29/02/2024 - Magtens Tredeling #169

I Polen vil man tage PiS på årtiers retsreformer


Efter næsten et årti med omfattende EU-stridige retsreformer fra det regeringsledende Lov og Retfærdighed-parti, PiS, har premierministeren sat sig for at starte forfra og genindføre retsstaten.

Men metoderne til at nå målene kan være af autokratisk karakter, og dermed risikerer den nytiltrådte regering at skulle tage udemokratiske metoder i brug for at genindføre demokratiske institutioner, lyder det i denne uges udgave af Magtens Tredeling.

Tekst: Rasmus Lehmann Hylleberg



Billedet: Udsnit af facaden til den polske Højesteret samt shutterstock af henholdsvis EU- og polsk-farvede skakspringere.

 

”Nogle vil gå så langt som at sige, at man er gået tilbage til Sovjet-tiden”.

Sådan udlægger professor og leder af Center for Europæiske Studier på Københavns Universitet situationen i Polen, hvor man siden 2015 via en lang række retsreformer har stækket domstolenes uafhængighed. 

Men det skal nu være slut. For den netop nytiltrådte premierminister, Donald Tusk, har sat sig for - med eget udsagn - at rydde op med "jernkosten" ved de polske domstole. 

Hvordan Tusk og den nye regering til komme i mål er endnu ikke lagt på bordet, men ifølge den nye justistsminister Adam Bodnar "vil man rette op på alt det, de har ødelagt i retsvæsenet, som Donald Tusk, der i dag er Polens premierminister, lovede det under valgkampen", lyder det i en artikel på dr.dk.

I denne uges udgave af vores podcast ’Magtens Tredeling’ episode 169 forholder vi udfordringerne ved at genindføre en retsstat for Marlene Wind. For hvad er det overhovedet for en opgave, som Donald Tusk har kastet sig over?

Marlene Wind er ikke i tvivl – opgaven er kæmpestor. Særligt fordi man i Polen har bevæget sig mere i retning af et decideret autokrati, hvor man bevidst har gået efter domstolene som det første.

”Det her med decideret at gå efter domstolene, det har været meget karakteristisk for PiS. Man har godt været klar over, at man havde et snævert flertal i parlamentet, men for at sikre sig den fulde magt, så har man altså skulle reformere det juridiske system i Polen, som bestemt også trængte til at blive reformeret. Men den måde man er gået til det på har været, at man simpelthen har ønsket at sætte sine egne loyale støtter ind på alle domstole og straffe dommere på lavere og højere niveauer, som kunne finde på at dømme imod regeringen eller forelægge sager for de europæiske domstole”, siger Marlene Wind i denne uges episode.

Hun kalder mekanismen autokratisk legalisering. Hvad det konkret går ud på, kan du høre meget mere om i denne uges udsendelse, og hvor du også kan høre, hvordan Donald Tusk står over for potentielt at skulle anvende det kaldes militær demokratisering.

”Man bruger de demokratiske institutioner mod demokratiet selv," siger hun.

Lyt til hele episoden herover eller i din foretrukne podcastapp. 

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak