Billede: Baggrund: udsnit fra JM.dk om strafreformen. Tv: Peter Hummelgaard fra samråd i FT og th: David Sausdal, PR.
”Jeg er imponeret over, at man kan præsentere den her strafreform som et kvantespring for det forebyggende arbejde. For det er jo en lodret løgn.”
Sådan lyder dommen fra kriminolog David Sausdal over regeringens netop præsenterede strafreform. En reform, der af justitsminister Peter Hummelgaard, blev kaldt historisk, og som blandt andet vil hæve straffen for personfarlig kriminalitet, men som også vil hæve grænsen for, hvornår livstidsdømte kan anmode om prøveløsladelse. Det med løgnen kommer vi tilbage til.
For grænsen for prøveløsladelse er en de ting i strafreformen, der ikke begrundes. Der står således ikke nogen konkret argumentation for, hvorfor regeringen finder dette tiltag vigtigt. Som det har været tidligere, kan livstidsdømte anmode om prøveløsladelse efter 12 år. Ifølge straffelovens §41 stk. 1 er det justitsministeren, eller den myndighed, der bemyndiges hertil, som træffer administrativ afgørelse om prøveløsladelse. Men med den nye strafreform ændres den grænse nu til 20 år. Og altså gældende med tilbagevirkende kraft, så den også gælder for dem, der blev dømt til en livstidsdom før den nye lov, trådte i kraft.
Tal fra Danske Fængsler viser, at der fra 2020-2025 var tre livstidsdømte, der fik godkendt prøveløsladelse. For nuværende er der 55 livstidsfanger indsat i de danske fængsler, og den gennemsnitlige livstidsdømte har siden 1976 siddet fængslet i 15 år og fire måneder. Og med den nye hævede grænse for prøveløsladelse risikerer livstidsfanger principielt at blive løsladt før de opnår retten til prøveløsladelse.
Spørgsmålet er derfor, hvad det er for et problem, man ønsker at løse med den nye grænse for prøveløsladelse. Og om prøveløsladelse reelt er en rettighed, som livstidsfanger med den nye grænse reelt aldrig får mulighed for at benytte. Ifølge David Sausdal taler det dog også ind i et langt større spørgsmål. Nemlig hvad vi som samfund synes definerer et liv bag tremmer.
”Lige nu har vi tal, der siger at livstid i Danmark er gennemsnitlig 15 år. Men spørgsmålet er, om det er det samme, man ser, når det her med 20 år er i effekt,” siger han.
Han kan slet ikke forstå, hvorfor regeringen kan slippe afsted med, i hans øjne, at promovere strafreformen med højere straffe og altså en hævelse af grænsen for prøveløsladelse for livstidsfanger som noget historisk og noget særegent. For der er ifølge ham intet nybrud i strafreformen.
Han undrer sig derfor over, at der ikke er flere jurister og fagpersoner, der stiller spørgsmål ved formuleringerne og indhold i strafreformen, også når det kommer til livtidsdømtes mulighed for at få prøveløsladelse.
”Jeg undrer mig over, at den danske juriststand ikke har været mere kritiske over for den her strafreform og den udvikling, der er i gang lige nu på det her område. For det her er jo ikke at være lige for loven, det her er jo rettet mod specifikke grupper. Det er jo definitionen på dårlig lovgivning. Hvad er det vi vil opnå med det, andet end at livstid skal smage mere af livstid?”
Kigger man på høringslisten til lovforslaget, inden det blev endeligt vedtaget den 5. februar, så er det da også langt fra grænsen for livstidsdømtes mulighed for prøveløsladelse, der fylder hos de fagpersoner og organisationer, som har afgivet svar. Faktisk er der kun ét høringssvar ud af de 41 afgivne, som forholder sig til spørgsmålet om prøveløsladelse for livstidsfanger. Det er Den Sociale Retshjælps Fond og SAVN, der i deres samlede høringssvar til lovforslaget problematiserer ændringen for ikke at løse et problem, men derimod skabe et nyt.
”Vi finder hverken dette forslag begrundet eller hensigtsmæssigt. Det vil medføre et øget pres på fængselssystemet, som i forvejen er i knæ, og det vil øge risikoen for recidiv. Det er vores opfattelse, at dette forslag ikke løser et problem, men nærmere skaber nye problemer. Vi anmoder derfor justitsministeren om at redegøre yderligere for behovet for denne ændring samt bemærkningerne hertil.”
Hvordan det (…) lykkes nogen at kalde strafreformens fokus på forebyggelse for en lodret løgn, er mig ubegribeligt
Citat: Justitsminister Peter Hummelgaard
Direkte adspurgt hvilke bevæggrunde, der ligger bag beslutningen om at hæve grænsen for prøveløsladelse for livstidsdømte vil justitsminister Peter Hummelgaard ikke forholde sig til. På K-NEWS har vi forelagt justitsministeren Sausdals kritik og bedt ham uddybe de bagvedliggende faglige overvejelser bag, at man man nu vil hæve grænsen for muligheden for prøveløsladelse for livstidsdømte. I et skriftligt fra ministeren lyder det imidlertid:
”For mennesker, der har været udsat for for eksempel grove voldsforbrydelser, kan trygheden og tilliden være tabt for altid. Derfor mener jeg også, at det er afgørende både for det enkelte offer og for samfundet som helhed, at retsvæsenet reagerer med den fornødne alvor,” lyder det til K-NEWS.dk.
Straf virker ikke præventivt
Når David Sausdal læser den nye strafreform samlet set, så er han generelt kritisk stemt over for indholdet. Når han ser på ordlyden af strafreformen, så mener han, at der er en tydelig diskrepans mellem, hvad der virker, og hvad der føles som retfærdigt.
Han peger på, at der ikke er noget som helst evidens for at påstå, at strengere straffe virker. Han henviser til justitsministeriets egne undersøgelser, senest fra 2020, der konkluderer, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem strengere straffe og mindre kriminalitet. Snarere tværtimod:
”De fleste studier peger på, at straffens længde har en nuleffekt på dømtes recidiv. Straffens strenghed er ligeledes belyst i mange gode studier, der sammenligner virkningen af sanktionstyper med forskellige grader af strenghed, typisk fængselsstraf i forhold til en betinget straf med tilsyn. De fleste studier peger på, at sanktionens strenghed har en nuleffekt. Nogle studier peger dog på, at strengere straffe, som for eksempel afsoning i fængsel, øger risikoen for recidiv sammenlignet med mindre strenge straffe,” skriver Justitsministeriet selv i deres rapport Virkninger af straf over for gerningsmænd, befolkning og ofre fra 2020.
Og så er vi tilbage ved den lodrette løgn, som vi startede denne artikel med. For David Sausdal mener, at hele promoveringen af den nye strafreform bygger på en direkte løgn, når justitsministeren kalder den historisk og et kvantespring for ofrenes retfærdighed. Men den udtalelse falder justitsministeren fra brystet.
“Hvordan det (…) lykkes nogen at kalde strafreformens fokus på forebyggelse for en lodret løgn, er mig ubegribeligt. Straf og forebyggelse er ikke hinandens modsætninger,” siger ministeren til K-NEWS.
Ifølge David Sausdal handler det imidlertid om, at man politisk har indset, at det er sværere og sværere at argumentere for virkningerne ved højere straffe, hvorfor man spiller mere på retfærdighedsfølelsen. Og det er i sig selv bekymrende, siger han.
”Hvis vi for eksempel laver kræftpakker, hvor al evidensforskning viser, at nogle processer og behandlinger ikke virker for de kræftramte, og man gør det alligevel, så ville det jo være uhyrligt. Det er lidt det samme her.”