Dette er et blogindlæg. Alle pointer og perspektiver fremsat i nedenstående er udtryk for skribentens egne holdninger
Retssikkerheden styrkes ikke af mere jura, men af socialrådgivere med tværfaglig dømmekraft, skriver tre ledere fra socialrådgiveruddannelsen i et svar på censorledelsens bekymring over den nye uddannelse. Bekymringen for retssikkerheden deler de. Censorledelsens analyse deler de ikke.
Men måske er det netop analysen, der bør diskuteres. For før vi diskuterer socialrådgiveruddannelsens opbygning, bør vi se på den virkelighed, den skal uddanne til. Den virkelighed er veldokumenteret:
Det sociale Danmarkskort viser fortsat meget høje omgørelsesprocenter. På børnehandicapområdet blev 58,6 pct. af de påklagede afgørelser i 2025 ændret eller hjemvist af Ankestyrelsen. På voksenhandicapområdet var tallet 43,3 pct., og for socialområdet samlet 46,8 pct.
Ankestyrelsens praksisundersøgelser viser samtidig, at også mange af de sager, der aldrig bliver påklaget, lider af væsentlige retlige mangler. Rigsrevisionen har dokumenteret alvorlige mangler i kommunernes overholdelse af lovgivningen på anbringelsesområdet. Og det kommunale tilsyn har de seneste år konstateret ulovlige kvalitetsstandarder, ulovlige ventelister, manglende fastsættelse af lovpligtige sagsbehandlingsfrister og en række andre systematiske retlige problemer.
Der er med andre ord ikke tale om enkelte fejl. Der er tale om et omfattende og vedvarende retssikkerhedsproblem. Netop derfor undrer det, at de tre uddannelsesledere næsten ikke forholder sig til problemernes omfang.
I stedet opstilles en modsætning, som ingen mig bekendt har argumenteret for. De skriver, at retssikkerhed ikke skabes af mere jura alene. Det er rigtigt. Men det er heller ikke det, kritikerne har hævdet. Spørgsmålet er ikke, om jura alene skaber retssikkerhed. Spørgsmålet er, om retssikkerhed kan sikres uden et solidt juridisk fundament. Det kan den næppe!
Kan man virkelig for alvor mene, at fagområderne skal kunne læres indirekte gennem tværfaglige forløb uden selvstændig faglig fordybelse og prøvelse?
De tre ledere understreger med rette, at socialrådgivere skal kunne omsætte reglerne i mødet med mennesker og komplekse sociale problemstillinger. Det er svært at være uenig. Men netop derfor bliver spørgsmålet, hvordan de studerende først lærer reglerne så grundigt, at de faktisk kan omsætte dem. Tværfaglig dømmekraft opstår ikke af sig selv. Den forudsætter, at de enkelte fagligheder beherskes.
Kan man virkelig for alvor mene, at fagområderne skal kunne læres indirekte gennem tværfaglige forløb uden selvstændig faglig fordybelse og prøvelse? Her bliver reformens konstruktion interessant. Udviklingen begyndte allerede med socialrådgiveruddannelsen fra 2012, hvor fagområderne blev skrevet ud af uddannelsen. Selvstændige juridiske eksamener blev i den forbindelse afskaffet mange steder til fordel for tværfaglige moduler og tværfaglige prøver. Den nye reform viderefører denne tænkning. Argumentet har været, at fagene skal integreres. Det er et sympatisk mål. Men integration er ikke det samme som faglig beherskelse. Tværtimod forudsætter integration, at de enkelte fagligheder faktisk mestres.
Det rejser et spørgsmål, som de tre uddannelsesledere ikke besvarer.
Hvordan sikrer uddannelsen, at alle dimittender faktisk behersker den jura, de senere skal anvende som myndighedspersoner? Hvordan afprøves den juridiske metode? Hvordan sikres det, at den ikke drukner i brede tværfaglige vurderinger? Hvordan ved vi, at den nyuddannede socialrådgiver kan identificere en ugyldig afgørelse, gennemføre en korrekt partshøring eller vurdere, hvornår officialprincippet kræver yderligere oplysning?
Disse spørgsmål bliver ikke mindre vigtige af, at praksis allerede kæmper med omfattende retlige problemer. Tværtimod. Måske er problemet endnu dybere. Måske handler det ikke kun om undervisningens omfang, men om professionens selvforståelse.
De senere år har debatten været stærkt præget af undersøgelser, der tager udgangspunkt i socialrådgivernes egne beskrivelser af deres arbejdsvilkår. Denne forskning har bidraget med vigtig viden om arbejdspres, ressourcemangel og organisatoriske barrierer. Men den efterlader et andet spørgsmål ubesvaret: Hvilken retskultur præger egentlig socialområdet? Ankestyrelsens rapport Afdækning af forståelse af kvalitet i sagsbehandlingen på udsatte børn- og ungeområdet fra 2018 viser samtidig en kvalitetsforståelse, hvor relationer, inddragelse og socialfaglige vurderinger står centralt, mens lovmedholdelighed ofte beskrives som en særskilt dimension.
Det er ikke forkert. Socialfaglig kvalitet og juridisk kvalitet er forskellige. Men de er ikke uafhængige. En børnesamtale er både et socialfagligt redskab og en retlig garanti. En partshøring er både en juridisk rettighed og en metode til at kvalificere beslutningsgrundlaget. En begrundelse er både et retligt krav og en disciplinering af det faglige skøn. Retssikkerhed er ikke noget, der kommer efter det sociale arbejde. Retssikkerhed er en del af det sociale arbejde. Netop derfor er det bekymrende, hvis juraen gradvist reduceres til noget, der skal integreres, men ikke nødvendigvis beherskes og prøves som en selvstændig faglighed.
Tværfaglighed er vigtig. Men tværfaglighed kan ikke erstatte et fundament. Den kan kun bygges oven på et. Danmarkskortet fortæller os, at retssikkerheden på socialområdet fortsat har alvorlige problemer. Under de omstændigheder forekommer det vanskeligt at se, hvordan svaret skulle være mindre fokus på det juridiske fundament. Det er naturligvis ikke nok. Men uden det bliver tværfaglig dømmekraft et hus uden sokkel.