22/01/2026 - Magtens Tredeling #249 - Grønland, USA, Danmark

Nyt begreb forklarer Trumps Grønland-retorik 


Et tværfagligt forskningsprojekt har givet os et nyt begreb, der kan hjælpe os med at forstå den nye virkelighed vi står i, hvor Grønland er omdrejningspunkt og NATO er oppe i luften. 
 
Diplomatisk ekstrem hedder begrebet, og i ugens episode af Magtens Tredeling er de to forskere bag i studiet. Her fortæller de, hvorfor de har skabt begrebet, og så får du også en omkring fem minutters lang gennemgang af de juridiske forhold mellem Danmark, Grønland og USA. 

Tekst og foto: Cecilie Uhre



”Måske kunne vi ’coine’ det her begreb en diplomatisk ekstrem.” Sådan siger politolog ved Københavns Universitet Mette Marie Stærh Harder i Magtens Tredeling.

Coine betyder opfinde, og sammen med professor ved juridisk institut Helle Krunke, har hun gjort netop det. Altså opfundet begrebet diplomatisk ekstrem.

I episode 249 af Magtens Tredeling, forklarer de to forskere, hvad det betyder og i hvilken sammenhæng, de har haft brug for netop sådan et begreb. En sammenhæng, der blandt andet har noget med USA, Grønland og Danmark at gøre. Og derfor skal det lige tilføjes, at denne episode er optaget for et par uger siden, og dermed er den blevet overhalet af blandt andet topmødet i Davos, hvor den amerikanske præsident slog fast, at han ikke vil tage Grønland med magt, og at der nu er lavet en rammeaftale mellem USA og NATO om netop Grønland.

Tilbage til det nye begreb, der kort sagt dækker over ekstreme politiske udmeldinger på sociale medier og er opfundet til lejligheden for at kunne definere de udmeldinger, Trump kom med på sociale medier i løbet af 2024 og frem til 2025 om Grønland. Begrebet har de to forskere brugt som led i deres undersøgelse af, om der er blevet skabt et politisk råderum, som Grønland har kunne udnytte til at gøre sig mere uafhængige af Danmark.

Selvom de ikke kunne måle om et sådant råderum faktisk blev skabt, og de heller ikke kunne se, at Grønland udnyttede det til at blive mere uafhængige, så bidrager studiet med viden. Blandt andet en gennemgang af de juridiske aftaler, der er mellem både Danmark og Grønland samt USA og Danmark i forhold til Grønland. Derfor er studiet også blevet trykt som videnskabelig artikel i det internationale tidsskrift Constitutional Studies.

Et tidsskrift som amerikanske jurister blandt andre tilgår, og helt konkret håber de to danske forskere også, at studiet vil bidrage til oplysning.

”Vi har jo skrevet en artikel til et amerikansk tidsskrift, som bliver læst af amerikanske jurister, så jeg vil da håbe, at de med det i hånden, kan blande sig i debatten,” siger Mette Marie Stæhr Harder, og Helle Krunke tilføjer:

”Jeg er fuldstændig enig i det, det håber jeg virkelig, og derudover, så generelt, den misinformation, der har været, i hele diskursen og diskussionen i USA, der håber jeg også, at vores artikel kan være med til måske at prøve at sætte nogle ting derhen, hvor de hører til.”

Du kan høre mere om, hvad begrebet diplomatisk ekstrem betyder i denne uges episode af Magtens Tredeling, hvor du også kan høre jurist Helle Krunke gennemgå de juridiske aftaler, der faktisk findes mellem Danmark, Grønland og USA.

Det hele finder du, der hvor du normalt lytter til lyd som Magtens Tredeling episode 249 eller via playeren i toppen af artiklen her.

Del denne fra K-NEWS

Skal vi holde dig opdateret?

Få besked om nye artikler og podcast direkte i din mailboks ved at tilmelde dig herunder.

Vi indsamler ikke data om dig – og journalistikken, vi leverer, er gratis.

Nyhedsmail. Ja tak