17/05/2023 - Ulovligt spil

Danske medier reklamerer for ulovligt spil


Man må ikke udbyde pengespil i Danmark uden tilladelse til det, og man må ikke reklamere for disse ulovlige spillemuligheder. En række danske medier har dog gennem længere tid gjort netop det og dermed altså brudt loven.

Tekst: Anders Dehn


Foto: Screendump fra reklame, merge med screendump fra Karnovs Lovsamling

 

”Lovgivningsmæssigt er det problematisk. Ulovligt er et andet ord for det.”

Advokat Heidi Højmark Helveg er ikke i tvivl: En række danske medier har i måneds- og årevis brudt loven. 

Hun er advokat hos CO:PLAY Law med over 20 års erfaring med juridiske spørgsmål om markedsføring, og hun har set en række eksempler, som K-NEWS har præsenteret for hende.

Eksemplerne er alle sammen såkaldt sponsoreret eller annoncørbetalt indhold, altså indhold der ligner artikler, men som en annoncør har betalt for at få udgivet. De stammer fra lokalavisen Bornholms Tidende, de digitale bymedier migogaalborg.dk, migogodense.dk, migogkbh.dk og migogaarhus.dk samt fodboldmediet footy.dk, som alle er tilmeldt Pressenævnet. Derudover stammer fire eksempler fra mediet plbold.dk, som ikke er.

Det er ulovligt at udbyde pengespil i Danmark, hvis man ikke har tilladelse til det. Det er også ulovligt at formidle eller reklamere for den type spil.

I alt viser K-NEWS’ research, at de nævnte medier i 24 tilfælde har offentliggjort sponsoreret indhold, som enten linker direkte til casinoer uden dansk licens eller sites, der sammenligner og reklamerer for tilsvarende casinoer.

Her er teksten på dansk, og det er netop et af de elementer, som Spillemyndigheden holder øje med: Står det på dansk, anses det for at være rettet mod Danmark.

 

Pengestrømmene

Søren Wolder, advokat og partner i Dahl Advokatpartnerskab, vurderer, at der skal være en aftale mellem de enkelte casinoer og de sites, der skriver på dansk, og som sammenligner og reklamerer for casinoerne, før der er tale om markedsføring af casinoerne – og dermed et ulovligt forhold.

”Hvis det er efter aftale, så er det jo klart, at de enkelte casinoer udøver en markedsføring på dansk mod det danske marked. Og så vil man efter de almindelige fortolkningsprincipper blive omfattet af spillelovens begreb om, hvornår et spil er arrangeret eller udbudt her i landet. Så hvis der er sådan en sammenhæng, ja, så har vi et problem,” siger han.

I givet fald er han enig med Heidi Højmark Helveg.

”Så vil den aktivitet, hvor man hjælper med at reklamere for spillene, måske være en medvirken til at overtræde spilleloven. Herudover er det i sig selv ulovligt og strafbart, hvis man formidler deltagelse i spil uden tilladelse, og det gør man, hvis man linker til hjemmesider hos spiludbydere, der ikke har bevilling efter spilleloven,” siger han.

Heidi Højmark Helveg er for så vidt enig med Wolder, at der skal være en aftale mellem casinoerne og de hjemmesider, der fungerer som et mellemled mellem casinoerne og de danske medier, for at sidstnævnte kan siges at bryde spilleloven. Der er dog så mange ting, der taler for, at der rent faktisk er tale om en formidling af de ulovlige spil, at hun lægger det til grund i sin vurdering. 

Det ville eksempelvis ikke give mening at lave casino-sammenligningerne og endda betale danske medier for at reklamere for dem, hvis man bare var en privatperson, der gerne ville fortælle omverdenen om de forskellige casino-muligheder, mener hun. 

”Selvfølgelig er det på en eller anden måde nogle onlinecasinoer eller online-spil, der står bag her. For pengestrømmene hænger ikke sammen, hvis ikke det er det,” siger hun.

Derudover tyder flere ting på, at det er et kommercielt foretagende. Ét er domænerne såsom udenlandskecasinoer.com og udenlandske-casinoer.net. De er registreret hos nordamerikanske firmaer, som tager penge for at lade andre bruge domænerne. Og dermed skjule, hvem der står bag.

 

Hvorfor-fanden-reglen

Derudover er de fleste af sammenligningssiderne fyldt med tekst, hvor udvalgte nøgleord såsom ”casino uden NemID” går igen og igen. På udenlandske-casinoer.net optræder ”uden dansk licens” eksempelvis 33 gange. Alene på forsiden. Den slags kaldes søgemaskineoptimering og skal sørge for, at siderne lander højt på Google-søgninger.

”Det er ikke noget, private gør for at få trafik på deres private site, bare fordi de gerne vil hjælpe andre,” siger Heidi Højmark Helveg. 

”Jeg er helt med på, at det er en mulighed, men jeg vil nok vurdere, at bevisbyrden allerede er løftet. Også selvom man kan sige, at det minder om indicier. Fordi der er også det, man kan kalde en hvorfor-fanden-regel. Som er fuldstændig ujuridisk, men hvor man må forholde sig til, hvordan de faktiske forhold hænger sammen. If it walks like a dog and talks like a dog...” 

Heidi Højmark Helveg vurderer desuden, at det formentlig er i strid med god markedsføringsskik af de danske medier, at de reklamerer for ulovligt spil uden at oplyse om det. Som førstnævnte siger:

”Det også vil være udtryk for både vildledende handlinger og vildledende udeladelser og i strid med god erhvervsskik og i strid med god markedsføringsskik. Skjult reklame. Hele butikken. Vi kan nærmest tage hele en markedsføringsloven og sætte hak.”

 

”På alle måder usmageligt”

For footy.dk, de fire Migog-medier og altomteknik.dk gælder desuden, at både i det sponsorerede indhold på deres egne sites og de sider, som medierne linker til, vejleder ludomaner og andre med spilproblemer i at komme til at spille igen.

De skriver nemlig, at når man spiller på casinoer uden dansk licens, så kan man omgå ROFUS. Det er et register, hvor spilafhængige danskere kan registrere sig og blive udelukket fra betting, casino og andre pengespil. Den slags vakte i fjor hård kritik fra Henrik Thrane Brandt, centerleder på Center for Ludomani,

”Vi har over 30.000 danskere, der er i ROFUS, og de er der jo af en grund. At man så bevidst laver en vejledning til at kunne spille uden om det her, det er jo at tage fat i de mennesker, der har spilproblemer,” sagde han til mediet betxpert.com.

”Det er godt nok trist, men der er jo nogen, der får penge for at henvise til det, men det er på alle måder usmageligt, vil jeg sige.”

 

Mediernes reaktioner

Efter K-NEWS har henvendt sig, har footy.dk, Bornholms Tidende og alle fire Migog-medier slettet artiklerne med annoncørbetalt indhold. Direktør og chefredaktør hos førstnævnte, Henrik Sode Holm Kærgaard, ønsker ikke at kommentere, hvorfor hans medie har reklameret for potentielt ulovligt spil gennem de seneste 11 måneder.

Kristoffer Gravgaard, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør hos Bornholms Tidende, har sendt et skriftligt citat.

”De tre eksempler er brud på vores retningslinjer for annoncering. De er taget af sitet, og vi er efter henvendelsen nu ved at gennemgå vores procedurer og klarlægge, hvordan det kunne ske. Som udgangspunkt tager Bornholms Tidende slet ikke imod reklamer for spil og tobak. Det skal nu sikres, at det ikke sker igen.”

Hos Min By Medier, der udgiver de fire førnævnte Migog-bymedier, fortæller kommerciel direktør Peter Sindahl, at går stik mod deres egen politik.

”Det er uacceptabelt på vores platform, så det forholder jeg mig ganske alvorligt til. Det har vi også forholdt os internt såvel som eksternt alvorligt til. Det er ikke godt nok, at det er sket, men vi kan jo ikke fornægte, at det er sket. Og derfor strammer vi op i alle vores processer og systemer,” siger han.

Ifølge Peter Sindahl er der to mulige forklaringer på, at indholdet med links til casinoerne uden licens og vejledningerne til at omgå ROFUS endte på Min By Mediers platforme. Enten er det en intern kvalitetskontrol, der har svigtet, eller også er det udslaget af et hackerangreb, som de for nylig har opdaget.

”Jeg kan ikke sige helt skråsikkert, hvad der skyldes det (hackerangrebet, red.), og hvad der skyldes en kvalitetskontrol. Det, jeg utvivlsomt kan sige, er, at det her er uacceptabelt i vores verden,” lyder det fra Sindahl.

Har der manglet noget i kvalitetskontrollen, hvis nogle af de her tilfælde kan føres tilbage til det?

”Ja, det giver næsten sig selv, at det har der jo. Når vi er så klare og tydelige i vores politik for, hvad vi udbyder, og hvad vi ikke udbyder, så har der selvfølgelig været svigtende kvalitetskontrol, ellers var det her jo ikke sket, og det har vi også taget konsekvenser af nu.”
Peter Sindahl fortæller, at Min By Medier både har øget sikkerheden på sine sites og indført et ekstra kontrollag, når samarbejdspartneres indhold skal publiceres. Nu skal både en menig medarbejder og en leder godkende det. Han siger desuden, at Min By Medier politianmeldt hackerangrebet. Bagmændene har dog ikke haft adgang til brugeres personoplysninger, slår Sindahl fast.
Medierne plbold.dk og altomteknik.dk er ikke vendt tilbage på K-NEWS’ henvendelse og har ikke fjernet sit sponsorerede indhold.

 

Svært at opspore bagmændene

Det er Spillemyndigheden, der står for at holde øje med ulovligt pengespil i Danmark, og de har nok at se til. Søgninger på ”betting uden dansk licens”, ”casino under dansk licens” og ”casino uden rofus” kaster hver hundredtusindvis af resultater af sig, og selv hvis kun en brøkdel af søgeresultaterne indeholder det, som man har søgt på, svarer det til tusinder af hjemmesider med potentielt ulovligt spil eller reklame for det.

Maria Skovlund Kronborg, souschef for ulovligt spil, Matchfixing og Markedsanalyse, fortæller K-NEWS, at Spillemyndigheden ”laver cirka fire gange årligt udsøgninger på spilmarkedet for at finde hjemmesider med enten udbud af spil uden tilladelse eller formidling af spil uden tilladelse.” K-NEWS har spurgt, hvorvidt det – med tanke på udbredelsen – er nok.

”Vi vurderer løbende, hvordan vi bedst kan bruge vores ressourcer,” svarer hun i en mail.
Siden den nuværende spillelov trådte i kraft i 2012, har Spillemyndigheden fået 227 hjemmesider med ulovligt spil blokeret. Tallet var 82 alene i 2022. Det er det højeste antal i historien. Halvdelen var onlinecasinoer. 

Maria Skovlund Kronborg bekræfter, at Spillemyndigheden nogle gange konstaterer, at danske medier reklamerer for spiludbydere uden dansk tilladelse.

”De medier, vi har været i kontakt med, har forklaret, at det ikke har været bevidst, og tilpasset deres procedurer,” svarer hun i et skriftligt svar.

Det kan dog være svært at komme efter bagmændene. K-NEWS har opsporet ejerne af omkring halvdelen af de domæner, der figurerer i vores, som vores research har afdækket. I alle tilfælde tilhører domænerne udenlandske firmaer, der lever af at sælge eller udleje domæner til kunder – og dermed holde kunderne anonyme.

Den udfordring kender Spillemyndigheden også.

”Vi undersøger altid, om vi kan finde kontaktoplysninger på hjemmesiden, men Spillemyndigheden oplever, at det kan være svært at finde ejerne bag hjemmesider med reklame for spiludbydere uden tilladelse,” lyder det fra Maria Skovlund Kronborg.

”I tilfælde af hjemmesider, der reklamerer for spiludbydere uden tilladelse, kan Spillemyndigheden foretage en politianmeldelse.”

Det gjorde den 27 gange i fjor.

Del denne artikel

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak