fået stor anerkendelse for sit arbejde med at smugle jøder over Øresund tilbage i 1943.
Han nævner desuden Danmark som et af de første lande, der ratificerede aftalen, og så peger han på, hvordan netop konventionen var det danske pejlemærke i forhold til de forskellige bølger af flygtninge fra blandt andet Vietnam og Ungarn, som Danmark tog imod op gennem 70’erne og 80’erne.
Gammeltoft-Hansen går ikke i detaljer med de senere perioder. Et bevidst valg, påpeger han: "Det er jo så ikke dagens emne, og min tid er også udløbet", siger han. Han slutter med et håb:
"Men jeg gør det i håb om, at historiens pendul på et tidspunkt vil begynde at svinge igen. Og forhåbentlig falde til ro på et mere oplysende balancepunkt. Et balancepunkt, der afspejler 1951-flygtningekonventionens indhold og mål."
Her en uge efter selve talen fra Aalborg, kunne Danmark, sammen med Østrig, Holland, Grækenland og Tyskland mandag i denne uge fortælle, at man har formaliserede en aftale med det afrikanske land Rwanda om at oprette et udrejsecenter i landet for afviste asylansøgere. En manøvre, der for nylig er blevet gjort mulig af den europæiske asyl- og migrationspagt, som blev vedtaget i juni måned i år. Både aftalen med Rwanda og den nye asyl- og migrationspagt var et tilbagevendende tema hos flere af konferencens oplæg og debatter.
Tre nedslagspunkter fra episoden
👉 Hør hvordan en ukendt embedsmand fra den danske delegation blev konventionens bannerfører.
👉 Forstå, hvordan uklarhed i brugen begreberne de facto-status og konventionsstatus, har haft historisk uhensigtsmæssige konsekvenser.
👉 Hør om, hvad princippet om non-refoulement går ud på, og hvorfor det med konventionen aldrig er blevet løst til gene for tusindvis af mennesker.
👉 Forstår, hvordan Danmark med udlændingeloven af 1983 nåede sit, ifølge Gammeltoft-Hansen, sit højdepunkt for flygtninges retsbeskyttelse. Og hvordan det siden har ændret karakter.
Herunder kan du se nogle Hans Gammeltoft-Hansens slides, som han også henviser til i oplægget:

Oversigt over talen nedslagspunkter
Oversigt over ændring af ordlyden i den danske udlændingelov med 20 års mellemrum

Billede fra selve underskrivelsen af flygtningekonventionen i 1951
Lyt til Magtens Tredeling i din foretrukne podcast-app. Oplæggets slides findes i den fulde artikel på k-news.dk.