Selvom kriminaliteten i Danmark historisk set ligger lavt – et forhold Justitsministeriet fremhæver i den seneste strafreform – fortsætter politikerne med at hæve straffeniveauet og udvide strafferammen.
I regeringens nye strafreform er der fokus på eksempler på voldsom kriminalitet, som de bruger som afgørende argument for deres forslag om strafskærpelser. De argumenterer altså ikke ud fra tal der understøtter, at kriminaliteten stiger.
Og ifølge kriminolog Annette Olesen og strafferetsprofessor Birgit Feldtmann fra Aalborg Universitet peger det på en tendens i den retspolitiske debat, hvor straf defineres af politikerne, og ikke længere af forskningen bag straf.
I det sidste afsnit af miniserien Straf, som vi udgiver under vores faste podcast Magtens Tredeling, peger de to eksperter på, hvordan den politiske retorik omkring straf i stigende grad bliver drevet af symbolsk handlekraft og gengældelse, snarere end af viden om, hvad der virker.
“Det er en ny måde at argumentere for straf på,” siger Annette Olesen og uddyber:
”For mig er det et meget tydeligt eksempel på, at strafferetten, straf og kriminalitet er blevet politikernes domæne. Det har tidligere været eksperternes domæne, hvor man gik til eksperterne og spurgte, hvordan kan vi gøre det her på den klogeste måde?”
Hun konkluderer, at det nu er politikerne, der definerer, hvad der er den rigtige mavefornemmelse, der skal ligge til grund for, hvilken strafretorik der skal anlægges.
Birgit Feldtmann peger på, at det politiske fokus på gengældelse og tryghed har skubbet de præventive hensyn i baggrunden.
“Vi har politikere, der godt ved, at straf ikke nødvendigvis virker præventivt, men som alligevel går efter gengældelse som hovedrationalet. Det ændrer strafferettens karakter,” siger hun.
Straf er legitimt – men hvornår er nok nok?
Olesen og Feldtmann har i en analyse fra 2024 af straffelovens udvikling fra 1980 til 2022 dokumenteret over 900 lovændringer – heraf 187 strafskærpelser af eksisterende bestemmelser.
I samme periode, viser deres undersøgelse, at lovbehandlingstiden næsten er blevet halveret. Høringsfristerne i Danmark i dag er væsentligt kortere end i de øvrige nordiske lande.
Det peger ifølge Birgit Feldmann på en tendens, hvor balancen i vores strafferetlige system er begyndt at tippe. For nok er det naturligt, at vi som retsstat undsiger os forskellige former for kriminalitet. Men det er svært at gøre nuanceret, hvis ikke diskussionen om, hvad vi gerne vil bruge straf til følger med. Også når tempoet i lovgivningen er sat op.
”Selvfølgelig er det i en demokratisk retsstat fuldstændig legitimt at sige, at der er noget adfærd, vi ikke vil have, og hvis du gør det alligevel, så vil vi straffe dig. Det er jo sådan helt banalt, hvad strafferet handler om. Det, som er så vigtigt, er, at vi har nogle balancer, og der er jo også nogle begrænsninger for, hvad vi kan gøre,” siger hun og uddyber:
”Det strafferettelige område er et af de områder, hvor der er en oplevelse af, at lovkvaliteten måske er blevet dårligere. Og det er jo ret interessant, når vi kan se, at vi lovgiver mere, og det går hurtigere. Så måske tænker vi os ikke helt om.”
For Annette Olesen handler udviklingen ikke kun om tempo – men også om magtens placering. Hun peger på en voksende tendens til, at politiet får flere og mere vidtgående administrative beføjelser.
“Vi ser for eksempel opholdsforbud, hvor politiet uden forudgående advarsel kan definere en borger som utryghedsskabende. Det er straf forklædt som forebyggelse – og det er en glidebane,” siger hun.
De to forskere ønsker ikke mindre straf, men en bedre samtale om, hvad straf skal bruges til – og hvordan retsstaten bevarer sine balancer.
Alle nuancerne i de to forskeres synspunkter, og at hvorfor de efterlyser en debat om, hvad vi egentlig vil opnå med straf, kan du høre i fjerde afsnit af Straf.
Hele miniserien om straf kan du finde og lytte i din foretrukne podcast-app - bare søg efter Magtens Tredeling - eller afspil episoden i playeren ovenfor.