På K-NEWS nikker vi genkendende til ambitionen om at formidle komplekst stof. Det er det, vi arbejder på hver eneste dag. Derfor ramte podcastvirksomheden Rakkerpak plet, da de luftede ideen for os om en podcastserie om Grundloven i lige så mange episoder, som den har paragraffer.
Og nu - op til grundlovs dag - er de første par episoder klar til at blive lyttet.
Første episode, § 1, mere aktualiseret end længe
Grundlovens paragraf 1 blev først tilføjet i forbindelse med grundlovsændringen i 1953. I første episode af Loven kan du høre, hvorfor den bliver tilføjet og samtidig få historien om Færøernes forsøg på løsrivelse engang i 1990'erne.
For dengang for mere end 25 år siden blæste en stærk vind af selvstændighedsdrømme over øerne i Atlanten - som er nævnt i Grundlovens § 1. Og hvad ville der - og hvad vil der - egentlig ske med paragraf 1, hvis Rigsfællesskabet en dag går i opløsning? Et spørgsmål der her i 2025 er blevet nærværende i forlængelse af den amerikanske præsidents udstrakte arme mod Grønland.
Lyt selv til historien om § 1. Fra K-NEWS' side tør vi godt love, at du aldrig før har hørt om § 1 på den måde. Link til episoden sidst i denne artikel, men du kan også finde serien i den app, hvor du normalt lytter til podcast. Søg blot efter Loven.
Første og anden episode er netop udgivet, og der vil udkomme nye episoder løbende indtil vi i 2026 omkring grundlovsdag rammer tallet 89 og alle grundlovsparagrafferne har fået deres egen fortælling.
Sådan pustes der liv i en grundlov
På K-NEWS var vi glade for at blive spurgt, og vi er glade for at bidrage til skabelsen af podcastserien Loven.
Da Rakkerpak henvendte sig til os var det med et spørgsmål om, om Grundloven ikke på en eller anden måde kunne gøres levende i lyd.
Hvordan den podcastopgaven udføres, har Rakkerpak støbt byggestenene til. De har gennem de seneste år specialiseret sig i at tage komplekst ofte videnskabeligt stof og gøre det til det de selv kalder informativ underholdning.
Blandt andet har de gjort det i en serie om alle universets byggesten, hvor hvert eneste grundstof i det periodiske system har fået sin egen podcastepisode. Periodisk, hedder den 118 afsnit omfattende podcastserie.
Det blev et ja tak fra os på K-NEWS til at gå ind i projektet økonomisk såvel som indholdsmæssigt, hvor vi blandt andet har udpeget og anbefalet de juridiske kilder, der sikrer den kvalitet, som både Rakkerpak og vi gerne vil stå for.
Hvordan er den så gjort levende? I høj grad ved at personificere Grundloven og give den sin egen stemme i form seriens hovedfortæller Sofie Lassen-Khalke.
Hun, fra en ung alder skuespiller og senere jurist og forfatter, spiller med sin stemme Grundloven, der taler direkte til dig, der lytter med.
Det er gennem hendes stemme at grundloven selv fortæller om hver af sine paragraffer. Hver enkelt episode tager udgangspunkt i og omkranser hver eneste paragraf med virkelige hændelser, som alle har været med til at forme det samfund, vi i dag tager for givet.
Fortællingen om § 1 kan du lytte via dette link.
Nye episoder bliver løbende udgivet i den podcastapp, hvor du normalt lytter podcast, og de kan også følges på den hjemmeside Rakkerpak har bygget til serien.
Loven er produceret af Rakkerpak Productions med støtte fra Dansk Filminstituts Public Service-pulje, Dreyers Fond og - som allerede nævnt - i samarbejde med Karnovs K-NEWS.