Grønlændere er danske statsborgere med samme retstilling som danskere. Samtidig er de anerkendt internationalt som et oprindeligt folk med særlige rettigheder, blandt andet på sprog-, kultur- og uddannelsesområdet.
Herboende grønlændere har altså krav på samme behandling og muligheder i mødet med de danske institutioner som danskere, der bor i Danmark har. Og derudover har de en række ekstra rettigheder. Men en ny rapport fra Justitia viser, at der er stor forskel på, hvordan de danske kommuner hjælper grønlændere i mødet med myndighederne, så de netop kan opnå de samme rettigheder, som danskere.
Juridisk chef i Justitia, Mikele Schultz-Knudsen fortæller i denne uges episode af Magtens Tredeling, hvordan Justitia har undersøgt herboende grønlænderes retssikkerhed og fundet eksempler på forskellige udfordringer i de danske kommuner.
En af de udfordringer, han peger på i episoden er, at flere danske kommuner har problemer med at stille grønlandske tolke til rådighed.
”Det vi hører fra mange organisationer, det er, at de synes, at der er udfordringer med tolkning. Der er en del kommuner, som ikke er så gode til at hidkalde en grønlandsk tolk, når der er behov for det. Og det kan vi så også se i det data, vi har fået, at der er ret mange kommuner, altså for eksempel i løbet af 2025, der ikke har brugt grønlandske tolke,” siger Mikele Schultz-Knudsen i episode 282 af Magtens Tredeling.
Han uddyber, at et eksempel på en konsekvens af, at kommunerne ikke får hidkaldt tolke, er, at der i mødet mellem en sagsbehandler i en dansk kommune og en grønlænder kan opstå misforståelser med baggrund i kulturelle forskelle. Særligt peger han på en mellemgruppe af grønlændere, der kan klare dagligdagsdansk men ikke komplekse forvaltningsretlige forklaringer, og som derfor risikerer at misforstå møder og afgørelser. Det kan føre til manglende klager, tab af ydelser og uforløste rettigheder.
Fem nedslagspunkter
-
Danmark er bundet af blandt andet ILO-konventionen om oprindelige folk, der giver grønlændere ret til inddragelse og konsultation, beskyttelse af kultur og sprog og modersmålsundervisning. Det kan være svært at dokumentere, om Danmark lever op til disse krav, fordi flere kommuner simpelthen ikke registrerer data på området.
-
Organisationer og kommunale sagsbehandlere fortæller om betydelige udfordringer med brug af grønlandske tolke. Cirka halvdelen af de kommuner, der har svaret i Justitias undersøgelse, har ikke anvendt grønlandske tolke i 2025, og nogle registrerer slet ikke, om tolke anvendes.
-
Mikele Schultz-Knudsen fortæller, at Justitia i rapporten har indsamlet oplysninger om særlige indsatser for grønlændere. 29 kommuner har oplyst, at de har særlige indsatser, der blandt andet tæller kurser, ressourcepersoner, netværk eller målrettede social- og beskæftigelsestilbud. Cirka to tredjedele af kommunerne har ikke kunnet oplyse om nogen særlige indsatser, selv efter direkte henvendelse.
-
Ikke-kulturelt tilpassede forældrekompetenceundersøgelser har i nogle sager givet fejlagtige vurderinger af grønlandske forældre og kan have ført til unødvendige anbringelser. Der er indført krav om, at sager med tilknytning til grønlandsk kultur skal genbesøges i en ny instans, men flere kommuner oplyser, at de stadig gennemgår sager et år efter lovændringen, og at de altså ikke har fået sendt de gamle sager videre til instansen endnu.
-
Justitia anbefaler blandt andet som løsninger på kommunernes udfordringer, at der bliver lavet klare kommunale politikker for, hvornår der skal anvendes grønlandske tolke,samt et retssikkerhedsbarometer administreret af Ankestyrelsen, hvor kommunerne årligt indberetter data om tolke, oversættelse og relevante indsatser, så staten kan føre tilsyn og dokumentere, om praksis matcher lovgivning og internationale aftaler.