16/06/2023 - Mediation

Konflikt er mere end jura


Der er mange fordele ved at løse en sag ved mediation i stedet for at vælge voldgift eller gå til domstolene. Det kan styrke parternes retfærdighedsfølelse, løse konflikter hurtigt, og så aflaster det presset på vores domstole. Sådan lyder det fra Malene Eigtved og Trine Schmidt, der begge er advokater og mediatorer, på årets Folkemøde.  

Tekst: Sara Moss Hesse


"Mediation er godt, fordi parterne selv er med til at bestemme, hvordan deres konflikt skal løses," siger Trine Schmidt. Foto: Rasmus Lehmann Hylleberg. 

Selvom parter står milevidt fra hinanden i en sag, der virker uløselig, behøver den ikke at ende i retten. En anden mulighed er mediation, hvor en mediator hjælper parterne med selv at finde en løsning gennem dialog og forhandling.

For med et domstolssystem i knæ, kan det være nødvendigt at søge andre veje end bænkene i retssalen.

Malene Eigtved er - ud over at være advokat og partner i Advora - mediator. Trine Schmidt er også advokat og mediator og har firmaet Trine Schmidt Mediator- og advokatfirma. De har begge mange års erfaring med mediation, og det er denne erfaring, de har med, når de skal diskutere retfærdigheden i mediation på Folkemødet.

”Det handler om at skabe et fortroligt rum. Man skal få parten til at tale, så modparten lytter, og få parten til at lytte, så modparten taler,” siger Malene Eigtved, da K-NEWS møder hende og Trine Schmidt uden for Advokaternes Telt efter debatten.

folkemøde3

Advokat, mediator og partner hos Advora, Malene Eigtved. Foto: Rasmus Lehmann Hylleberg.

De mener begge, at mediation er en god vej at gå, når parter skal løse en strid. Både fordi man kan få afsluttet sagen hurtigere, men også fordi det kan give parterne en følelse af retfærdighed, som man ikke altid får hos domstolene. En konflikt er nemlig mere end kun jura, mener de to mediatorer.

”Domstolene står for, at retssikkerheden er i orden, og det har vi stor tillid til i Danmark. Men selvom loven er klar, handler det tit om påstand mod påstand, og så kan den, der ender med ikke at få ret, godt sidde tilbage med en følelse af, at det ikke er retfærdigt. Mediation kan derimod bidrage til, at parterne går derfra og føler, at de er blevet hørt, og at de har fået noget,” siger Malene Eigtved, og Trine Schmidt tilføjer:

”At få afsluttet en sag hurtigt og at blive enige, kan have en kæmpe værdi. Ikke nødvendigvis en økonomisk eller juridisk værdi, men menneskeligt. Jeg har været procesadvokat i mange år, og det er belastende for mange parter at føre en retssag. Det er noget, der virkelig fylder i ens liv.”

Det betyder ikke, at juraen ikke er vigtig. Den kan have en stor rolle i mediationen, men man giver også plads til andre ting, der betyder noget for parterne.

”Det er ikke for at få juraen ud, det er for at supplere den, for jura har sjældent svaret på alt i en konflikt,” siger Trine Schmidt.

 

Aflaster de pressede domstole

Det er ikke kun de enkelte parter, der får gavn af at løse en strid gennem mediation. Det gavner også resten af samfundet, fordi det kan tage noget af byrden væk fra vores pressede domstole.

”Som det er lige nu, er der lang ventetid på at få berammet en civilsag hos de fleste retter. Og tid ødelægger retfærdigheden, fordi den bliver endnu mere undertrykt, når man endelig når til hovedforhandlingerne, og vidnerne så ikke kan huske noget længere,” siger Malene Eigtved og tilføjer:

”Mediation er ikke blevet det nye sort endnu. Men der sker en masse derude, og der er et større og større fokus hos parterne. Måske har vi netop noget momentum nu, fordi domstolene har så frygtelig lang ventetid.”

At mediation ikke er mere udbredt, end det er, skyldes blandt andet, at det er svært at ændre vaner, siger Trine Schmidt.

”Advokatstanden er vant til at løse konflikter ved at gå i retten eller ved en voldgift. Så hvis man skal gøre det på en anden måde, bliver man nødt til at turde at prøve noget nyt - og det er da også på vej,” siger Trine Schmidt og tilføjer, at flere advokater bliver uddannede mediatorer.

”Det er ikke fordi, advokaterne nødvendigvis selv vil arbejde som mediatorer, men de kan rådgive deres klienter endnu bedre med henblik på at få sluttet deres sag og finde en løsning. Det giver noget ekstra i værktøjskassen som advokat, at man har kendskab til den måde at løse konflikter på,” siger hun og tilføjer, at advokaterne altså ikke bliver overflødige.

folkemøde1

Advokat og mediator, Trine Schmidt. Foto: Rasmus Lehmann Hylleberg.

Advokaternes centrale rolle i mediationen er Malene Eigtved helt enig i.

”Hvis advokaterne vil, har de en kæmpe rolle i mediationen. På godt og ondt. Hvis advokaten siger, at ’du skal ikke sige noget eller give dig på noget’, så kommer man jo ingen vegne. Men advokaten kan også være med til at skubbe klienten hen i et forlig,” siger Malene Eigtved.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak