Dette er et blogindlæg. Alle synspunkter fremsat i dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Når strafbare forhold om seksualforbrydelser anmeldes til politiet, forholder parterne sig tålmodige og benytter sig for det meste af deres ret til anonymitet, mens en anklage afprøves.
Det står i stærk kontrast til de sommetider meget udefinerede MeToo-sager, som appellerer til den anden og meget hurtigt dømmende folkedomstol, der ikke har en undersøgende proces med indbygget retssikkerhed. Her er den anklagede parts navn ofte hurtigt afsløret - enten fordi det er nævnt direkte, eller fordi denne er let at identificere vedkommende.
I MeToo-sager, der ikke afprøves i retten, har vi set mange eksempler på, at både anonymiteten og dommen falder med det samme, og at udsagnet slet ikke afprøves i forhold til beviser. Sådan foregår det, når det er folkets egen ”domstol”.
Objektivitetsprincippet
I anmeldte sager har Anklagemyndigheden pligt til at både argumentere for, hvad der taler for den sigtede eller tiltaltes skyld, og hvad der taler imod. Derved kan en sigtelse bortfalde efter den er undersøgt af politiet, hvis ikke anklagen kan underbygges med nok beviser. Det gør, at i tidligere sigtede frit kan gå rundt i samfundet, hvis en sigtelse er frafaldet og ikke kunne løftes til en tiltale. Ingen ved det, og det er deres retssikkerhed, at det ikke skal klæbe til dem.
Det kan selvfølgelig være barskt for den anden implementerede part, den forurettede, der ikke får afprøvet anklagen i retten. De forurettede, der er gået den vej, lever med, at det desværre ikke lod sig gøre. Mange sager indenfor seksualforbrydelser er svære at løfte bevismæssigt.
(...) selvfølgelig rummer retssystemet kompetencer, som vi ikke alle bare automatisk har, bare fordi vi har en Facebookkonto.
Hvis vi ser på den offentlige debat, når MeToo-sager, der ikke har været for retten, buldrer derudaf, er det tydeligt, at der mangler alt, hvad der kunne bare minde om dette objektivitetsprincip. Desværre. Og det bør vi som borgere notere os og huske på og have respekt for.
For selvfølgelig rummer retssystemet kompetencer, som vi ikke alle bare automatisk har, bare fordi vi har en Facebookkonto. Nuancer forsvinder, og det bliver til to lejre ofte af tilfældige SoMe-brugere, der diskuterer skyldsspørgsmål og ikke ser på, om det overhovedet er dem, der skal behandle sådanne sager, og om det er imod den gængse retssikkerhed. Denne tekst er dermed ikke en tekst, hvor jeg taler om skyld eller ikke skyld – for det er netop ikke min opgave.
Selv retssystemet kan ikke afdække alt
I retssager, hvor der sker frifindelse af den tiltalte, ender den forurettede part ud med ikke at føle, at der er sket retfærdighed. Men beviserne var ikke tungtvejende nok, og det skal de være, for at det er retfærdigt at dømme. Ydermere skal al rimelig tvivl komme den tiltalte til gode. Det er den definition på retfærdighed, vi som samfund har bygget op som juridisk ramme, og den matcher selvfølgelig ikke altid den situation, som den forurettede står i og håber på retfærdighed ud fra.
En frifindelse er dermed ikke et lighedstegn med falsk anklage, men det er en afgørelse, der skal respekteres, fordi anklagen ikke blev fundet bevist juridisk. Lad os i debatter også huske på disse nuancer. I sådanne frifindelser må den forurettede ikke gå ud og sige tiltaltes navn eller andet, der kan identificere vedkommende. Det kaldes retssikkerhed.
Dette står i skarp kontrast til MeToo-sager, der ikke bringes for retten, men hvor det hele vendes på hovedet: Den anklagede dømmes i fuld offentlighed ofte med afsløret identitet før noget er afprøvet og undersøgt. På en måde er dette også en hån for de forurettede der tålmodigt går den hårde ordentlige vej i retssystemet med alt hvad det indebærer af ventetid, afhøringer og psykologiske reaktioner og pres undervejs.
Det skal siges, at der er MeToo-sager - strafbare som ikke-strafbare - hvor den anklagede part selv stiller sig frem, og der ser det straks anderledes ud, når det kommer til at holde dem anonyme og ikke kommentere på dem og sagen i medierne. En påmindelse om, at retssystemet dømmer, kan stadig være relevant her, når det kommer til, hvordan vi tillader os at debattere sagerne.
Paraplybegreber er elastiske
MeToo-sager er et paraplybegreb, der dækker over krænkelser, der ligeledes er et paraplybegreb. Paraplybegreber er overordnede ord, der uden nærmere definition kan betyde mange underdefinitioner. Hvis vi bare siger møbler, aner vi ikke om vi taler om en lille hylde eller om en hel sofagruppe. Uden underdefinitioner af hvad det drejer sig om, kan det skabe associationer om alt fra en hånd på et lår til et strafbart forhold. Derfor valgte jeg den afgrænsning i min bog: At det skal være en overtrædelse af straffelovens paragraffer om voldtægt og udvidelsen af det strafbare område deraf.
Mediernes muligheder
Der findes journalistiske eksempler på dækninger, hvor den anklagede part ikke er med eller nævnes med navn, og hvor det belyser psykologi omkring traumer og andre relevante indblik i ofres historier. Dette kan godt gøres uden at udstille parterne, og hvor identiteterne dem eller i hvert fald på den kritiserede part ikke fremgår eller kan regnes ud. Som eksempler kan nævnes Politikens store tillæg kaldet Min Voldtægt, og serien Vidnesbyrd i Information, der blev indstillet til en Cavlingpris. ’
Folkedomstolen har desværre for det meste ikke samme snilde, når det kommer til de implementerede parter, og jeg appellerer hermed til, at vi bliver bedre til at sætte os ind i, hvad retssikkerhed er, og at vi også lader det smitte af på debatten, så den ikke bliver fordummende og skadelig. Fordomme om de implementerede parter kan hurtigt blive til domme, og ting bevises ikke af, at mange siger det i kor i to lejre op mod hinanden.