Juraprofessorerne Frederik Waage og Rasmus Grønved Nielsen er enige om, at der er problemer i den danske forvaltning.
På især det sociale område er der åbenlyse retssikkerhedsproblemer i Danmark, når tæt på halvdelen af de sager, kommunen som første instans har taget stilling til, sendes retur, hjemvises, fra Ankestyrelsen til en genbehandling. Inden for andre områder som skat og tvangsfjernelser er der også huller i retssikkerheden med utilstrækkelig sikring af borgernes mulighed for at få prøvet forvaltningernes afgørelser. At problemerne findes, er de to professorer enige om.
Men her hører enigheden op.
Domstole skal fungere i realtid
Frederik Waage vil have domstolene tidligere og mere på banen. Som systemet er i dag, skal borgeren igennem kommunens afgørelse og en administrativ klage til Ankestyrelsen med lange ventetider, før en afgørelse kan tages videre til domstolene. I mellemtiden kan borgeren have levet i årevis med et barn anbragt eller uden en social ydelse, de var berettiget til fra starten, uden at en uafhængig dommer har vurderet sagen.
"Det at anbringe et barn er efter min opfattelse lige så alvorligt som en frihedsberøvelse, som udgangspunkt. Det burde efter min opfattelse være sådan, at socialrådgiveren i kommunen forelagde sagen for en dommer inden for ganske kort tid."
Frederik Waage kigger på det tyske system som inspiration, hvor domstolene fører kontrol i realtid med opsættende virkning. Som eksempel nævner han byggemarkedskæden Bauhaus, der under corona-pandemien fik omstødt myndighedsrestriktioner ved en forvaltningsdomstol inden for 14 dage.
Rasmus Grønved afviser, at den slags sikring af retssikkerheden kræver en forvaltningsdomstol. Det kan lade sig gøre inden for det nuværende system.
Forbedring af nuværende suboptimale system
Rasmus Grønved Nielsen vil ikke kalde det nuværende system for dysfunktionelt. Han siger, det er suboptimalt. Men han mener, at det er en forkert løsning at skabe noget nyt. Det er langt mere effektivt, hvis politikerne beslutter målrettet at forbedre adgangen for borgerne til domstolene og kvaliteten og fagligheden ved sagsbehandlingen ude i kommunerne. Specialisering ved domstolene er et andet greb samt et serviceeftersyn af rekursnævnene, som Rasmus Grønved argumenterer for som den rette vej at gå. Det er blot et spørgsmål om prioriteringer på Christiansborg.
"Problemets rod er nede i første instans. Så får man bare en anden instans, der gør det samme," siger han om idéen om, at en forvaltningsdomstol skal gøre det samme, som et system vi kender i dag, gør.
Grønved pointerer, at vi ikke ved, hvordan det nye kommer til at fungere, men at vi ved, hvordan vi kan få det gamle til at levere bedre kvalitet.
Han advarer desuden mod ukritisk import af udenlandske modeller: "Der er lige så mange forvaltningsdomstole, som der er lande med forvaltningsdomstole."
Han fremhæver, at Grundlovens § 63, stk. 2, kræver, at sager kan indbringes for Højesteret som øverste instans – hvilket udelukker et fuldt spaltet system som det tyske eller franske uden grundlovsændring.
Frederik Waage derimod tilslutter sig Torsten Gejl, den forslagsstillende politiker fra Alternativet, der nu har fået det andet oppositionsparti Venstre med ombord som støtte til forslaget om at undersøge mulighederne for en forvaltningsdomstol. Torsten Gejl stempler Danmarks nuværende system som decideret dysfunktionelt. Det har spillet fallit og er ikke til at rette op på.
At det er en stærkt politiseret debat, Rasmus Grønved Nielsen træder ind i, kan høres i episoden, hvor det kan høres, hvordan det er faldet Torsten Gejl for brystet, at Grønved kalder tilhørerne af oprettelsen af den nye domstol for forvaltningsdomstolsromantikere.
Rasmus Grønved Nielsen håner derved – som Gejl siger i Magtens Tredeling – alle de mennesker, hvis hverdag er påvirket af forkerte og ulovlige afgørelser.
Om Frederik Waage tilslutter sig Torsten Gejl også på det punkt, kan du høre afklaret i slutningen af episode 278 af Magtens Tredeling – en episode, hvor bølgerne til tider går ganske højt.
Episoden kan lyttes i via playeren, som er indsat øverst i denne artikel, og du finder den også - som alle andre episoder af Magtens Tredeling - i de gængse podcast-tjenester.
Derfor skal du lytte episoden
👉 Der er enighed om symptomerne, og at problemerne er reelle, men der er ikke enighed om, at diagnosen er stillet godt nok – og derved risikerer vi at sætte en forkert behandling i gang, der er dyr, ineffektiv og i sidste ende ikke løser de nuværende problemer.
👉 Waage argumenterer for en domstol, der skal overtage førsteinstanssagsbehandling fra kommunerne.
👉 Frederik Waage siger, at Rasmus Grønved har en indstilling til jura, der gør, at han grundlæggende ikke kan tro på forvaltningsdomstole som rette løsning.
👉 Begge taler positivt om opsættende virkning som nøglebegreb – altså hvorvidt borgere automatisk bør have suspenderet en myndighedsafgørelse, mens deres sag behandles. Grønved siger, det lader sig gøre allerede. Waage efterlyser, at det gennemføres, og siger, at en forvaltningsdomstol inspireret af de tyske vil løse det.
👉 Grønved gennemgår en række målrettede alternativer til forvaltningsdomstole – fra en generel nævnslov til norsk-inspireret specialisering ved eksisterende retter.