13/11/2026 - Magtens Tredeling #288 - Menneskerettigheder

Tre direktører, tre epoker


Institut for Menneskerettigheders legitimitet hviler på faglig præcision, lød det fra tidligere og nuværende direktører for instituttet, da de mødtes på scenen til dette års Menneskerettighedskonference i Aalborg

I Magtens Tredeling episode 288 kan du høre Morten Kjærum, Jonas Christoffersen og Louise Holck fortælle, hvordan de gennem tre årtier har forsøgt at balancere politiske hensyn med den faglighed, ud fra ambitionen om at forankre instituttets betydning i det danske samfund.

Tekst og lyd: Rasmus Lehmann Hylleberg. Billede: Cecilie Uhre



En national menneskerettighedsinstitution rådgiver magthaverne, men kan også blive deres største kritiker. Det beskriver tre tidligere og nuværende direktører for Institut for Menneskerettigheder i Magtens Tredeling.

De tre, Morten Kjærum, direktør for Dansk Center for Menneskerettigheder fra 1991 til 2002 og for instituttet frem til 2008, Jonas Christoffersen, der var direktør fra 2008 til 2020, og den nuværende direktør Louise Holck, stod sammen til en paneldebat på Menneskerettighedskonferencen i Aalborg. Debatten blev modereret og optaget af K-NEWS, som derfor nu kan udgive den som podcast.

Og grænselandet mellem rådgivning og kritik er noget, de alle tre har stået med fødderne massivt plantet i, fortæller de i denne uges podcast. Morten Kjærum med genrejsningen af instituttet i 2002 og arbejdet med at invitere Dansk Folkeparti ind i dialogen. Jonas Christoffersen i kølvandet på flygtningekrisen i 2015, hvor politikerne pludselig ville have de syriske flygtninge ud af landet, men ikke helt havde sat sig ind, hvilken konvention eller international lov, der så skulle laves om. Og sidst Louise Holck, der de sidste år har arbejdet imod det politiske og faglige pres på konventionen og Danmarks efterlevelse af EMD’s praksis.

 

Saglighed er ikke længere nok

Instituttet har oplevet mangt og meget de sidste 40 år. Det er blevet nedlagt, genskabt og presset fra både højre og venstre, men fælles for de tre direktører er spørgsmålet: Hvordan bevarer man sin troværdighed, når der er politisk modstand mod institutionens eksistens, og når debatten om menneskerettigheder ændrer sig i både styrke og form?

Svarene overlapper, men er ikke ens. Kjærum fremhæver de principielle analyser og dialogen. "Hvis vi rådgiver opportunistisk, fordi nu skal vi tækkes herovre, jamen så er det jo ikke råd," lyder det fra ham med henvisning til vigtigheden af, at stå fast på sin faglighed.

IMG_8447

Christoffersen peger på juridisk præcision og tæt kontakt til magthaverne. Holck beskriver et landskab, hvor den saglige forklaring ikke altid længere er nok.

Hun hæfter sig ved, at det pres, der i dag er rettet mod menneskerettighederne akkumuleres i blandingen af politisk kritik, sociale medie-algoritmer og mediernes til tider misforståede formidling af, hvad menneskerettighederne egentlig handler om. Og det er i denne sammenblanding af det hele, at det er vigtigt at kunne navigere mellem ufravigelig faglighed og politisk balancering, påpeger hun.

 

Udvalgte nedslagspunkter

👉 Kjærum fortæller, at da han trådte til for Center for Menneskerettigheder i 90’erne handlede det om at genbesøge centerets opgaver og skabe forskning og rådgivning, der gav mening i en bredere kontekst og som kunne sætte fokus på nogle større tendenser.

👉 Kjærum fremhæver et nødvendigt skifte dengang væk fra nicheforskning i for eksempel lokale krænkelser af menneskerettigheder i Tjekkoslovakiet til forskning i mere europæiske brede tendenser.

👉 Christoffersen beskriver, hvordan instituttet under flygtningekrisen i 2015 tog rundt til partiernes folketingsgrupper for at forklare forholdet mellem flygtningekonventionen og menneskerettighedskonventionen.

👉 Christoffersen mener, at debatten om at udtræde af flygtningekonventionen døde hen, fordi politikerne forstod argumentet, og fordi de selv havde inviteret instituttet ind.

👉 Alle tre direktører reflekterer over, hvordan man står fast på sine principper, hvordan man kender sin spilleplade, og hvordan man fastholder instituttets synlighed og faglighed, uden at skabe sig for mange politiske uvenner.

👉 Louise Holck advarer om selvcensur og siger, at man må tænke strategisk, men at risikoen for at "dukke sig" skal tages alvorligt.

 

Du kan som altid lytte hele episoden af Magtens Tredeling via din foretrukne podcast-app eller via playeren i toppen af artiklen.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak