Leonora hang advokatuniformen i skabet og rejste til Japan med to sæt vandretøj

”Det er lidt ligesom en slags forlænget Roskilde Festival. Man føler sig helt skrællet, når man ikke har andet end to sæt tøj og i øvrigt ikke adgang til computer og internet i 40 dage.”

Leonora Grønlykke lyser helt op, da hun tænker tilbage på hendes oplevelser fra turen på den japanske camino Shikoku 88. 

K-NEWS møder hende til interview i Glyptotekets have i København, der med sin velplejede have, høje blomsterrækker og veltrimmede buske giver den oplagte kulisse til interviewet om 40 dage i Japans underfundige natur. Til dagligt arbejde hun med entrepriseret som advokat hos Winsløw Advokatfirma i København.

For Leonora Grønlykke bliver ikke bare ved tankerne om bryde med status quo. Hende og hendes mand har tilrettelagt deres liv efter kunne tage orlov og rejse, både sammen og hver for sig i perioder af deres arbejdsliv. 

”Vi prioriterer benhårdt på økonomien hjemme hos os, og jeg tror næsten vores rejsebudget, er den største post, vi har. Hvert år ser vi tilbage på, hvad vi har brugt penge på, og der tænker vi altid, at det var det hele værd.”

Derfor vægrer hun sig også over for den respons, hun nogle gange får fra omverdenen om, at nu er det bare med at nyde det at rejse, for det er jo en once in a lifetime. Men sådan oplever Leonora det slet ikke. Tværtimod er det et vilkår for hendes arbejdsliv, at hun med jævne mellemrum tager orlov og tager væk for at koble fra.

Men hun kan også godt forstå, hvis man sidder og tænker, at det er et fuldstændig uoverskueligt valg at træffe, hvis man er familiemennesker med små børn, realkreditlån og fast arbejde. 

Forbilleder blev vejen ind i jura og smutvejen ud i verden

Det var lidt usikkerheden over, hvad hun egentlig ville være, når hun blev stor, der drev hende i retning af juraen. Selv husker hun, at der var to parametre, der blev afgørende – dels at jura er en bred og solid uddannelse, men også at hun havde en barndomsveninde, hvis forældre var advokater. Og de blev lidt rollemodeller for hende i forhold til, hvad man kunne blive som advokat.

”De var bare forbilleder, og man kunne mærke, at de havde været igennem både et uddannelsesforløb og et arbejdsliv, der havde formet dem. Helt ned til hvordan de talte og bevægede sig rundt, der var bare noget faglig og personlig ballast over dem, som var inspirerende.” 

Leonora startede på gymnasiet, men stoppede, da hun var skoletræt. I stedet tog hun HF og gik derfra til jurastudiet. Selv føler hun, at selve uddannelsen har levet op til hendes forventninger. For selvom hun måske ikke ser sig selv som værende lige så ’sej’ som hendes veninders forældre, så har hun ikke fortrudt et øjeblik.

”Jeg synes, det har været en helt fantastisk uddannelse, som jeg aldrig ville være foruden, og det er fedt, at man møder en hel masse mennesker, der fungerer som mentorer for en og den her mesterlære har jeg virkelig sat pris på.”

Hvad der ofte rimer på advokatbranchen er lange arbejdsdage og højt arbejdspres. For Leonora skulle der dog ikke gå lang tid, før hun tog sin første store pause fra ræset. Allerede lige efter hun blev færdig med jurauddannelsen trak hun stikket og gik den spanske camino.

Hun beskriver, hvordan det for hende er vigtigt at handle, når følelsen om at tage en pause melder sig, og altså ikke blot blive i overvejelsen og drømmene. 

”Jeg tror bare, jeg altid har haft et meget stort behov for at reflektere over tilværelsen. Det her med, at man lige træder et skridt tilbage og betragter sit liv som helhed og vurderer, om man er det rigtige sted. Og det er jeg heldigvis alle gange kommet frem til, at det var jeg. Jeg har jo ikke som sådan taget nogle drastiske karrierevalg, når jeg er kommet hjem fra de her rejser.”

For selvom man som advokat arbejder meget, og arbejdspresset til tider er stort, så føler Leonora ikke, at mulighederne for at handle på egne interesser uden for jobbet er en mangelvare. Det handler om planlægning, men det handler også for hende om at stå fast på, hvad man selv føler er vigtigt. Og som venindens advokatforældre tage styring på sit professionelle liv. 

For som med forbillederne fra ungdommen er det også forbilleder, der træder i forgrunden, når det kommer til bevæggrundene til, hvad der styrer hendes lyst til at designe sit eget liv rundt om sit arbejde. 

Hun kommer til at tænke på den britiske komiker Russell Brand, der har et livsråd, som hun følger ret tæt.

”Hvis man aldrig lige ser sit liv udefra, så går tiden bare, og så sker der jo bare nogle ting. Jeg er ret stor fan af komikeren Russell Brand, og jeg kan huske, at han skrev i sin selvbiografi, at hvis du ikke vælger et program, så er der nogle andre, der vælger et program for dig.”

Og det er blevet en form læresætning for hende. At hun selv er med til at bestemme, hvordan rammerne omkring hendes arbejdsliv er. Og hun oplever generelt, at der bliver givet mere og mere plads til at tage pauserne væk fra arbejdsmarkedet, ligesom også responsen fra andre har været overvejende positiv. Hun er dog helt med på, at eventyr jo skal passe ind med de sager, man har og de klienter, man servicerer. Men når det er sagt, så handler det for Leonora om at lægge en plan sammen med sin arbejdsgiver og for sig selv. For man får ingen løn, mens man er afsted, og der er stadig masser af ting, der skal betales herhjemme.

Men hun forstår godt, hvorfor det for mange advokater kan være forbundet med stor usikkerhed at tage det første skridt.

Stol på, at der selvfølgelig også er en vej tilbage til branchen igen, og at folk bare synes det er sejt og spændende.

”Der er jo kæmpe usikkerhed i det, selvfølgelig er der det. Selvfølgelig har jeg også tænkt over, hvad bliver min næste arbejdsgiver, hvad tænker de? Tænker de, ’okay, hun har en eller anden form for tidlig midtvejskrise, hun ved ikke, hvad hun vil.” Der er også en hel masse ting andre ting - du tjener ikke nogle penge, når du er afsted. Det koster penge at holde fri. Det koster penge at rejse. Der skal også koordineres derhjemme. Altså hvis du har ti høns og to katte og tre børn, så er det måske lidt svært at have en ægtefælle, der gerne vil rejse.”

Når Mikael Bertelsen siger Japan, så må man jo til Japan 

Turen til Japan startede med, at Leonora så en DR-dokumentar, hvor Mikael Bertelsen gik selv samme rute. Det tændte en ild i Leonora, der har vandret mange andre steder i verden før.

”Der stod han så i programmet og kiggede ind kameraet og sagde: ”Alt det der derhjemme, karriere og prestige og de ting. Det tænker jeg slet ikke på lige nu.” Og så pegede jeg bare på skærmen, og jeg sagde til min mand: ”Sådan, der vil jeg gerne have det. Og så gik det ret stærkt.”

Turen gik altså til Shikoko 88, som er en stor hovedø i det Japanske øhav. På turen havde Leonora Grønlykke kun to sæt tøj, sovepose og de aller vigtigste fornødenheder. Turen bød på 500 kilometers vandring, hvor hun på turen besøgte en masse templer og ikke mindst sovesale, hvor det ikke var unormalt, at man sov 200 mennesker sammen. Om den oplevelse siger hun:

”Man vænner sig til det. Men det er super grænseoverskridende i starten med folk, der snorker, står op om natten og taler i telefon eller kommer til at tænde al lyset, og man tænker ’her falder jeg aldrig i søvn’. Men det gør man. Det er noget man skal øve sig på.”

Hun uddyber:

”På den måde kan man godt føle sig ret skrællet. Du kan godt vaske lidt tøj hist og her, men til sidst er du så træt af dit tøj. Jeg plejer at købe en ny t-shirt, når jeg er færdig med at vandre, blot for at mærke følelsen af noget rent og rart og nyt.”

Spørgsmålet er så, om hun kan bruge de mange kilometer i benene og det mentale og fysiske pres til noget rent arbejdsmæssigt som advokat?

”I arbejdshenseende kan jeg bruge det, at det giver styrke. For det er mega hårdt, både fysisk og mentalt at være afsted og alene så længe af gangen, og man skal blive ved med at hive sig selv op. Og det kan jeg godt tage med i arbejdet som advokat, for det er også hårdt en gang imellem. Det der med, at du ikke bare kan springe over, du skal op selvom du ikke har sovet, du skal vandre i ni timer, og du skal bare hive dig selv op. Det giver noget robusthed og selvindsigt.”

Til alle dem, der måtte overveje at tage samme skridt som Leonora er der kun et råd, mener hun:

”Bare gør det. Stol på, at der selvfølgelig også er en vej tilbage til branchen igen, og at folk bare synes det er sejt og spændende. Og så skal man også bare tænke over, hvor mange dage af ens liv, man bruger på at arbejde, og hvor få dage man bare har det fedt og tager på eventyr i verden.”