Op mod 2.800 børn mellem 10 og 14 år har siden 2019 siddet som hovedpersoner i nævnsmøder i retsbygninger, mistænkt, men ikke tiltalt for kriminalitet. Ved bordet omkring dem har 10-15 voksne diskuteret, hvilke tvangsforanstaltninger der skal til for at holde dem ude af kriminalitet.
Nogle børn føler sig uskyldige, men de kan ikke få en domstol til at afgøre skyldsspørgsmålet. De kan heller ikke klage over afgørelserne, der kan pålægge dem foranstaltninger i op til to år – undtagen ved anbringelser.
Ungdomskriminalitetsnævnet blev oprettet med lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under VLAK-regeringen. Nævnet trådte i kraft 1. januar 2019 med to målgrupper – 10-14-årige og 15-17-årige. Lige siden har jurister og forskere fra organisationer som VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd), tænketanken Justitia, Institut for Menneskerettigheder, Børns Vilkår og Red Barnet peget på, at ordningen behandler de 10-14-årige mere straffende end støttende og i strid med gældende normer for retssikkerhed.
Nu håber organisationerne, at den igangværende Kriminalitetsforebyggelseskommission vil tilrette ordningen.
Direktør Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia og direktør Rasmus Kjeldahl fra Børns Vilkår ønsker systemet afskaffet for de 10-14-årige. De henviser til rapporten Børn og unges retssikkerhed i Ungdomskriminalitetsnævnet, som de udgav i 2023 sammen med Red Barnet.
”Systemet med de 10-14-årige hviler på et mistankegrundlag i et strafferetslignende system, uden at børnene får de retssikkerhedsgarantier, der normalt kendetegner en straffeproces. Det betyder bl.a., at mistanken ikke bliver prøvet ved en domstol, og at de ikke kan tale for deres uskyld. Samtidig kan de ikke klage over nævnets afgørelse, medmindre der er tale om en særligt indgribende foranstaltning. Børnene står dermed retssikkerhedsmæssigt svagere end i det sociale system,” siger Birgitte Arent Eiriksson.
Rasmus Kjeldahl kalder nævnet en unødvendig konstruktion, hvis eneste positive effekt kan være, at den tvinger kommuner til at prioritere indsatser med børn, der får deres sag i nævnet.
”Det vigtigste problem er, at børnene ikke oplever det som den hjælp, politikerne ønskede. De oplever at blive sat i et straffesagslignende nævn, som de har svært ved at finde rundt i. De opfatter ofte afgørelserne som urimelig straf, og selv om det føles som en domstol, så er retssikkerheden ved bevisførelsen og grundigheden i den ringe,” siger Rasmus Kjeldahl.
Nyt system skulle bryde fødekæden til hård kerne
En bærende idé var at bryde fødekæden til den hårde kerne af kriminelle. Politikerne ville vise konsekvens, før udsatte børn og unge for alvor blev optaget i kriminelle grupper.
Loven om bekæmpelse af ungdomskriminalitet oprettede screeningsenheder i politiet, som indstiller børn og unge til at få deres sag i nævnet.
Nævnet sættes i alle politikredse og består af en dommer, en politimedarbejder og en kommunalt ansat. Forældrene skal deltage i nævnsmødet og kan ellers blive afhentet af politiet. Desuden deltager en børn- og ungerådgiver, en medarbejder fra Ungetilsynet, en børnesagkyndig, en bistandsadvokat, hvis der kan blive tale om anbringelse, eller en medarbejder fra en institution, hvis barnet er anbragt. Ofte er der mellem 10 og 15 voksne.
Nævnet afgør, om barnet får en straksreaktion, et forbedringsforløb eller ingen foranstaltning. Straksreaktioner udgør få procent af afgørelserne, selv om politikerne netop ønskede en hurtig reaktion med et konfliktråd, hvor gerningsperson og offer taler sammen.
Lidt mere end to ud af tre sager ender med et forbedringsforløb på et eller to år. Kravene kan være, at barnet hver dag skal møde i skole eller fritidsaktivitet, være hjemme til bestemt tid eller mødes med en kontaktperson. Men det kan også være anbringelser i åbne eller sikrede institutioner.
Når nævnet afgør med en foranstaltning, underlægges barnet, den unge og forældrene et stramt tilsyn af en ny instans, Ungetilsynet. Det kontrollerer også, at kommuner, skoler og anbringelsessteder lever op til afgørelserne.
I gennemsnit stiller barnet og forældrene til 20 tilsynsmøder hos Ungetilsynet, og Ungetilsynet gennemfører 110 kontroller i løbet af et forbedringsforløb på typisk et eller to år. Møder barnet ikke i skole, til tilsynsmøde eller opfylder andre krav, indberetter tilsynet, så nævnet eventuelt kan genindkalde barnet.
Knap en tredjedel af sagerne fører ikke til foranstaltninger, fordi nævnet vurderer, at barnet eller den unge ikke har behov for støtte for at holde sig ude af kriminalitet. Omvendt afgør nævnet i en tredjedel af sagerne med foranstaltninger, at barnet skal anbringes uden for hjemmet.
Nævnets sager drejer sig om børn og unge i meget forskellige situationer. Fra nogenlunde velfungerende børn med en enkelt voldsepisode til belastede børn og unge med misbrug.
Justitia: Børnene kan få et mærkeligt billede af retfærdighed
Den brede målgruppe bekymrer Justitias direktør.
”Reglerne skulle stoppe en fødekæde til en hård kerne, men det her omfatter mange andre børn. Vi har også set flere bagatelsager, hvor børn ikke burde blive udsat for den skræmmende oplevelse at møde i nævnet,” siger Birgitte Arent Eiriksson.
Hun nævner en sag, hvor en dreng i femte klasse havde kastet en rulle tape i hovedet på en anden dreng, som havde mobbet ham gennem længere tid. Hun mener, at det ofte er svært at afgøre, hvem der er gerningsperson og offer blandt børn.
”Så kan sager være baseret på tilfældigheder og hvilke forældre, der hurtigst løber op til skolelederen og klager. Her er der noget helt galt med retssikkerheden. Nogle børn føler sig måske som ofre, men bliver pålagt sociale foranstaltninger, der kan vare lang tid, fordi mistanken først blev rettet mod dem. Hvad er det, vi viser børnene? Det kan give dem et forvrænget billede af, hvad retfærdighed er. De risikerer at miste tilliden til myndigheder,” siger Birgitte Arent Eiriksson.
Sagen om taperullen stammer fra et interview med en screeningsmedarbejder, som følte sig presset af reglerne til at indbringe den. Rapporten roser også medarbejderen for at være bevidst om grænser for, hvornår noget skal for nævnet.
Boks: Mange undersøger nævnets praksis
- VIVE – Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og Københavns Professionshøjskole udgav i 2025 en omfattende rapport Børn og unges møde med Ungdomskriminalitetsnævn og Ungekriminalforsorg (i dag Ungetilsynet, red.). Den baserer sig på 81 interview med 37 børn og unge, 13 forældre og 33 professionelle, observationer af 9 nævnsmøder og 15 tilsynssamtaler samt registerdata og administrative data fra nævnet. Den behandles i en anden artikel
- Justitia, Børns Vilkår og Red Barnet udgav i 2023 rapporten Børn og unges retssikkerhed i Ungdomskriminalitetsnævnet. Den baserer sig bl.a. på interview af ni børn og unge i alderen 14-17 år, en forælder til en 11-årig, otte ansatte i kommunale forvaltninger, tre screeningsmedarbejdere hos politiet, tre nævnsmedlemmer og en medarbejder fra nævnets sekretariat.
- Katrine Barnekow Rasmussen, ph.d. og adjunkt ved Center for interdisciplinære, retlige studier, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet forsker i nævnets praksis og det genoprettende element. Hun har tidligere publiceret i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, og undersøger pt., hvor ofte børn og unge i nævnet selv har været ofre. Forskningen bygger på spørgeskemaer til nævnsmedlemmer, otte interviews med nævnsledelse, nævnsmedlemmer og kommunale deltagere, observationer af 13 nævnsmøder, analyse af sprogbrug og registerdata om forurettethed.
- Institut for Menneskerettigheder udgav i 2022 ’Ungdomskriminalitetsnævnet i et menneskeretligt perspektiv’. Rapporten bygger bl.a. på 40 anonymiserede afgørelser om 10-14-årige børn, interview af otte bistandsadvokater og 11 kommunalt ansatte, som er medlemmer af nævnet eller har erfaring med nævnsmøder. Rapporten kritiserede bl.a., at børn og unge med kognitive udfordringer ikke kunne undtages. I dag kan nævnet undtage børn og unge fra møder. Det skete 15 gange i 2025 ifølge nævnet.
- Justitsministeriets Forskningskontor har lavet fem delevalueringer af Ungdomskriminalitetsnævnets praksis, men en samlet evaluering af effekten i form af recidiv (tilbagefald i kriminalitet) er endnu ikke udgivet.
Forsker: Få straksreaktioner modvirker genoprettende virkning
Ph.d. Katrine Barnekow Rasmussen fra Københavns Universitets juridiske fakultet rejser spørgsmålstegn ved, om nævnet reelt fungerer som genoprettende ret, og ved, om det reelt var det politiske ønske, at det skulle gøre det, selvom det genoprettende nævnes flere gange i lovgrundlaget. Det gør hun bl.a. i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab.
”Den vigtigste årsag til, at nævnet ikke bliver genoprettende, er en uklar ramme for, hvad der menes med det genoprettende. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at straksreaktioner med konfliktråd i de første fire-fem år af nævnets virke meget sjældent blev brugt,” siger Katrine Barnekow Rasmussen.
I mange år har straksreaktioner kun udgjort cirka halvanden procent, men nævnet oplyser, at det i 2025 drejede sig om 64 ud af 1.047 afgørelser, svarende til seks procent.
Katrine Barnekow Rasmussen forklarer, at man først skelede til Norge med lang tradition for genoprettende ret, da Søren Pind (V) var justitsminister. Men under Søren Pape (K) skiftede fokus til konsekvens og hårde reaktioner. Dermed blev tærsklen for at komme i nævnet lav for personfarlig kriminalitet.
”Man lavede en juridisk motorvej for personfarlig kriminalitet ind i nævnet. Alle sager om vold skal som udgangspunkt for nævnet, uden at man som i Norge vurderer, om barnet og den unge er i fare for at begå kriminalitet igen. Dermed får vi også nogle sager i den mildere ende af vold, hvor barnet formentligt ikke har behov for opfølgning, men alligevel kommer igennem en mødeproces i nævnet, der kan være stigmatiserende.” siger Katrine Barnekow Rasmussen.
Hun mener, at motorvejen for vold kan forklare, at næsten en tredjedel af sagerne ender uden foranstaltning. Og at der blandt nogle politikere og nævnsmedlemmer hersker en misforståelse om, at møderne alligevel kan gavne.
”I bedste fald er det ressourcespild, i værste fald skader det børnene. Jeg tror, at nogen i nævnet mener, at det er fint med sådan et møde, så vi viser børnene, at vi tager det alvorligt. Men den effekt er der ikke dokumentation for. Det er lægmandslogik.”
En tredjedel har selv været ofre
Hendes igangværende forskning viser, at en tredjedel – 32 procent – selv har været ofre før afgørelsen i nævnet. For piger er det over 40 procent. En del har været ofre flere gange.
”Jeg håber, at det ændrer synet på de børn og unge i nævnet. Når der tales om unge i kriminalitet, er det ofte binært. Nogle begår kriminalitet, og andre bliver ofre. Men det er ofte både og. Gør vi nok for dem? Forskning viser, at man kan ende med at begå kriminalitet, hvis man ikke mødes som offer.”
Direkte adspurgt har Katrine Barnekow Rasmussen disse ønsker:
”Nedlæg ordningen med 10-14-årige og motorvejen for vold. Og gør som i Norge, hvor en person, der kender barnet, håndterer sagen før, under og efter mødet.”
Vi bringer svar på kritikken fra Ungdomskriminalitetsnævnet i en særskilt artikel onsdag.