Debatten om, hvorvidt Danmark skal træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er gået fra at være et radikalt standpunkt til at ligge tættere at være politisk mainstream, konstaterer professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, Jens Elo Rytter, i podcasten Magtens Tredeling. Han efterlyser et mere overordnet blik på, hvad konventionen faktisk har betydet – og betyder – for dansk ret som helhed.
Efter et 2025 hvor andre akademikere har ført en til tider ophedet debat om Danmarks mulighed for at udtræde af EMRK, trådte Elo i sidste uge frem med en kronik i Information. De sidste 30 år har han fagligt fulgt konventionens betydning og agtelse blandt politikere og fagfæller.
I episode 245 uddyber han sine pointer fra kronikken og peger på, at diskussionens substans i høj grad er den samme, som han har fulgt gennem de sidste 20 år: udlændingesager, især udvisning af kriminelle udlændinge, og kritik af Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkning, som af kritikere betegnes som aktivistisk. Det nye er ifølge Rytter først og fremmest den internationale kontekst, hvor retsstatsprincipper og rettighedsbeskyttelse er under pres i store dele af den vestlige verden.
Rytter efterlyser en mere helhedsorienteret tilgang – både politisk og i forskerkredse. Han mener, at fokus på enkeltsager og bestemte domme skygger for, hvad konventionen samlet set har betydet for borgernes rettigheder i Danmark.
“Tænk på det store billede. Tænk på, hvad konventionen har betydet for dansk ret som helhed, frem for kun at fokusere på enkelte dele,” siger han i podcasten.
Han peger blandt andet på, at konventionen har ført til markante forbedringer af rettighedsbeskyttelsen i dansk ret på områder, hvor grundlovens gamle og mere generelle bestemmelser ikke har givet borgerne samme materielle beskyttelse. Som eksempel nævner han sager om lange sagsbehandlingstider, hvor Menneskerettighedsdomstolen har kritiseret Danmark og dermed presset både domstole og politikere til at styrke retssikkerheden, blandt andet gennem mulighed for kompensation og politiske tiltag for at tilføre domstolene flere ressourcer.
Konventionerne hjælper ikke kun individet
Jens Elo Rytter understreger samtidig, at konventionen ikke ensidigt er et redskab til at beskytte individet på bekostning af samfundet. Tværtimod mener han, at både domstolen og konventionsteksten har et udtalt blik for hensynet til “almenvældet”. Han fremhæver praksis på områder som national sikkerhed, hvor statens hensyn ofte vejer tungere end individets ret til beskyttelse mod eksempelvis overvågning, og coronapandemien, hvor EMD stort set uden undtagelse har godkendt nationale tiltag til beskyttelse af den offentlige sundhed.
Når der tales om dansk udtræden af konventionen, placerer Jens Elo Rytter sig i den lejr af forskere, der advarer imod at overse de udenrigspolitiske konsekvenser. Konventionen er, som han formulerer det, en “grundpille” i EU-samarbejdet, og et dansk exit vil få betydning for forholdet til EU og for Danmarks placering i den internationale retsorden.
”Tænk over, hvad det vil betyde for vores forhold til EU, hvor konventionen sådan set er en grundpille også. Vi er jo på den måde med til at undergrave den internationale retsorden og stille os uden for en internationale retsorden, som allerede er under betydelig pres,” siger han.
Rytter henviser også til statsministerens nylige markering af, at Danmark ikke bør træde ud af konventionen, netop fordi den internationale retsorden er særlig vigtig for små stater. En markering, der kom som reaktion på Venstres formand Troels Lund Poulsens udmelding om, at vi med rette bør træde ud statsborgeretskonventionen.
“De store og stærke stater, de skal nok klare sig ude i den der jungleverden, men et lille land som Danmark har behov for internationale institutioner,” siger han.
Netop derfor mener han, at vedholdende og hård kritik af Menneskerettighedsdomstolen, særligt når den i hans optik ikke er sagligt funderet, bør leveres med bevidsthed om, hvor sårbare institutionerne faktisk er. Domstolen har i praksis ikke andre magtmidler end de afgørelser, 46 dommere træffer, og som medlemsstaterne forventes at efterleve, understreger Rytter
“Man skal tænke sig om, når man kritiserer. Specielt når man kritiserer vedholdende og slår på en institution, så skal man tænke over, hvad det er for en institution, man slår på,” siger han og tilføjer, at man godt kan kritisere en så sårbar institution – men at man bør gøre det med bevidsthed om konsekvenserne
Kritikken af konventionen og Menneskerettighedsdomstolen er ifølge Rytter ikke kun et politisk anliggende. Han oplever, at debatten også splitter blandt hans egne fagfæller, fordi politiske meldinger i stigende grad blandes sammen med den professionelle uenighed. Det gør det efter hans opfattelse endnu vigtigere at holde fast i den bredere, principielle diskussion.
Du kan høre hele episode 245 i ovenstående player eller i din foretrukne podcast-app.